Min kæreste truer med selvmord, hvis jeg slår op

Hej brevkasse.

Denne bliver nok lidt lang, da jeg ikke ved, hvem jeg ellers skal snakke med om det, hvor jeg kan udtrykke alt.

Min situation: Jeg er i 20’erne. Jeg skal meget snart til udlandet i to år for at uddanne mig sammen med flere fra min klasse.

Der kan man tage sin kæreste med, som jeg har valgt først skal komme efter seks måneder, hvorefter vi skal bo sammen der, indtil jeg er færdig og så tilbage til Danmark.

Jeg er meget selvstændig, og kan godt lide at lave ting med venner, men bestemt også alene og har ikke brug for støtte osv. Det kommer jeg tilbage til senere.

Jeg føler, at mine følelser er meget tvetydige og så alligevel ikke. Vi har været sammen i lige over et år og det var også rigtig godt op til omkring fem måneder. Jeg begyndte at få en følelse af, at jeg slet ikke var klar til at have en kæreste. Hun begyndte allerede der at snakke om promisering og hus på et tidspunkt, hvor jeg slet ikke tænker på sådan noget endnu.

Derudover føler jeg, og får at vide af venner jeg har snakket med, at hun er meget manipulerende mod mig ved at sige ting som “du må aldrig gå fra mig” og “jeg kan/vil ikke leve, hvis du går fra mig”. Derudover er (og var) hun meget afhængig af mig (læs: fuldstændig afhængig), hvilket også presser mig.

Hun har hele tiden gerne ville bruge meget tid med mig, som jeg følte jeg gerne ville bruge på venner, uddannelse, familie etc, da jeg ikke har meget fritid. Det skal siges, at hun har haft en hård barndom med svigt af far, og en mor, der ofte ikke havde overskud til at passe hende, samt et par dårlige kærester. Derudover har hun også tidligere haft en depression. Dette gør nok også, at hun kan blive relativ jaloux, og ikke vil have jeg laver noget med andre piger, selvom det er dem fra min klasse. Hun føler sig usikker på, om jeg elsker hende og vil hende. Ved ikke om det er unormalt.

Efter ca. syv måneder skrev jeg, at jeg synes vi ikke skulle være sammen, selvom jeg ikke synes det var fedt og var bange for om hun ville gøre noget skade ved sig selv, da hun dybt seriøst mente, hun ikke ville leve uden mig. Hun blev meget ked af det, og jeg var nødt til at køre op til hende, da jeg var bange for, hvad hun ville gøre ved sig selv. Da jeg kom derop havde hun skadet sig selv, som jeg var bange for, og hvis jeg ikke var kommet, ved jeg ikke, om hun var her idag.

Vi blev enige om at prøve igen, fordi jeg bukkede under over hendes gråd og troede måske det blev bedre, da hun lovede, jeg kunne have mere frihed. Jeg var også bange for, hvad der ville ske, hvis jeg ikke gjorde.

Og det går egentlig okay. Jeg har det ofte sådan, at når jeg er sammen med hende, har jeg stadig mange tanker kørende, men det går egentlig fint, og vi hygger os og laver også ting og griner. Men når jeg tager tilbage er hun meget “clingy”. Hun vil hele tiden gerne skrive og bliver bange, hvis jeg ikke svarer i noget tid.

Derudover kommer mine tanker og følelser om at jeg godt gad at bo alene, når jeg kom tilbage fra udlandet (og også når jeg er der). Jeg vil også gerne lave alt muligt alene og med venner og familie, ferie, fællesskab, lave ting og meget mere. Men specielt den følelse af, at jeg ikke skal tage ansvar for en anden person. Hvis jeg ønsker at tage et sted hen, kan jeg bare gøre det uden at skulle snakke med andre eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke er med. Måske er det mig, der er helt væk, men det er sådan jeg har det. Som om jeg har en masse at skulle med mig selv, inden jeg er klar til at “settle” med en anden person og få hus og familie.

Nå, men når jeg så laver noget med venner eller gerne vil blive på mit arbejde, for at hygge og drikke en øl eller lave noget sammen, så får jeg ofte dårlig samvittighed, fordi hun vil have jeg kommer hjem til hende. Det ender det som regel med, fordi jeg får skyldfølelse. Og jeg kan også godt forstå det, fordi så meget har vi ikke været sammen det sidste halve år, da jeg har travlt og derudover skal jeg snart rejse.

Hvis jeg skal sige det kort, så føler jeg nok, at hun tager min frihed fra mig, fordi hun gerne vil være sammen med mig.

Når vi er sammen krymper jeg også altid sammen og siger, at “det er fint og jeg ville alligevel hellere hjem til dig” eller andet i den stil. Jeg tror, det er fordi, jeg er bange for at gøre hende ked af det eller måske faktisk at miste hende, pga. mig selv og hvordan hun ville få det uden mig.

Men jeg har det bedre, når jeg laver noget selv eller med venner. Jeg har det sjovt på en anden måde. Det kan ofte godt føles som en obligation og ikke fordi jeg gerne vil, at jeg kommer op til hende.

Jeg er hele hendes verden og hun elsker mig overalt. Hun siger hun vil gøre alt for mig. Altså, jeg er hendes livs kærlighed. Men jeg ved ikke om hun er min eller om det er, fordi jeg ikke er klar. Hun siger også, det ville være ondt, hvis jeg gik fra hende nu, hvor hun har ventet et år, imens jeg har været under uddannelse her i Danmark. Og hun vil gerne sikre sig, at jeg bliver ved hende, ved at jeg lover hende med ring, at jeg vil gifte mig med hende en dag. Men det ved jeg ikke om jeg vil. Eller om hun er den, jeg vil have børn med på et tidspunkt.

Hun er rigtig sød og støtter mig i uddannelse osv. og vil gerne bruge resten af livet med mig. Det havde selvfølgelig ikke været svært, hvis hun samtidig var ond og ikke støtter mig i noget. Det er ikke rigtigt hende, der har gjort noget decideret forkert, men jeg ved ikke, om jeg er klar til det. Jeg føler måske lidt at vi er sammen, fordi jeg har medlidenhed med hende, og ikke fordi jeg elsker hende så meget, som hun elsker mig.

Mine tanker kører rundt og jeg ved nok inderst inde godt, hvad jeg burde gøre, for at jeg blev glad. For det er jeg ikke rigtig. Men jeg er bange for at jeg ødelægger hendes liv eller noget endnu værre. Og jeg er bange for at skuffe hende og gøre hende ked af det. Men tankerne kører og det tager på mit overskud, energi og fokus i hverdagen.

Er det mig, der er noget galt med, siden jeg har de tanker? Hun elsker mig jo bare.

Mvh