Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling?
Jeg er en ung kvinde i tyverne, som har været sammen med min dejlige kæreste i fem år. Min kæreste har haft en hård barndom, som har gjort at han den dag i dag har perioder, hvor han er deprimeret typisk 2-3 gange om året. Sådan har det været i hele vores forhold.
I de perioder er han helt fraværende mentalt og laver ikke andet end at arbejde sent, gå hjem og se youtube og så gå i seng. Derudover er det mig, der skal holde gang i alle samtaler, da hans hjerne mere eller mindre er ’tom’ i en form for depressiv døs.
Jeg elsker ham meget højt og har gennem de sidste fem år forsøgt at hjælpe ham igennem de svære perioder ved at være der, snakke med ham, opfordre ham til at gå en tur osv. Derudover har jeg gentagende gange foreslået, at han fik fat i en psykolog, som kan hjælpe ham med at bearbejde hans oplevelser professionelt. Han har haft nogle traumatiske oplevelser som barn, som han aldrig har talt med en voksen eller psykologer om. Jeg har også tilbudt ham at kontakte en psykolog for ham, da jeg selv har oplevet en episode med depression i mine teenageår og ved, hvor svært det kan være at række ud, når man har det skidt.
På et tidspunkt for to år siden forsøgte han at få fat i en psykolog, men der er ikke sket noget siden da, så det er ikke sikkert, at han overhovedet er på venteliste nogen steder. Jeg har opfordret ham til at forhøre sig hos lægen om, hvordan det kan være, at der ikke er nogen, der har vendt tilbage – en opfordring, som han også har fået i perioder, hvor han har det godt og dermed kan overskue mere. Det vil han ikke. Han bor i et andet EU-land, hvor ventelisterne er kortere end i Danmark, så han skulle være kommet til nu.
Da han (og jeg også) har været studerende i det meste af vores forhold (jeg er stadig studerende) har det været nødvendigt for ham at få hjælp gennem det offentlige, men nu har han været færdiguddannet i et års tid og har i princippet råd til en psykolog gennem det private. Men det vil han ikke bruge penge på. Derudover havde vi for nylig en samtale igen, da han oplever endnu en depressiv episode, hvor han sagde, at han ikke har lyst til at gå til psykolog på noget tidspunkt, da han ikke mener, at det kan hjælpe ham.
Jeg respekterer selvfølgelig hans valg. Personligt kan jeg dog mærke, at jeg har det svært ved tanken om at skulle få børn med en og være sammen med en mand resten af mit liv, som er deprimeret flere gange om året og som ikke har nogen værktøjer til at håndtere det. Jeg er godt klar over, at han nok altid vil være påvirket af sin barndom i et eller andet omfang, men jeg havde nok håbet på, at han en eller anden dag ville få nogle værktøjer til at håndtere det i et eller andet omfang. Nu har han de bedste vilkår han har haft i vores fem år lange forhold til at gøre noget ved det, og han vil simpelthen ikke opsøge nogen hjælp. Selv er jeg et livsglad menneske, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan håndtere, at det er sådan, det bliver fremover. Men samtidig elsker jeg ham jo meget højt og har brugt de sidste fem år på at bygge et liv sammen med ham.
Hvad skal jeg gøre? Jeg overvejer alvorligt, om jeg skal gå, men tanken er helt uoverskuelig for mig, da jeg jo stadig elsker ham. Når han har det godt, er vi rigtig gode sammen, da vi har fælles interesser og værdier, når det kommer til mange ting.
Kære….
Tak for din mail!
Du holder meget af din partner og mærker samtidig, hvordan det slider på dig, når han ikke tager sig af sig selv i sine depressive perioder. Det er et belastende sted at stå som pårørende-partner.
Du spørger, hvad man gør, når man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil tage imod behandling. Jeg vil prøve at komme med nogle svar og råd til dig.
Din kæreste har en psykisk sygdom, som han ikke får taget sig af. At være pårørende til psykiske sygdomme er svært og sætter gang i mange følelser. Sorg, irritation, angst, modløshed, magtesløshed, usikkerhed. Det er helt normale følelser at mærke som pårørende.
Du er meget berørt af hans tilstand og berørt af at være vidne til den sindstilstand, som så ofte tager ham. Men det er vigtigt at fastholde, at sindstilstanden er hans og ikke din!
Ofte beskriver pårørende, at det føles, som om at tilstanden også kryber ind under huden på dem selv. Mærker du af og til en snert af det? Eller kan du holde dig på afstand af den tilstand selv? Det er så udmattende at være pårørende til mennesker, der ikke får taget sig af deres sygdom. Man bliver træt og udkørt. Man vil så gerne hjælpe og støtte den pårørende, samtidig med at man skal passe sin egen hverdag og finde kræfterne til det. Mon du genkender det? Igen er det helt normale følelser.
Det er bekymrende, at din partner nægter at opsøge hjælp, da professionel støtte og behandling ofte er afgørende for at håndtere og komme igennem en depressiv tilstand.
Samtidig er det vigtigt at huske, at du ikke kan tvinge din partner til at søge hjælp, og at det er op til ham at træffe beslutningen om at få behandling. Du kan kun gøre dit bedste for at støtte og opmuntre, men det er vigtigt også at tage vare på din egen mentale og følelsesmæssige velvære.
Har I haft en samtale for nylig, hvor du har fortalt ham, hvordan hans depression påvirker dig og jeres forhold, og hvorfor du har et inderligt behov for, at han vælger behandling til? At det er ham du gerne vil være partner med og ikke hans depression? Hvor du har fortalt ham, at du er udmattet og fuld af bekymring og træthed og på randen til at give op på parforholdet?
Jeg tænker, at du skal give dig selv lov til at mærke og stå ved, hvordan du har det. Ikke være flov over det, ikke tænke at du skal kunne klare det hele. Ingen mennesker kan klare det hele. Du bliver nødt til at pege pilen ind mod dig selv og være tro overfor, hvordan du har det, og hvad sygdommen suger ud af dig.
Du har formentlig i alle årene haft din opmærksomhed rettet ret meget mod ham og hans behov. Nu skal du kigge ind af og sige ja til egne behov. Du beskriver dig som et menneske fuld af liv under normale omstændigheder. Dér skal du hen igen.
Jeg ønsker for dig, at jeg med dette brev har givet dig mod til at være tro mod dig selv og ud fra dét sted træffer din egen afgørelse om, hvorvidt du skal fortsætte i parforholdet eller skal afslutte det.
Bedste hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
