Min mand elsker mig ikke mere og vil skilles

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Parvis

Jeg er 46 år, har to piger på 8 og 11 år sammen med min mand på 52 år. Vi har været sammen i 17 år. Vi er netop flyttet i nyt dejlig hus i marts, sådan som min mand for to år siden ønskede det. Min mand friede til mig sidste jul, og som surprise ændrede han sin 50 års fødselsdag i sommers til et fantastisk bryllup. 50 mand blev fragtet til kirke og vi blev gift. Dagen var fortryllende og ægte.

14 dage efter fortæller han mig, at han er tom for følelser for mig – at han intet føler. Han håber sommerferien vil hjælpe, men nej. Han har gået i terapi hver uge for at være sikker på, at han ikke flygter fra endnu er ægteskab, da han er skilt før. For 14 dage siden fortæller han mig, at han ikke kan mere. Han har ikke følelserne for mig mere og heller ikke viljen og kræfterne til at kæmpe videre.

Jeg bad ham tænke en uge over det – og ikke mindst tænke på pigerne – julen – nytår. Han kom tilbage til mig med svaret. “Udgangspunktet er dårligt, men jeg vil love dig, at jeg bliver til efter nytår. Jeg har ikke kræfter til at kæmpe, men bare være “sumpende” i det og håbe, det kan give mod og kræfter”. Han kan ikke bruge ordet håb, men siger, at han er lidt i tvivl, og det er vel også lidt håb. Til januar vil vi tage en snak, om hvor han er igen.

Jeg har det frygtelig – mit liv er på stand-by. Jeg troede, det var manden jeg skulle være sammen med for altid. Vi er jo lige blevet gift. Han siger, han ikke har en anden, og det tror jeg 100% på.

Vi kysser godmorgen og godnat – har dejlig sex, men efter sex tror jeg , han får dårlig samvittighed. Men jeg kan mærke ham, og han kan mærke mig. Alt praktisk fungerer mellem os, men han ser mig ikke og taler kun om praktiske ting til mig. Han vil ikke “rode” mere i alt dette her, og vil ikke i terapi – da han ikke har kræfterne.

Vores venner og famile forstår intet og kan slet ikke kende ham i den rolle. Jeg er fortabt og føler mig magtesløs – jeg tør ikke håbe, men ønsker at håbe. Jeg tror på ægteskabet, og mine børn skal ikke være skilsmissebørn. Jeg vil gør alt for at redde dette. Jeg forsøger at give ham plads, så han kan få alt dette her på afstand, finde ro og måske komme til at tænke mere klart.

Jeg ved ikke, hvad jeg gør bedst – jeg er så fortvivlet. Føler “tiden” løber fra mig, og jeg vil være sikker på, jeg har gjort alt det bedste jeg kunne.

Håber I kan give mig et godt råd.

Svar

Kære brevskriver!

Tak for dit brev! Det gør mig ondt at læse om din livssituation. Du stiller ikke nogle spørgsmål i dit brev til os, men måske slutter du alligevel af med, hvad det er, du har mest brug for. Nemlig at sikre dig, at du har gjort alt det bedste, du kunne.

Jeg vil komme med nogle refleksioner og tanker, som jeg sidder med, når jeg læser dit brev, og jeg håber, at de kan skabe lidt lindring eller nye refleksioner hos dig. Jeg har dog også brug for at skrive, at der er jo meget i dit liv, som jeg ikke ved noget om, men jeg håber, at mine refleksioner alligevel kan bruges.

Livskrise

Jeg tænker, at du ganske uforberedt 14 dage efter jeres bryllup er blevet kastet ud i en livskrise. En livskrise refererer til en periode i ens liv, hvor man pludselig tvinges til at forholde sig til usikkerhed og vanskeligheder. Det kan medføre betydelig stress og for nogen også angst eller depression og en oplevelse af at være låst fast uden klare løsninger. At din mand pludselig siger, at han er helt tom for følelser og ønsker skilsmisse, er et stort personligt tab for dig, fordi det for dig betyder afslutning af en for dig særdeles betydningsfuld relation. Tab af betydningsfulde relationer er noget af det sværeste at skulle håndtere i vores liv

Med livskrise eller truslen om livskrise følger nye ting, som vi midt i en livskrise har svært ved at overskue at forholde os til og træffe valg omkring.

Det kan være:

  • Identitet. Hvilken fortælling har jeg om mig selv, eller hvem er jeg uden ham i mit liv?
  • Ny type hverdag for dig selv og for børnene.
  • Ændret økonomi.
  • Evt nyt hjem.
  • Usikker fremtid.
  • Ting der skal tillæres, fordi den anden har gjort de ting igennem årene.
  • Traditioner forandrer sig. Du nævner selv jul og nytår i dit brev.

Det er mange ting at skulle træffe beslutninger om, samtidig med at du er ramt voldsomt i dine følelser og formentlig både er ked af det, vred, skuffet, frustreret, bange.

Hans beslutning får store konsekvenser for jer alle, og du bliver kastet ud i at forholde dig til det, med mindre han ombestemmer sig, hvilket du skriver, at du håber på.

At være i livskrise er meget smertefuldt og ofte kan vi kun tage små skridt undervejs. I livskrise er brug og inddragelse af netværk rigtig vigtigt, så jeg kan kun opfordre dig til at fortælle nære venner eller familie om din situation. Inddrag dem, så du ikke går alene med tankerne og tag imod hjælp. Både praktisk hjælp og lyttende ører og en skuldre at græde ud ved.

Håb eller realisme

Jeg ved jo ingenting om, hvordan jeres parliv har været igennem årene. Har det været godt, dejligt og trygt, og var brylluppet ligesom  en markering af det? Eller har det været turbulent, utrygt, konfliktfyldt, og var brylluppet en måde at starte forfra på? Eller noget, der er midt imellem?

Når jeg møder mennesker i min praksis, som efter mange års samliv mærker tomhed for følelser, ikke længere har viljen eller kræfterne til at kæmpe, så er det som regel ikke noget, der er kommet ud af det blå. Så er det ofte slutspurten på noget svært og sårbart, der har stået på længe. Enten i personen selv eller i parforholdet.

Din mand går i terapi for at arbejde med sig selv og afdække, hvad der sker i ham. Hans melding er, at han er løbet tør for kræfter og for vilje. Når du med et åbent sind kigger tilbage på jeres 17 år sammen, hvad ser du mon så? Ser du en grundlæggende glæde, ro og taknemmelighed, eller ser du turbulens og konflikter? Er chokket, at han pludselig ud af det blå siger stop, eller er chokket mere, at han var i stand til at træffe dén beslutning trods dårlige samlivsår?

Jeg tillader mig at stille spørgsmålet, fordi jeg ofte møder mennesker, som i en livskrise som din, først benægter, at der var optræk til et brud, men når de får hjælp og mod til at kigge lidt nærmere efter faktisk får øje på en dekobling i parforholdet over længere tid.

Så når jeg skriver håb eller realisme, så handler det om, hvilket blik der er bedst at have for dig. Er det at bevare håbet om, at han kommer tilbage, og alt kan blive godt igen? Eller hjælper du i virkeligheden dig selv og børnene bedst ved at være realist og se, at bruddet er sket? At tage ham alvorlig, når han siger, at han ikke længere har kræfterne, hvilket sætter ham selv og faktisk også dig  fri? Sætte dig fri til ikke at gå afventende i flere måneder, men kan begynde midt i smerten og sorgen at træffe aktive valg?

Børnene

I har to piger på 8 og 11 år. Børn sanser, hvad der sker omkring dem, og de er meget optaget af, hvordan mor og far har det. Hvis du et øjeblik ser på jeres familieliv med deres øjne, hvad ser du så? Ser du med pigernes øjne glade forældre eller bekymrede og trætte forældre?

Jeg ved jo ikke, om I taler med pigerne om, hvad der sker, men min erfaring er, at mange forældre prøver at lade som ingenting, fordi det gør for ondt at sige noget til børnene. Mange satser på, at børnene lever i lykkelig uvidenhed. Sådan forholder det sig dog sjældent. Børn mærker spændinger, ser kropssproget og bliver ofte utrygge, når de ikke kan få mening i det de mærker.

Så jeg får brug for at give dig en nænsom udfordring med at være nysgerrig på dine to piger. Hvordan har de det?

Du skriver, at jeres børn ikke må blive skilsmissebørn. Det har du sikkert dine grunde til, evt i værdier eller i egne erfaringer. Men eftersom din mand tilsyneladende har truffet en beslutning om skilsmisse, så er der noget her, der er ude af dine hænder. Hvor virkeligheden overgår værdier eller et ideal. Og det er det vigtigt at forholde sig til – for pigernes skyld.

Langt de fleste børn kommer godt videre fra en skilsmisse. De kommer ofte til at trives bedre som skilsmissebørn, hvis mor og far får et godt-nok forældresamarbejde, hvor de ikke kritiserer hinanden, men lykkes med at have en bedre dialog som med-forældre, end da mor og far boede sammen, og havde det svært. Måske kan det være en ide at få hjælp til den del – f.eks. via en professionel parterapeut eller et KIFF kursus.

Jeg håber, at mine tanker kan bruges. Måske som et spejl på dine egne tanker og indre spørgsmål eller som mulige veje at gå.

Alt godt til dig!!

Lisbeth Andreassen Ryelund, Psykoterapeut (MPF), certificeret i PREP, KIFF og Partjek

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: