Min kæreste truer med selvmord, hvis jeg slår op

Hej brevkasse.

Dette brev bliver nok lidt langt, da jeg ikke ved, hvem jeg ellers skal snakke med om det, der er svært for mig, og hvor jeg kan udtrykke alt.

Min situation: Jeg er i 20’erne. Jeg skal meget snart til udlandet i to år for at uddanne mig sammen med flere fra min klasse.

Man kan man tage sin kæreste med, men jeg har valgt, at hun først skal komme efter seks måneder, hvorefter vi skal bo sammen der, indtil jeg er færdig og så tilbage til Danmark.

Jeg er meget selvstændig og kan godt lide at lave ting med venner, men bestemt også alene og har ikke brug for støtte. Det kommer jeg tilbage til senere.

Jeg føler, at mine følelser er meget tvetydige og så alligevel ikke. Vi har været sammen i lige over et år, og det var også rigtig godt indtil for omkring fem måneder siden. Jeg begyndte at få en følelse af, at jeg slet ikke var klar til at have en kæreste. Hun begyndte allerede der at snakke om forlovelse og hus på et tidspunkt, hvor jeg slet ikke tænkte på sådan noget endnu.

Derudover føler jeg, og får det også bekræftet af venner, som jeg har snakket med, at hun er meget manipulerende mod mig ved at sige ting, som “du må aldrig gå fra mig”, og “jeg kan/vil ikke leve, hvis du går fra mig”. Derudover er (og var) hun meget afhængig af mig (læs: fuldstændig afhængig), hvilket også presser mig.

Hun har hele tiden gerne villet bruge meget tid med mig, men jeg vil også gerne have tid til venner, uddannelse, familie etc. Da jeg ikke har meget fritid, bliver det svært at nå det hele. Det skal siges, at hun har haft en hård barndom med svigt af en far, og en mor, der ofte ikke havde overskud til at passe hende, samt et par dårlige kærester. Derudover har hun også tidligere haft en depression. Dette gør nok også, at hun kan blive relativ jaloux og ikke vil have, at  jeg laver noget med andre piger, selvom det er dem fra min klasse. Hun føler sig usikker på, om jeg elsker hende og vil hende. Jeg ved ikke, om det er unormalt.

Efter ca. syv måneder skrev jeg, at jeg synes vi ikke skulle være sammen mere, selvom jeg godt vidste, at det ikke var fedt, da jeg var bange for, om hun ville gøre  skade på sig selv, da hun dybt seriøst mente, hun ikke ville leve uden mig. Hun blev meget ked af det, og jeg var nødt til at køre op til hende, da jeg var bange for, hvad hun ville gøre ved sig selv. Da jeg kom derop, havde hun skadet sig selv. Jeg er bange for, at hvis jeg ikke var kommet, havde hun ikke været her i dag.

Vi blev enige om at prøve igen, fordi jeg bukkede under for hendes gråd og troede, at det måske blev bedre, da hun lovede, at jeg kunne have mere frihed. Jeg var også bange for, hvad der ville ske, hvis jeg ikke gjorde.

Og det går egentlig okay. Jeg har det ofte sådan, at når jeg er sammen med hende, har jeg stadig mange tanker kørende, men det går egentlig fint, og vi hygger os og laver også ting og griner. Men når jeg tager tilbage, er hun meget klæbende. Hun vil hele tiden gerne skrive og bliver bange, hvis jeg ikke straks svarer.

Derudover føler jeg, at jeg godt gad at bo alene, når jeg kom tilbage fra udlandet (og også når jeg er der). Jeg vil også gerne lave alt muligt alene og med venner og familie.  Jeg ønsker også at tage på ferie, indgå i fællesskaber og i det hele taget lave noget, uden at hun absolut altid skal være med i det. Men specielt plager den følelse mig, at jeg skal tage ansvar for en anden person. Jeg ønsker bare at kunne tage et sted hen uden at skulle snakke med andre om det eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke er med. Måske er det mig, der er helt forkert på den, men det er sådan, jeg har det. Jeg føler, at jeg har en masse, som jeg skal nå at opleve, inden jeg er klar til at etablere mig med en anden person og få hus og familie.

Nå, men når jeg så laver noget med venner eller gerne vil blive på mit arbejde for at hygge og drikke en øl eller andet, så får jeg ofte dårlig samvittighed, fordi hun vil have, jeg kommer hjem til hende. Det ender det som regel med, fordi jeg får skyldfølelse. Og jeg kan også godt forstå det, fordi så meget har vi heller ikke været sammen det sidste halve år, da jeg har travlt og derudover snart skal rejse.

Hvis jeg skal sige det kort, så føler jeg nok, at hun tager min frihed fra mig, fordi hun gerne vil være sammen med mig.

Når vi er sammen, krymper jeg også altid sammen og siger, at “det er fint, og jeg ville alligevel hellere hjem til dig” eller andet i den stil. Jeg tror, det er, fordi jeg er bange for at gøre hende ked af det eller måske faktisk at miste hende – både på grund af mig selv, men også på grund af tanken om, hvordan hun ville få det uden mig.

Men jeg har det bedre, når jeg laver noget selv eller med venner. Jeg har det sjovt på en anden måde. Det kan ofte godt føles som en forpligtigelse, og ikke fordi jeg gerne vil, at jeg kommer op til hende.

Jeg er hele hendes verden, og hun elsker mig overalt. Hun siger, hun vil gøre alt for mig. Altså, jeg er hendes livs kærlighed. Men jeg ved ikke, om hun er min, eller om det er, fordi jeg ikke er klar. Hun siger også, det ville være ondt, hvis jeg gik fra hende nu, hvor hun har ventet et år, imens jeg har været under uddannelse her i Danmark. Og hun vil gerne sikre sig, at jeg bliver ved hende, ved at jeg lover hende ring, og at jeg vil gifte mig med hende en dag. Men det ved jeg ikke, om jeg vil. Jeg ved heller ikke, om hun er den, jeg vil have børn med på et tidspunkt.

Hun er rigtig sød og støtter mig i uddannelse og på anden måde og vil gerne bruge resten af livet med mig. Det havde selvfølgelig ikke været svært, hvis hun havde været ond og ikke støttede mig i noget. Hun har ikke gjort noget decideret forkert, men jeg ved bare ikke, om jeg er klar til at binde mig nu. Jeg føler måske lidt, at vi er sammen, fordi jeg har medlidenhed med hende, og ikke fordi jeg elsker hende så meget, som hun elsker mig.

Mine tanker kører rundt, og jeg ved nok inderst inde godt, hvad jeg burde gøre for at blive glad. Det er jeg ikke nu. Men jeg er bange for, at jeg ødelægger hendes liv eller noget endnu værre. Og jeg er bange for at skuffe hende og gøre hende ked af det. Men tankerne kører, og det tager på mit overskud, energi og fokus i hverdagen.

Er det mig, der er noget galt med, siden jeg har de tanker? Hun elsker mig jo bare.

Mvh