Kære Brevkasse
Min mor har hjernecancer. Jeg har kun vidst det i 14 dage, men det har allerede haft en alvorlig indvirkning på mit parforhold. Jeg er i stor sorg, og hele min verden er vendt på hovedet med ét.
Jeg oplever, at min kæreste ikke griber mig, når jeg falder, så at sige. Han har ikke reageret synderligt på situationen. Det knuser mit hjerte og gør mig meget usikker – ikke på ham, men på mig selv. Usikker, grundet dette pludselige og uvante behov for at fylde noget.
Næstekærlighed, omsorg og støtte er grundlæggende egenskaber og værdier for mig – og jeg sætter en ære i fortsat at give ubetinget kærlighed til ham. Men jeg savner at få den gengældt. Må man gerne have det sådan?
Et oplagt brevkasse-svar ville være, at jeg ‘bare’ skal tale med ham eller bede ham om, hvad jeg har brug for… Men hvordan gør man dét? Hvordan vurderer man på et andet menneskes vegne, om man er deres tid og omtanke værd?
Som jeg skriver øverst i henvendelsen, gør det mig utroligt usikker på mig selv, at jeg mærker et pludseligt og brændende behov for støtte fra min kæreste. For hvem har egentlig lovet os, at Gud skal trøste os med vores næstes hænder???
Jeg ønsker inderligt et input, som kan hjælpe os videre. Vi er ikke vrede, men pludselig meget langt fra hinanden – vi er i krise.
Venligste hilsner
Kære du
Det gør mig meget ondt at læse om din mors hjernecancer. Som du skriver, er hele din verden med et slag vendt op og ned, og du oplever pludselig et behov for at blive båret, holdt oppe og passet på, i en grad du aldrig har oplevet tidligere. Du har mistet fodfæste og kontrol og kender pludselig ikke dig selv. Måske du er vant til at være den, der primært giver omsorg både i dit parforhold og i andre relationer.
Nu er du ramt af dine nærmestes og din egen skrøbelighed, sådan som vi mennesker uundgåeligt vil blive ramt af før eller siden. Du og din kæreste er begge ramt på hver jeres måde. For ham er det nyt at se dig så sårbar. Måske han også er forvirret over, at du midt i sorgen insisterer på – og måske også formår – at give ham ubetinget kærlighed. Måske sender du – uden at ville det – modsatrettede signaler om, hvad du har brug for og ønsker fra ham. Måske hans skjold er at være lidt tilbagetrukket, fordi han ikke aner, hvad han kan og skal gøre for dig.
Ja, et oplagt brevkassesvar er, at du ”bare” skal tale med ham om, hvad du har brug for. Som du selv er inde på, kan vi ikke gøre krav på at Gud skal trøste os med vores næstes hænder, men vi har lov at bede om det.
Jeg vil opfordre dig til at fortælle din kæreste:
Fortæl ham, at du altid har været mere komfortabel med at være den, andre havde brug for, og at det er svært for dig at give dig selv lov til at fylde.
Det er rigtig svært for ham at gætte, hvad du har brug for, især når du ikke selv ved, hvad dit behov er. Det ved man selv meget lidt om, når man er ramt som du er.
Jeg kan komme med lidt bud på helt konkrete ting, han kunne gøre for dig, så kan du ”smage” lidt på, om det er noget for dig:
Måske I også kan få en fin snak om, hvordan det er at være ham i denne tid. Måske også han mærker følelsen af forvirring og utilstrækkelighed. En mand vil gerne gøre sin kvinde glad og frustreres og bliver ked af det, hvis han ikke aner hvordan.
Kære du. Måske jeg er kommer med flere spørgsmål end svar til dig. Mest af alt ville jeg ønske, at jeg kunne lette dig for din sorg og frygt for, hvad der kommer til at ske med din mor. Det kan jeg desværre ikke, men jeg kan opfordre dig til at vove at fylde noget og at dele din sorg, frygt og magtesløshed med din kæreste. Hvis du har brug for at tale med en udenforstående om det hele, så kan du kontakt vores anonyme telefonrådgivning, der har åbent hver mandag aften.
De bedste hilsener fra
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907