Min kæreste og far til vores to børn har lige fået diagnosen bipolar. Det har været ti ekstreme hårde år med mange op- og nedture. Jeg har overbrugt mig selv for at kompensere på alle områder, så vores børn fik så god og normal barndom som muligt. Men min kærestes sygdom er ved at ødelægge mig. Min krop reagerer med stresssymptomer, når han er i nærheden. Også selvom han er i en stabil periode.
Jeg har mange gange ville bryde forholdet, men jeg er blevet for børnenes skyld, og også fordi jeg elsker ham. I gode perioder har jeg glemt de dårlige. Men efter sidste dyk kan jeg ikke mere. Men jeg tør ikke gå fra ham, jeg tør heller ikke blive. Jeg har udviklet angst og stress.
Hvis jeg gør det forbi, er jeg bange for, om han flytter langt væk og svigter børnene. Eller at han går i hundene, fordi han ikke føler, han har noget at kæmpe for, og dermed også svigter børnene. Jeg er også bange for, om han ville overvåge mig. Hvis vi bliver sammen, er jeg bekymret for mit helbred, og om børnene har deres mor.
Det næste skridt er svært. Heldigvis får vi snart en indkaldelse som pårørende. Men jeg tror ikke, jeg kan kæmpe mere. Føler, jeg står over for en alt for stor og uoverkommelig opgave.
Hvordan kommer jeg ud af det her på bedst mulig måde? Hvordan skåner jeg børnene bedst?
Kære dig
Tak for dit spørgsmål! Det er meget svært at svare på dit spørgsmål, men jeg skal prøve at dele mine refleksioner med dig. Først og fremmest vil jeg bare sige, at det giver mening, at du er stresset og bliver angst. Du har alt for længe båret på alt for meget!
Noget af det, jeg bider mærke i, er, at du skriver at din kærestes sygdom er ved at ødelægge dig. Du får stress-symptomer af hans blotte tilstedeværelse. Det er et meget alvorligt problem!
Men spørgsmålet er, om et akut brud med ham er løsningen?
Lige nu står du i en stor krise og kan ikke se anden udvej. Men i mange tilfælde kan det ikke anbefales at træffe store livsforandrende beslutninger, når man er midt i en krise. Samtidigt er det jo netop ham, der er med til at skabe krisen.
Det er i mine øjne en overvejelse værd, om I i stedet for at bryde op skulle lave en pauseperiode, hvor I bor hver for sig – men hvor den endelige beslutning ikke er taget. På den måde bliver beslutningen ikke så voldsom for nogen af jer at skulle rumme. Men det vil give dig den luft, som du så desperat har brug for.
Nu hører jeg også, at han først lige er blevet udredt. Det faktum indgyder det håb ind i situationen, at han nu kan få hjælp. At der er nogen, udenfor jeres familiesystem, der griber ind og tager ansvar for at hjælpe ham, og dermed jer.
Jeg ved ikke, om det er for sent. Om de sidste 10 år har sat så voldsomme spor i dig, at det aldrig vil blive godt. Men det er lidt pointen; det er svært at vide på nuværende tidspunkt. Hvor stor effekt får hans behandling? Kan dit nervesystem falde til ro efter nogle måneder, hvor I ikke bor sammen?
I hvert fald tænker jeg, at det er afgørende, at I begge to får mere ro på før et endeligt brud. Så vil det også være lettere for jer at være realistiske om situationen, og I kan få hans behandlere med ind over for at finde den bedste løsning for jer alle, ikke mindst jeres børn.
Du vil også kunne række ud til for eksempel mødrehjælpen, for at sparre med dem om dine muligheder, eller familiehuset i kommunen. Det er vigtigt, at du ikke står selv med beslutningerne, og dermed ansvaret.
Jeg bliver også glad for at høre, at du har fået et tilbud som pårørende. Det lyder, som om du har stået alt for alene meget længe. Jeg håber, at der er tale om såvel professionel hjælp til dig samt muligheden for at møde andre i samme situation som dig. At du må få lov at opleve, at der er nogen, der forstår dig, og at du i det forum ikke behøver at skjule noget. Heller ikke de svære følelser. Angsten. Sorgen. Raseriet. Alt det, du må bære på.
Jeg håber, at du kan bruge mine refleksioner til noget. Og så ønsker jeg dig alt det bedste, og styrke til at være i den meget svære situation, du står i.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
