Min kæreste er langtidsledig

Kære brevkasse.

På forhånd vil jeg gerne beklage det lange brev, men jeg føler, der skal visse detaljer med, for at give dig mulighed for at komme med et fyldestgørende svar.

Jeg er en kvinde på 30, som i seks et halvt år har været sammen med en mand på 44. Aldersforskellen har aldrig været et problem for os – vi klinger godt sammen og ønsker f.eks. ikke børn. Vi har valgt ikke at bo sammen, da jeg har autisme og har en del rigide vaner og rutiner i hjemmet, som jeg nødigt vil/kan afvige fra, samt har brug for at lade op alene. Han har ligeledes brug for en del alenetid, er introvert og har boet alene i mange år.

Det fungerer fint, da vi bor i kort gåafstand fra hinanden og ses nogle gange om ugen. Vi hygger os sammen, griner meget og har det generelt set godt, selvfølgelig inklusiv diverse konflikter, som jeg vil mene er uundgåelige i ethvert sundt parforhold. Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig, og jeg elsker selvfølgelig også ham.

Da jeg mødte ham i sin tid, var han på dagpenge. Han har arbejdet for diverse musikere i mange år og har fået det til at løbe rundt ad den vej. Desuden har han en +10 år gammel BA i digital kommunikation og har haft diverse rengørings- opvasker- og lagerjobs mm, før han mødte mig.

Der findes ikke de samme muligheder for at arbejde med musik i vores by, som der var for år tilbage. Han er også kommet i en alder, hvor han er ved at være færdig med nattelivet.

Efter 1-1 1/2 års tid på dagpenge kom han i praktik hos en virksomhed, hvor han sidenhen kom i løntilskud og til sidst blev ansat. Hele forløbet varede et par år, hvorefter han desværre blev opsagt grundet nedskæringer.

Herefter har han haft et deltidsarbejde som underviser, men det job blev desværre nedlagt under coronanedlukningerne. Desuden har han forsøgt sig med en uddannelse, men stoppede efter få måneder, da han fortalte, at ”det slet ikke var, som han havde regnet med.” Han følte, han var den eneste uden erfaring og havde svært ved at følge med, og desuden ikke kunne se sig selv arbejde med faget i fremtiden.

Her i 2022 har han endnu ikke formået at finde noget fast arbejde og er på kontanthjælp. Jeg ved, han søger de jobs, han skal, og er i kontakt med jobcentret, da han ellers ikke ville kunne få udbetalt sin kontanthjælp. Pengene er meget små, men jeg må give ham, at han er god til at få det til at løbe rundt og til at passe på sine penge. Han køber kun de allermest nødvendige ting.

Indenfor de seneste måneder har han været til to samtaler, hvor han desværre ikke fik jobbet. Der er nogle ting, der giver ham ringere odds – f.eks. lider han af slem allergi/eksem og astma og kan derfor ikke arbejde i et køkken med f.eks. en grill, der oser meget. Industrirengøring kan være et problem grundet de kradse rengøringsmidler, og så påstår han, at han ikke kan have med kundeservice at gøre. Han ville have det elendigt i et arbejde, hvor han har med kunder at gøre. Så alt fra telefonrådgivning til butiksarbejde er udelukket. Han har i øvrigt heller ikke kørekort.

Han mener bestemt ikke selv, at han er kræsen i sin jobsøgning – der ved jeg ikke, om jeg er helt enig. Især delen omkring kundeservice begrænser ham rigtig meget – han er ellers venlig, ordentlig, høflig, smilende, hjælpsom, sjov og intelligent. Jeg oplever til tider nogle af de samme træk hos ham, som jeg selv har grundet min autisme – f.eks. udfordringer med det sociale. Han er meget ”nørdet”, og han har brug for en del alenetid. Min kæreste er ikke diagnosticeret med noget, og jeg siger heller ikke, at der nødvendigvis er noget. Jeg skriver det blot for at give et indblik i, hvilken type han er.
Jeg vil (og kan) jo heller ikke tvinge ham til at tage et arbejde, hvor han skal have med kunder at gøre, hvis han virkelig ved med sig selv, at han ville trives elendigt i det. Jeg forstår dog ikke helt, at han ikke synes, det er bedre end kontanthjælp – bare for en kort stund.

Han har venner, men han bruger det meste af sin tid alene, sammen med mig og sammen med sin familie. De fleste af hans venner er flyttet ud af byen og har nu børn og familie. Han er ellers velfungerende og kan godt få sine dage til at gå med at nørde hans interesser.

Selv var jeg i ressourceforløb, da vi mødtes og indtil for et års tid siden, hvor jeg fik bevilget fleksjob. Nu er jeg ansat i fast fleksjob. Derfor har min egen økonomi også været presset i årevis. Han har aldrig nogensinde presset på ift. min situation, men accepteret, at det var sådan, det var. Derfor føler jeg også, at jeg måske ikke rigtigt kan tillade mig at stille krav til ham ang. job. På den anden side ved jeg heller ikke, hvordan jeg skulle stille krav, da han som sagt passer sine ting og også har været til nogle få jobsamtaler. Jeg kan jo desværre ikke trylle et job frem til ham.

Jeg har intet imod at betale for fornøjelser i ny og næ, men jeg synes ikke, det kan passe, at jeg f.eks. skal betale en hel rejse for os, fordi han er på kontanthjælp. Det skaber bare en træls ulighed i forholdet. Jeg tror desuden heller ikke, han ville tage imod et sådant tilbud. Han spørger mig ALDRIG om penge, eller om jeg vil give ham X eller Y . Alle de fornøjelser, jeg betaler for, er, fordi jeg selv ønsker det.

I og med at vi ikke bor sammen, ikke har fællesøkonomi og ikke skal have børn, påvirker hans beskæftigelse og løn (eller mangel på samme) ikke mig direkte, men jeg kan godt mærke, at det alligevel er noget der fylder meget. Jeg vil jo gerne, at vi også kan opleve nogle ting sammen. Vi er f.eks. begge glade for at rejse, men der har ikke været økonomi til det udover et par små weekendture grundet min kærestes situation.

Jeg skammer mig over at skrive det, men jeg synes også, det er lidt flovt, at han har gået ledig så længe og ikke synes at komme tættere på målet om et job. Han er ikke glad for at tale med mig om det.  Med hans egne ord føler han sig utilstrækkelig som mand og kæreste, fordi han ikke kan give mig nok, og det er tydeligt at mærke, at han har mistet modet og motivationen for længe siden. Han er ikke deprimeret eller lignende, men hans situation er et sårbart emne for ham, og når vi taler om det, kommer disse følelser op i ham.

Indrømmet, så har jeg også tidligere haft tendens til at være for hård ved ham og komme med løftede pegefingre og kritik i stedet for at støtte. Det fortryder jeg nu, men det bunder bla. i, at jeg har en ekstremt dominerende, manipulerende og sort/hvid tænkende mor, der har meget, meget travlt med at diktere, hvor forkert det er, at min kæreste har gået ledig så længe. Hun siger, at der er noget i vejen med ham, og at jeg burde finde en anden (hendes egne ord). Min mor bringer det op, hver gang jeg ses med hende og også ofte, hvis vi taler i telefon (så flere gange om ugen). Hun er typen, der formår at kravle ind under huden på én, og i forlængelse af min autisme kan jeg være meget let påvirkelig og tvivlende på mig selv.

Det korte af det lange er, at jeg er i tvivl om, hvad jeg stiller op herfra. Som sagt elsker jeg min kæreste og ønsker på ingen måde at afslutte vores forhold. Men hans ledighed går mig på. Som autist kan jeg have svært ved at mærke mig selv, og hvad jeg egentlig føler, mener og tænker om det hele. Jeg har ofte brug for sammenligninger og andres erfaringer for at blive klogere – derfor dette brev.

Hvad ville andre gøre i min situation? Er det mere almindeligt med langtidsledighed, end jeg går og forestiller mig? Eller er løbet simpelthen kørt for ham? Hvordan kan jeg bedst støtte min kæreste? Skal der et ultimatum til – i så fald på hvilken måde?
Jeg er klar over, at disse spørgsmål kan være svære at give et klart svar på, men jeg savner et par nye øjne til at kigge på problemet.

På forhånd tusind tak og god sommer.
De bedste hilsner Susanne