Må forældre tvinge ens barn
til at droppe sin kæreste?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Okay sagen er den.

Jeg er en 16-årig dreng, der nu har været sammen med min kæreste i lidt over et år.
Så nu efter der skete nogle misforståelser med at de troede, jeg havde taget stoffer og gjorde det sådan tit. Men de ville så åbenbart ikke tro på mig efter en pisprøve, men det håber jeg så de gør efter blod/hårprøven… Nårh jo men sagen er, at hendes mor har udelukket mig fra deres hus. Det kan de da ikke bare pga. nogle rygter, som ikke engang passer? Og nu vil hendes mor så have, at hun slår op med mig, hvilket vi ikke gør, fordi vi hænger sammen.

Svar

Kære 16-årige.

Tak for dit spørgsmål. Det berører et meget vigtigt emne om forholdet mellem en teenager og forældre. Hvordan skal det forhold være, når det handler om kærester?

Helt grundlæggende så er man som 16-årig ved at blive voksen og selvstændig, og skal derfor også lære mere og mere at tage voksne og selvstændige beslutninger på eget ansvar. Der er derfor en kæmpe forskel på, hvad en 5-årig skal bestemme og hvad en 16-årig skal bestemme over i sit eget liv. Det kan være svært for mange forældre at vænne sig til og give plads til, at deres barn tager valg på eget ansvar. Det er vigtigt, at forældrene ikke tvinger sig til bestemmelsesret over noget, som hører til i barnets selvbestemmelsesret. F.eks. ville det være helt upassende, hvis forældre vil bestemme, hvilket tøj en 16-årig skal gå i. Her bør der være en respekt for den 16-åriges smag og valg. Og sådan bør det også være med en kæreste.

På den anden side, så har forældre også en pligt til at tage en vis grad af ansvar for deres barn. Hvis man som forældre tror, at noget eller nogen kan skade ens barn, så vil det være et svigt ikke at prøve at beskytte sit barn. I denne sag så har din kærestes forældre lov til at sige deres mening om jeres forhold. Det er ikke sikkert, at det er klogt gjort, for de risikerer jo, når din kæreste er gammel nok til at flytte hjemmefra, at hun alligevel vælger dig, og at de samtidig mister hende. Men hvis de har et godt og trygt forhold til hinanden, så er hun klar over, at de blot siger deres mening og at de respekterer hendes valg – også hvis de ikke er enige. Sådan bør det være mellem teenagere og forældre i de fleste valg.

Det kan nogle gange gøre tingene besværligt, at forældre ofte har en vis magt. Der ligger en magt i, at man risikerer at miste sine forældres kærlighed eller opbakning. Som teenager har man stadigvæk brug for det. Der ligger nogle gange også en økonomisk magt mellem forældre og teenagere. Hvis man som teenager er økonomisk afhængig af sine forældre, så kan det være svært at gøre sig fri af deres mening.

Din kærestes forældre kan godt udelukke dig fra hjemmet. Man bestemmer selv, hvem man vil lukke ind i sit hus og sådan bør det også være. Du har sikkert heller ikke lyst til, at hvem som helst kan trænge ind i dit hus! Om det er klogt af din kærestes forældre at udelukke dig, er en anden sag. I hvert fald risikerer de et meget problematisk forhold til både dig og din kæreste, som måske kan vare resten af livet.

Fundamentet for et godt forhold mellem en fyr som dig og kærestens forældre er altid tillid. Din kærestes forældre har åbenlyst ikke så meget tillid til dig, så det er vigtigt, at du forsøger at vinde deres tillid. Det opbygges over tid ved, at man viser, at man er tilliden værdig. Du skal selvfølgelig ikke finde dig i alt og helt urimelige ting, men jo mere du viser, at man kan stole på dig, jo mere frihed vil de også give dig og deres datter. Du skriver meget kortfattet om, hvad der er foregået, så det kan være svært for os at vurdere den konkrete sag mellem dig og hendes forældre, men det lyder som om, at der er foregået noget, der har bragt jeres tillid til et lavpunkt. Sådan vil det højst sandsynligt ikke blive ved med at være ret lang tid, hvis både du og forældrene prøver at arbejde på at få tillid til hinanden. Måske kan du også fortælle dem, at du ønsker, at der skal være en tillid til hinanden. Undgå beskyldninger og at stille krav, men fortæl bare helt enkelt og klart, at målet for dig er tillid. Og så skal det jo følges op af handling, hvor man bliver ved med at vise, at man er tilliden værdig.

Kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Mona og Per Ladekjær, 
Parrådgiver og psykoterapeut
Mona og Per Ladekjær, Parrådgiver og psykoterapeut

Se også: