Kære parvis
Min kæreste og jeg har haft en del udfordringer i vores parhold. Han har svært ved at sige fra overfor sin familie, derudover er han ikke særlig god til at ytre sig og vise sine følelser. Men han arbejder på det – og er blevet bedre. Jeg derimod er meget direkte og reagerer ofte, hvor mine følelser tager overhånd, og jeg kan finde på at sige ting, jeg ikke mener i den pågældende situation. Jeg føler mig derfor ond, da jeg har svinet hans familie til i forskellige situationer, hvor de ikke har behandlet mig eller ham særligt pænt (jeg har aldrig svinet dem til ansigt til ansigt, men kun til min kæreste). Jeg har sagt til ham meget direkte, at jeg mangler, at han vil arbejde for os og mærker sig overfor dem bl.a.
Derudover har en episode medført, at jeg kom til at give ham verdens dårligste lammer (hvilket jeg har haft det ekstremt dårligt med, idet det aldrig var min inderst intention, men jeg var så såret, at jeg reagerede forkert). Jeg har det svært med at tilgive mig selv, derudover har jeg svært ved at være i vores forhold, da jeg konstant får det dårligt, da jeg synes, at jeg er en ekstremt dårlig kæreste og han i den forbindelse fortjener langt bedre end mig – idet han er så skøn, men blød.
Jeg anser mig selv som den onde i forholdet og har derfor brug for et råd til, hvad vi (jeg) skal gør, og evt. hvad vi (jeg) skal gøre for at ændre situation samt de følelser, som jeg har. 🙁
Kære du,
Tak for din besked til parvis.dk. Det er godt, du reagerer på dine følelser, når du fornemmer, at der er noget, som ikke helt er, som det bør være i dit og din kærestes forhold. Jeg vil prøve at give dig et svar, som jeg håber, du kan bruge til noget.
Det, der virker til at frustrere dig ifølge din besked, er, at du kommunikerer i et mere direkte sprog end din kæreste. Jeg forestiller mig, at du er hurtig på knapperne, når du skal tage stilling til noget eller sige din mening. Det kan der være mange fordele ved, fx at du som nu reagerer på de negative følelser. Men det kan også give nogle udfordringer, særligt hvis din kæreste reagerer anderledes i de situationer, hvor du er hurtig og direkte til at sige, hvad du mener. Det kommer jeg mere ind på senere i mit svar.
Tag udgangspunkt i dine egne følelser
Det første du nævner, er hans familie. Jeg ved ikke, hvad det drejer sig om, når du siger, at han har svært ved at sige fra overfor dem, og at du ikke altid har talt så pænt om dem overfor din kæreste. Hvis du ikke allerede har gjort det, så synes jeg, du skal tænke en ekstra gang over, hvad det er, der sker, og hvad det er, der gør dig så ked af det i forholdet til familien og den måde, han er sammen med dem på. Måske du kan skrive et brev til dig selv, hvor du tager udgangspunkt i dine egne følelser i forhold til den situation. Skriv fx ”Jeg bliver ked af det, når…” eller ”Jeg oplever, at du tilsidesætter mig, når…”. Tag udgangspunkt i dig selv. Start ikke en sætning med ”Når du gør sådan, så føler jeg sådan”. Det kan være, det kan hjælpe dig til at blive mere opmærksom på dine egne følelser i forholdet til familien. På samme måde, når du taler med din kæreste om hans familie (og i det hele taget), så tag udgangspunkt i dine egne oplevelser og følelser i situationerne. Så vil han ikke føle sig angrebet. Spørg ind til, hvorfor han reagerer, som han gør, så du får større forståelse for, hvorfor han gør, som han gør. Hvis han føler sig imødekommet, vil han måske også spørge ind til, hvorfor du bliver vred. Måske har I allerede forsøgt dette, men overvej da at gøre det igen. En rolig, lyttende og kærlig samtale kan føre meget godt med sig. Når I snakker om tingene, aftal da med dig selv, at du først vil spørge ind til ham uden at sige noget om dig selv. Når det virker som om, han har sagt alt det, han har at sige, fortæl da, hvordan du selv oplever det. Måske kan I finde hinanden på den måde.
Vær tålmodig
Du fortæller også, at din kæreste er blevet bedre til at fortælle om sine følelser. Det er ikke nemt, hvis ikke man har været vant til det, så jeg vil bare opfordre dig til at opmuntre ham i den proces. Stil spørgsmål og vær tålmodig.
Det virker til, at du har mange følelser indeni dig. Det er der mange gode egenskaber i, og det skal du ikke skamme dig over. Hvis man lærer at bruge dem rigtigt, hvilket du sikkert allerede kan i rigtig mange situationer (fx nu hvor du søger hjælp, fordi du føler, noget er skævt, eller når du fortæller din kæreste om dine ønsker), så kan det blive en rigtig stor styrke for jeres parforhold. Mennesker kommunikerer forskelligt, og det vil jeg gerne fortælle dig lidt om. Du kan selv vurdere, om det passer på jer og kan være en hjælp.
Naturlige mønstre
Det er meget naturligt, at hvis den ene i parforholdet, modsat den anden, kun har få ord til at beskrive sine følelser, at den anden da får lyst til at presse en reaktion ud af partneren. Mange kan komme til at virke angribende. Et typisk mønster er, at hvis den ene part trækker sig tilbage, så vil den anden part forsøge at presse den tilbagetrukne mere eller mindre negativt for at få en eller anden reaktion derfra. Men det vil ofte bare medføre, at den tilbagetrukne trækker sig endnu mere tilbage, måske af frygt for at sige noget forkert eller være utilstrækkelig. Hvis du kan genkende disse mønstre, vil jeg anbefale dig at arbejde der først. Det handler både om, at den ene skal øve sig i at udtrykke sine følelser mere (det gør din kæreste heldigvis allerede), og om at den anden skal øve sig i ikke at være for voldsom i sin kommunikation men i stedet være tålmodig og måske tænke en ekstra gang, inden der bliver sagt noget, så det angribende kan nå at blive lavet om til noget, der tager udgangspunkt i sig selv.
Nu har jeg givet lidt råd til dig, og herfra kan det blive din opgave at udforske med interesserede spørgsmål, hvordan din kæreste ønsker forandringer. Jeg håber, at I i fællesskab kan give jeres parforhold en masse opmærksomhed, så I begge får det rigtig godt i det, og så du ikke føler dig som den onde i parforholdet. Det er der ikke noget sjovt ved. I kan også altid overveje at opsøge en parterapeut, som vil kunne spørge mere ind til situationen og give jer flere råd.
Til sidst vil jeg sige til dig, at jeg håber, du kan se dig selv som en god kæreste, når du netop reagerer på jeres problemer og ønsker at det skal blive bedre. Det kan det nemlig sagtens blive, når I gør en indsats. Det er en god kæreste, der sætter det i gang. De fortællinger, du fortæller om dig selv som kæreste, kan få stor indflydelse på, hvordan du er overfor din kæreste. Fortæl historien om, at du er en god kæreste. Så tror jeg også, du får lyst og energi til at være det. Når I taler om, hvordan I kan blive bedre for hinanden, kan du også prøve at bede din kæreste om tilgivelse, så du også kan tilgive dig selv. Se fremad mod det gode, I kan få sammen.
Jeg håber, du har fået noget brugbart ud af mit svar. Derudover kan jeg anbefale dig at se rundt på parvis.dk, hvor der findes artikler og andre brevkassesvar, som du måske kan finde flere svar igennem. Du kan fx læse artiklerne ”Svigerfamilien”, ”Kommunikation – opbyggende eller nedbrydende?” og ”Ord, krop og lytteren”.
Alt det bedste til jer.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907