Min kone vil flytte – men jeg ønsker at få hende tilbage
Til brevkassen Hej brevkasse Hvad skal jeg gøre? Jeg har været sammen med min kone i tæt på 15 år....
Hej
Min kæreste og jeg gik fra hinanden for 2 måneder siden. Det var hans valg. Det skyldes, at jeg har snakket om at flytte væk for at studere, som der har været meget fokus på det sidste 1/2 år. Her har han været sikker på, at forholdet ville gå i stykker, hvis jeg flyttede længere væk, da han ville have det svært med det i forhold til jalousi, kærlighed og hvis man havde en trist dag.
Han har derfor gået og været ked af det de sidste 5 måneder, fordi at han ikke kunne se sig selv i min plan – selvom jeg hele tiden har været overbevist om, at det nok skulle gå!
Han begyndte at tage lidt afstand, være en del sammen med nogle nye kammerater og gøre mange af de ting, som han aldrig havde kunnet se sig selv i (nok et forsøg på at komme væk). Han har været enorm ked af det/frustreret over dette de sidste 5 måneder i vores forhold og valgte derfor, at gøre det forbi for 2 måneder siden – fordi han ikke kunne leve i det i 1/2 år mere, når det i hans øjne alligevel ville gå forbi, når jeg flyttede.
Sagen er den, at den uddannelse, som jeg havde tiltænkt – overhovedet ikke var mig. Så jeg bliver, hvor jeg er nu. Men i hans øjne er dette for sent. For han mener, at der er gået nogle følelser tabt for ham, fordi at han har været ked af det så længe.
Jeg har haft foreslået, at vi prøvede igen – nu hvor alting er helt anderledes i forhold til det, som gav ham en masse bekymringer og tanker før. Men han mener ikke, han kan, fordi han får unødige mange ting at tænke over, hvis han prøvede igen. Dog er der også sket noget i forhold til hans nye vennekreds, for jeg så dem, som skylden i, at han var blevet så anderledes og nedprioriterede mig. Derfor har vi været i en lille latterlig konflikt, som jeg sagtens kan se gennem fingrene med. Men jeg snakkede med min eks. Om hvilke tanker han havde omkring dette. Her nævnte han de gode ting, som vi havde haft sammen og nogle af de tanker, som gjorde, at han ikke kunne prøve igen. Det var bla.: At jeg ikke bliver glad igen som før i vores forhold, at jeg ikke rigtig tror at du kan acceptere mine venner, at jeg simpelthen måske bare ikke kan være den du gerne vil have og at jeg måske ikke vil det her.
Jeg har ingen forventninger til ham, men derimod vil jeg bare gerne, at han er den som han er, for det er jo den dreng, som jeg er forelsket i. Men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre? For jeg tror 100% på det her, men jeg kan ikke overbevise ham om, at dette er en chance værd, fordi han mener, at der er gået nogle følelser tabt fra hans side.
Kære kvinde
Tak for dit brev til Parvis. Din kæreste har slået op, og du er rigtig ked af det. Du har beskrevet, hvordan du og din kæreste gik fra hinanden for 2 måneder siden. Årsagen til bruddet var, at du havde planer om at flytte til en anden by for at studere. Det ville betyde, at I skulle bo i hver sin by, og det mente din kæreste ikke, jeres forhold kunne holde til. Vi kan forstå, at han ikke har været med i din planlægning, og at han har været ked af tanken om at bo hver for sig. I den proces har han så tabt sine følelser for dig. Man kan sige, at han på forhånd har erkendt, at langdistanceforhold ikke er ham, og han har derfor valgt at gå fra dig, inden du flyttede.
Nu er der imidlertid sket det, at du alligevel ikke flytter, men bliver i byen. Du vil rigtig gerne blive i forholdet, da du elsker ham meget højt. Han har imidlertid, i den tid der er gået, fået nye venner og interesser og har mistet følelserne for dig, og han er ikke klar til at begynde forfra. Du spørger, hvad du skal gøre.
Vi kan godt forstå, at du er i en rigtig svær situation. Du er forelsket i en dreng, som ikke vil jeres forhold mere. I har haft en svær tid, hvor du har lagt planer om at flytte og selvom det nu ikke bliver til noget, er din kærestes følelser for dig væk. Du tror 100% på det, og han kan/vil ikke. Som vi ser det, er svaret på dit spørgsmål et af de sværeste svar at få. Vi tror i bund og grund ikke, du kan gøre noget. Så svaret på hvad du skal gøre er det svære svar: ”ikke noget”. Du må sætte ham helt fri, respektere at han er der, hvor han er, og acceptere at jeres forhold er slut. Det er ikke en nem opgave, men vi tror, det er det rigtige at gøre. I et forhold kan følelserne godt svinge, og i alle parforhold sker det, at den ene eller den anden i perioder mister følelserne og forelskelsen ikke mærkes mere. Det, der holder folk sammen, er viljen til at ville – også når følelserne er væk. Det kræver en moden kærlighedsforståelse, hvor man ikke lægger skiftende følelser til grund for sit parforhold, men viljen til at ville den anden. Det er det, livslange kærlighedsforhold er gjort af. Når par møder hinanden, er det forelskelsen, der fører dem sammen. Med tiden mindskes forelskelsen, og det man opbygger, er en kærlighedsrelation. Kærlighed er ikke en følelse, men en relation til et andet menneske hvori der opstår mange følelser, afhængig af hvad der sker i forholdet. Det kan være følelser som angst, vrede, glæde eller sorg. Vi kan tænke, at jeres forhold ikke har nået dertil, og når din kæreste siger, at ”han ikke vil det her” rammer han noget grundlæggende – uden vilje – ingen vej.
Vi vil råde dig til at slippe ham – finde dig selv og give dig tid til at sørge over ham. Tal med gode veninder/venner om det og få bearbejdet dit tab. Det vil tage både tid og kræfter. Vi er sikre på, at du, når du er kommet igennem det, vil møde en mand som VIL dig .
PS. Man kan ikke udelukke, at din kæreste, når han får tid og ro, finder ud af, at det er dig han vil. – Så må du se til den tid, om du er klar til at begynde forfra.
Vi ønsker dig al mulig held og lykke.
Venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907