Min kæreste er langtidsledig

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse.

På forhånd vil jeg gerne beklage det lange brev, men jeg føler, der skal visse detaljer med, for at give dig mulighed for at komme med et fyldestgørende svar.

Jeg er en kvinde på 30, som i seks et halvt år har været sammen med en mand på 44. Aldersforskellen har aldrig været et problem for os – vi klinger godt sammen og ønsker f.eks. ikke børn. Vi har valgt ikke at bo sammen, da jeg har autisme og har en del rigide vaner og rutiner i hjemmet, som jeg nødigt vil/kan afvige fra, samt har brug for at lade op alene. Han har ligeledes brug for en del alenetid, er introvert og har boet alene i mange år.

Det fungerer fint, da vi bor i kort gåafstand fra hinanden og ses nogle gange om ugen. Vi hygger os sammen, griner meget og har det generelt set godt, selvfølgelig inklusiv diverse konflikter, som jeg vil mene er uundgåelige i ethvert sundt parforhold. Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig, og jeg elsker selvfølgelig også ham.

Da jeg mødte ham i sin tid, var han på dagpenge. Han har arbejdet for diverse musikere i mange år og har fået det til at løbe rundt ad den vej. Desuden har han en +10 år gammel BA i digital kommunikation og har haft diverse rengørings- opvasker- og lagerjobs mm, før han mødte mig.

Der findes ikke de samme muligheder for at arbejde med musik i vores by, som der var for år tilbage. Han er også kommet i en alder, hvor han er ved at være færdig med nattelivet.

Efter 1-1 1/2 års tid på dagpenge kom han i praktik hos en virksomhed, hvor han sidenhen kom i løntilskud og til sidst blev ansat. Hele forløbet varede et par år, hvorefter han desværre blev opsagt grundet nedskæringer.

Herefter har han haft et deltidsarbejde som underviser, men det job blev desværre nedlagt under coronanedlukningerne. Desuden har han forsøgt sig med en uddannelse, men stoppede efter få måneder, da han fortalte, at ”det slet ikke var, som han havde regnet med.” Han følte, han var den eneste uden erfaring og havde svært ved at følge med, og desuden ikke kunne se sig selv arbejde med faget i fremtiden.

Her i 2022 har han endnu ikke formået at finde noget fast arbejde og er på kontanthjælp. Jeg ved, han søger de jobs, han skal, og er i kontakt med jobcentret, da han ellers ikke ville kunne få udbetalt sin kontanthjælp. Pengene er meget små, men jeg må give ham, at han er god til at få det til at løbe rundt og til at passe på sine penge. Han køber kun de allermest nødvendige ting.

Indenfor de seneste måneder har han været til to samtaler, hvor han desværre ikke fik jobbet. Der er nogle ting, der giver ham ringere odds – f.eks. lider han af slem allergi/eksem og astma og kan derfor ikke arbejde i et køkken med f.eks. en grill, der oser meget. Industrirengøring kan være et problem grundet de kradse rengøringsmidler, og så påstår han, at han ikke kan have med kundeservice at gøre. Han ville have det elendigt i et arbejde, hvor han har med kunder at gøre. Så alt fra telefonrådgivning til butiksarbejde er udelukket. Han har i øvrigt heller ikke kørekort.

Han mener bestemt ikke selv, at han er kræsen i sin jobsøgning – der ved jeg ikke, om jeg er helt enig. Især delen omkring kundeservice begrænser ham rigtig meget – han er ellers venlig, ordentlig, høflig, smilende, hjælpsom, sjov og intelligent. Jeg oplever til tider nogle af de samme træk hos ham, som jeg selv har grundet min autisme – f.eks. udfordringer med det sociale. Han er meget ”nørdet”, og han har brug for en del alenetid. Min kæreste er ikke diagnosticeret med noget, og jeg siger heller ikke, at der nødvendigvis er noget. Jeg skriver det blot for at give et indblik i, hvilken type han er.
Jeg vil (og kan) jo heller ikke tvinge ham til at tage et arbejde, hvor han skal have med kunder at gøre, hvis han virkelig ved med sig selv, at han ville trives elendigt i det. Jeg forstår dog ikke helt, at han ikke synes, det er bedre end kontanthjælp – bare for en kort stund.

Han har venner, men han bruger det meste af sin tid alene, sammen med mig og sammen med sin familie. De fleste af hans venner er flyttet ud af byen og har nu børn og familie. Han er ellers velfungerende og kan godt få sine dage til at gå med at nørde hans interesser.

Selv var jeg i ressourceforløb, da vi mødtes og indtil for et års tid siden, hvor jeg fik bevilget fleksjob. Nu er jeg ansat i fast fleksjob. Derfor har min egen økonomi også været presset i årevis. Han har aldrig nogensinde presset på ift. min situation, men accepteret, at det var sådan, det var. Derfor føler jeg også, at jeg måske ikke rigtigt kan tillade mig at stille krav til ham ang. job. På den anden side ved jeg heller ikke, hvordan jeg skulle stille krav, da han som sagt passer sine ting og også har været til nogle få jobsamtaler. Jeg kan jo desværre ikke trylle et job frem til ham.

Jeg har intet imod at betale for fornøjelser i ny og næ, men jeg synes ikke, det kan passe, at jeg f.eks. skal betale en hel rejse for os, fordi han er på kontanthjælp. Det skaber bare en træls ulighed i forholdet. Jeg tror desuden heller ikke, han ville tage imod et sådant tilbud. Han spørger mig ALDRIG om penge, eller om jeg vil give ham X eller Y . Alle de fornøjelser, jeg betaler for, er, fordi jeg selv ønsker det.

I og med at vi ikke bor sammen, ikke har fællesøkonomi og ikke skal have børn, påvirker hans beskæftigelse og løn (eller mangel på samme) ikke mig direkte, men jeg kan godt mærke, at det alligevel er noget der fylder meget. Jeg vil jo gerne, at vi også kan opleve nogle ting sammen. Vi er f.eks. begge glade for at rejse, men der har ikke været økonomi til det udover et par små weekendture grundet min kærestes situation.

Jeg skammer mig over at skrive det, men jeg synes også, det er lidt flovt, at han har gået ledig så længe og ikke synes at komme tættere på målet om et job. Han er ikke glad for at tale med mig om det.  Med hans egne ord føler han sig utilstrækkelig som mand og kæreste, fordi han ikke kan give mig nok, og det er tydeligt at mærke, at han har mistet modet og motivationen for længe siden. Han er ikke deprimeret eller lignende, men hans situation er et sårbart emne for ham, og når vi taler om det, kommer disse følelser op i ham.

Indrømmet, så har jeg også tidligere haft tendens til at være for hård ved ham og komme med løftede pegefingre og kritik i stedet for at støtte. Det fortryder jeg nu, men det bunder bla. i, at jeg har en ekstremt dominerende, manipulerende og sort/hvid tænkende mor, der har meget, meget travlt med at diktere, hvor forkert det er, at min kæreste har gået ledig så længe. Hun siger, at der er noget i vejen med ham, og at jeg burde finde en anden (hendes egne ord). Min mor bringer det op, hver gang jeg ses med hende og også ofte, hvis vi taler i telefon (så flere gange om ugen). Hun er typen, der formår at kravle ind under huden på én, og i forlængelse af min autisme kan jeg være meget let påvirkelig og tvivlende på mig selv.

Det korte af det lange er, at jeg er i tvivl om, hvad jeg stiller op herfra. Som sagt elsker jeg min kæreste og ønsker på ingen måde at afslutte vores forhold. Men hans ledighed går mig på. Som autist kan jeg have svært ved at mærke mig selv, og hvad jeg egentlig føler, mener og tænker om det hele. Jeg har ofte brug for sammenligninger og andres erfaringer for at blive klogere – derfor dette brev.

Hvad ville andre gøre i min situation? Er det mere almindeligt med langtidsledighed, end jeg går og forestiller mig? Eller er løbet simpelthen kørt for ham? Hvordan kan jeg bedst støtte min kæreste? Skal der et ultimatum til – i så fald på hvilken måde?
Jeg er klar over, at disse spørgsmål kan være svære at give et klart svar på, men jeg savner et par nye øjne til at kigge på problemet.

På forhånd tusind tak og god sommer.
De bedste hilsner Susanne

Svar

Kære Susanne

Tak for dit brev! Og tak for dine beskrivelser, som gør det muligt for mig at fornemme lidt om jeres forhold, og hvad der rører sig hos jer.

Du beskriver, at du og din kæreste har et godt forhold, hvor I griner og hygger jer sammen. Det lyder til, at I har fundet en god rytme, hvor I kan besøge hinanden, men også give hinanden tid og mulighed for at lade op hver for sig. Du er ikke i tvivl om, at I elsker hinanden. Samtidig skriver du også, at I kan have konflikter. Som jeg forstår det, så er det blevet tiltagende i takt med at din kæreste har været uden arbejde i længere tid. Du skriver, at du kan komme til at tvivle på dig selv og har brug for at spørge om, hvad andre vil gøre i jeres situation.

Ekstern stress

Parforhold påvirkes af mange faktorer. Vi kommer som to individer fra hver vores familie, med hver vores baggrund og påvirkninger fra vores opvækst. Vi har værdier, ønsker og drømme med ind i parforholdet i et håb om at komme endnu tættere på vores partner. Men vi kan også blive ramt af sygdom, arbejdsløshed, økonomiske problemer samt andre udefrakommende belastningsfaktorer, som kan påvirke parforholdet på en måde, som fjerner vores fokus fra hinanden og i stedet for kan skabe afstand til hinanden.

Vi kan kalde det ekstern stress, når vi eksempelvis rammes af arbejdsløshed. Det kan sætte parforholdet og ens identitetsfølelse på prøve. Det kan lyde til, at begge dele er aktuelt hos jer og i jeres parforhold.

Utilstrækkeligheden forstærkes

Du beskriver, at din kæreste ikke har haft en fast tilknytning til et job de senere år. Din kæreste fortæller dig, at han føler sig utilstrækkelig, og han har et ønske om at kunne give dig noget mere. Han ønsker ikke at tale med dig om det, da han derved konfronteres med det, som er svært for ham.

Det gælder for mange mænd, at deres identitet er tæt forbundet med ønsket om at kunne arbejde og være forsørger. Det kan være forbundet med skam, hvis han ikke kan udfylde denne rolle. Jeg kan have en tanke om, at din kæreste har det samme ønske, og derfor bliver følelsen af utilstrækkelighed forstærket jo længere tid, der går, og jo flere gange, han konfronteres med, at han ikke udfylder rollen.

At støtte din kæreste

Du skriver, at du kan få følelsen af, at det er flovt, at han ikke har et arbejde, og at du tidligere har kritiseret ham for det, hvilket du nu fortryder. Hvor er det godt, at du har opdaget, at det er mere hensigtsmæssigt at prøve at støtte ham i situationen, hvilket dit brev fortæller mig, at du ønsker. Det kan du fortsat gøre ved at lytte til ham, når han taler om det, der er svært og ved at vise ham, at du fortsat gerne vil være sammen med ham ved at gøre nogle af de ting, hvor I kan hygge og grine sammen.

Du skriver også, at din mor har påvirket dig ved at diktere, hvad hun ser som rigtig og forkert – også hos din kæreste. Det er også en vigtig opdagelse, så du bedre kan adskille, hvad der er din mors holdning, og hvad der er din egen holdning! Jeres parforhold skal ikke bygge på din mors holdning, men på jeres følelser for hinanden.

Din kæreste skal opsøge hjælp

Du spørger om, hvad andre vil gøre, og hvordan du støtter ham bedst. Der kan være mange årsager til, at det er svært for din kæreste at finde en plads i et job, hvor han trives. Det lyder til, at han har mistet troen på sig selv. Mit råd til dig og din kæreste vil være, at der er andre, som skal hjælpe din kæreste til at finde en plads på arbejdsmarkedet igen. Det kan være Jobcenteret, som skal hjælpe din kæreste til at finde ud af, hvad der forhindrer ham i at at et arbejde. Det kan også være, at din kæreste har brug for at få hjælp til at tale om arbejdsløsheden og til at finde troen på sig selv igen. Her kan samtaler med en terapeut være en mulighed. Du kan måske starte med at fortælle din kæreste, at han kan ringe til vores gratis rådgivningstelefon, der har åben hver mandag aften.

Mit råd til dig vil være, at du kan støtte og opmuntre din kæreste ved at anerkende, at det er en svær situation, han står i, samt støtte og opmuntre ham til at søge hjælp til at ændre på situationen. Motivationen til forandring skal komme fra din kæreste, og det sker bedst gennem kærlig opmuntring og støtte.

Hold fast i det gode I har sammen

I forhold til jeres parforhold, så skriver du, at I kan hygge og grine sammen. Med tiden kan det overskygges af det svære, hvis I ikke er bevidste om at værne om de gode stunder. Min opmuntring til jer vil være, at I fokuserer på at skabe gode oplevelser og minder sammen, hvor I hygger og griner. Det kan være med til at styrke jeres forbundethed og følelsen af at have værdi for hinanden – også i svære perioder.

Jeg vil sende jer de bedste ønsker til jer og jeres parforhold.

Karen Doktor Psykoterapeut

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: