Min kæreste vil ikke have børn

Kære anonyme skribent!

Tak for dit brev, skrevet midt i dine svære overvejelser.

Det første, jeg tænkte, da jeg læste dit brev, var sikke et svært dilemma! Din kæreste lyder til at betyde alt for dig, og samtidig betyder det at få børn også alt for dig! Det er et dilemma, der kræver valg og fravalg, og det bryder vi mennesker os ikke om. Det at vælge noget til og noget andet fra og ikke på forhånd kunne være sikker på, at vores valg viser sig at være de rigtige valg på sigt, gør det svært at vælge. Faktisk af og til umuligt.

De store beslutninger

I er jo unge voksne mennesker! Livet ligger foran jer. At overveje, om man ønsker børn eller ej og mærke usikkerhed omkring det, er helt normalt. Børn er en livsforandrende beslutning, og det kan godt virke skræmmende for unge mennesker i jeres alder. Nogle oplever, at det at binde sig til en kæreste er både dejligt, men også ”nok”. Dvs at der fortsat er brug for følelsen af frihed og tid til egne behov og interesser, og at det kan virke for ”vildt” også at binde sig som forældre. Nogle bliver aldrig klar til at blive forældre; men statistisk set får de fleste drømmen om kernefamilie opfyldt på et tidspunkt; men det kan være forskelligt, hvornår – hvis – det ønske kommer. Jeg hæfter mig ved, at din kæreste ikke har sagt, at han ved med sikkerhed, at han aldrig vil have børn, men at der er en stor risiko for det. Altså har han ikke truffet nogen endelig beslutning, men er i en proces med det. En proces, der kan tage flere år, når man er et ungt menneske.

Hvad ligger bag hans fravalg?

Et vigtigt skridt er at finde ud af, hvorfor din kæreste er i tvivl om, hvorvidt han ønsker børn. Bortset fra at han ønsker karriere, er der så også andre forklaringer? Har du et godt og klart billede af hans svar på det spørgsmål? Kan det tænkes, at han har nogle bekymringer i forhold til at skulle blive far? Bærer han på nogle erfaringer fra sin egen barndom, som han kan have en frygt for skulle blive gentaget? Jeg kender til mennesker, der er vokset op med handicappede søskende, misbrugende forældre, som har mistet en mor eller far i en al for tidlig alder, som er vokset op i utryghed af forskellige grunde, og hvor det som barn var så svært og smertefuldt, at de som unge voksne ikke ønsker selv at få børn. Hvor man som ung voksen slet ikke kan overskue tanken om at skulle risikere at udsætte egne børn for noget lignende.

Hvordan mon din kærestes barndom var? Måske er han heldig at være vokset op i et hjem med tryghed og glæde. Jeg tænker, at hvis ikke du allerede har været nysgerrig (på den gode måde) i forhold til hans egen barndom og eventuelle tanker om at komme til at overføre noget til næste generation, så kunne det måske være godt at spørge ind til det. Hvis han har nogle bekymringer i forhold til at blive far, kan I måske hjælpe hinanden med at blive kloge på det og få det talt igennem? En mulighed kan også være, at I opsøger andre, som står i en lignende situation eller måske får en samtale eller to ved en terapeut, hvis noget af hans modstand mod at få børn skyldes noget smertefuldt.

Fælles forestillinger?

Noget andet, der måske kunne gavne jer at få talt om, er, hvordan hverdagen med børn vil kunne komme til at se ud. Hvad ser du for dig? Hvad drømmer du om? Hvad vil det betyde for dig at stifte familie sammen med din kæreste? Og hvordan forestiller han sig mon hverdagen som far, mor og børn? Prøv at beskrive jeres forestillinger så konkret som muligt for på den måde at få en fælles samtale om det, du drømmer om, og det, han tilsyneladende helst vil undgå. Gå på opdagelse i jeres forestillinger – ligner de hinanden eller er de meget forskellige?

Spørgsmål til overvejelse

I vores samfund, hvor de fleste planlægger, om og hvornår de ønsker børn, er der en række overvejelser, som jeg ved mange har, og som du måske kan bruge i din snak med din partner.

• Karriere og familieliv. Hvordan vil det se ud hos os? Hvad drømmer du og jeg om?
• Parforhold og forældreskab. Hvilke forestillinger har vi hver især om, hvordan det bliver, hvis vi ikke kun er os to, men også skal dele forældreskab, opdrage og passe godt på vores børn.
• Finansiel sikkerhed. Er der bekymringer i forhold til økonomi, hvis der kommer børn?
• Personlige overvejelser. Er der bekymringer for ikke at have de mentale eller fysiske kræfter til at tage sig af børn?

Jeres svære valg

Som jeg læser dit brev, spørger du, om I skal forblive sammen eller gå hver til sit, fordi I muligvis har forskellige ønsker dér, hvor I står i jeres liv lige nu i forhold til at blive forældre. Jeg kan ikke give dig noget svar på det. At du ønsker børn, og han måske ikke ønsker børn, kan jo blive en voldsom smerte imellem jer. Han vil kunne føle sig presset af dig, hver gang du nævner familie-drømmen. Du vil kunne føle dig afvist af ham, hver gang han siger nej tak til at få børn. Det kan virke som et helt ubærligt dilemma at stå i for jer.

Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at det ikke er nu, du ønsker børn, men måske først om 5-7 år. Der kan nå at ske rigtig meget på de år. Jeres parforhold kan nå at udvikle sig i mange retninger. Din kæreste kan nå at blive endnu mere overbevist om, at han ikke ønsker at blive far eller faktisk blive klar til at blive far.

Jeg tænker, at det bedste, I kan gøre, er at have løbende dialoger om, hvor I hver især står. Og med dialoger mener jeg dialoger, hvor I hver især gør jer umage med at lytte til den andens fortælling, forestillinger, drømme, håb og længsler.

Alt godt til jer begge!