Min kærestes voksne søn fylder
for meget i vores forhold

Kære K

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Som jeg forstår det du skriver, så er dilemmaet:

1) at du ønsker dig mere alene-tid med din kæreste. Men den tid er udfordret af, at hendes søn ofte kommer når han har samvær med sine børn.

2) Det lyden derudover til, at du måske synes at hans udfordringer generelt kommer til at fylde for meget i din kærestes liv, og dermed også i jeres fælles liv?

Det, der ikke er så tydeligt for mig er, om du har talt med din kæreste om din frustration?

Du lyder som en meget forstående og omsorgsfuld kæreste. Du påskønner deres gode kontakt. Men selvfølgelig kan det alligevel godt give anledning til frustration hos dig, og det er vigtigt at få talt om. Måske er der noget der kan løses rent pragmatisk. Nu kender jeg ikke så mange detaljer, så det er slet ikke sikkert, at det jeg foreslår er muligt, men jeg håber du alligevel kan finde noget inspiration:

• Der kan måske laves konkrete aftaler om udstrækningen af sønnens besøg, som tilgodeser jeres alene-tid. Det kan både handle om hyppighed af besøg, men også om hvor længe ad gangen det skal være. Eller også kan I måske tilbyde nogle gange at besøge ham i stedet, så det er lettere at begrænse tidsrummet.
• Det kan være at I, du og din kæreste, nogle gange kan ses udenfor weekenderne. Jeg ved ikke om det er arbejde der gør, at I kun kan ses der? Men undersøg eventuelt om det er muligt at afspadsere nogle fredage for eksempel, så jeres weekender kan være fra torsdag til lørdag i stedet for fredag til søndag. Eller måske kan I flytte nærmere hinanden, så I også kan ses i hverdagene?

I forhold til den anden side af sagen, nemlig hvor meget det fylder mentalt, kunne følgende måske være en ide:

• at lave konkrete aftaler om tidsrum, hvor der er plads til at I kan drøfte sønnens udfordringer – og så prøve at holde samtaler om dette emne hertil. Sådan at emnet ikke flyder ud og kommer til at dominere for meget i jeres indbyrdes relation.
• At din kæreste finder andre at tale med om emnet, hvis hun ikke allerede gør det, så der måske bliver mindre pres på at tale om sønnen og hans situation med dig.

Nu kan jeg desværre ikke vide, om det er skudt helt forbi. Men jeg håber det kan inspirere dig til at starte en dialog, og at I sammen kan brainstorme over forskellige måder, at løse situationen på. Det er godt, hvis du i samtalen kan lægge vægt på, hvad det er du længes efter. Måske er der lige nu ikke nogen god løsning, men så kan målet være at der er plads til at snakke om, hvad det så skaber i dig. Uudtalte skuffede forventninger har det med at vokse.

Med venlig hilsen