Hej
Jeg skriver her, fordi jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Min kæreste og jeg har været sammen i 3,5 år nu og er i starten af 20’erne. Vi har det virkelig godt sammen og er bedstevenner samt kærester. Jeg har altid gerne ville flytte sammen med ham. Jeg havde troet, at vi skulle flytte sammen, når vi flyttede væk fra vores forældre. Der var han ikke, og han flyttede derfor sammen sin ven og har boet med ham i halvanden år nu.
Jeg vil rigtig gerne flytte sammen med ham, fordi jeg glæder mig til et liv med ham og dele alt med ham. Jeg føler og har følt i lang tid nu, at jeg er klar til næste skridt, som er at flytte sammen. Men hver gang jeg bringer det på banen, bliver han stille og nærmest sådan lidt sur-agtig. Han vil ikke rigtig snakke om det, men han bliver dog efterhånden bedre til at tage snakken.
Han siger, han ikke er klar endnu. Han vil “først” flytte sammen med mig, når han foretrækker en hverdag med mig frem for der, hvor han er nu. Jeg kan ikke rigtig forstå ham, men på trods af det prøver jeg at respektere det og ikke presse ham til noget. For pres hjælper i hvert fald ingenting. Han siger også, at han hellere vil have, at det skal føles naturligt at flytte sammen – i stedet for at vi siger inden for seks måneder eller inden for et år.
Jeg kan ikke forstå, hvad der er så farligt ved at bo sammen? Hvorfor vil han ikke? Vil han ikke forpligte sig til noget? Er det, fordi jeg ikke er den rette? Er det bare, fordi han er en ung dreng? Alle ser også skævt til det og stiller spørgsmål ved det, så det får mig også til undre mig over, hvorfor han ikke vil.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg synes, jeg har ventet længe og været meget tålmodig. Skal jeg tage snakken med ham igen? Kan jeg tillade mig at sige feks. “inden for et år”? Altså kan jeg tillade mig at sætte krav? Eller skal jeg blot vente til han forhåbentlig en dag siger, at han er klar?
Mvh den fortvivlede
Kære fortvivlede
Tak for dit spørgsmål til os. Det er altid godt at få flere meninger på det, du mærker og kæmper med.
Du skriver, at I begge to er unge i starten af 20’erne. I er flyttet hjemmefra, og din kæreste gennem 3,5 år er flyttet sammen med en kammerat. Du derimod længes efter, at I to skal flytte sammen og dele hjem.
Der er bare det uheldige, at I er kærester, og du er klar til at I flytter sammen, og han er ikke. I har talt om det, og han siger, at han nyder sin ungdom. Han er ikke klar til at tage næste skridt og flytte sammen.
Det at være ung og flytte hjemmefra er at lære at stå på egne ben. Man er voksen, men selv om man er det, så udvikles personligheden stadig. Man skal lære at finde ud af sig selv og stå ved sig selv. Det er at vokse som et selvstændigt menneske. Det er også en tid, hvor kammeratskabet og venskab dyrkes. For mange er de kammerater, som man får i ungdommen også nogle, som man senere i livet har som venner.
Da jeg for mange år siden var ung og mødte min nuværende mand, var det vigtigt for mig, at den mand, jeg skulle giftes med, var en moden og selvstændig mand. En, der havde sine egne kammerater. En, der kunne lave mad og holde lejlighed. Det var vigtigt for mig, for at vi ikke skulle falde ind i gammeldags kønsroller, hvor det var mig som kvinde, der skulle sørge for maden og ordne hus. Jeg ved han kan og kan derfor forlange, at vi er fælles om det.
Skal jeg give dig et godt råd, så prøv at glæde dig over, at din kæreste har brug for tid til at være ung og selvstændig. Samtidig kan jeg også godt forstå din usikkerhed på, om han elsker dig, og om at det skal være jer to. Du spørger, om du kan kræve, at han inden for et år skal flytte sammen med dig. Du skriver, at det nok er dumt. Ja, det tror jeg også er dumt. Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af det.
Du skal passe på dig selv ved at sætte grænser for, hvad du har lyst til at udsætte dig selv for. Hvor mange år kan du holde til at vente på ham? Hvor stor er din kærlighed til ham? Er din ventetid spildtid? Hvordan kan du få noget godt ud af din ventetid? Han får tilsyneladende noget godt ud af sin ungdomstid. Det håber jeg også, du gør.
Det at forpligtige sig er for nogen rigtig svært. For det er tab af frihed til selv, til at kunne bestemme alt. At være to til at bestemme, kan være en gave, men kan også synes skræmmende.
Så kære fortvivlede kvinde, hvis I to skal have et langt og godt liv sammen, så giv ham plads. Respekter ham for, at han er et andet sted i livet end dig. Det er uheldigt for dig, at han ikke er klar til fælles liv med dig nu.
Nyd din ungdomstid og brug den til noget godt. Find ud af, hvad du vil med dit liv, og hvad der gør dig godt. Du er stadig ung.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
