Jeg skriver til jer, da jeg bestemt mener, et godt forhold/ægteskab skal prioriteres. Det, jeg ikke forstår i mit ægteskab, er, at min mand for nogen tid tilbage var utro med en yngre kollega på arbejdet igennem flere år. Jeg har for nylig været ude for en ulykke, hvor jeg blev påkørt af en bil. Jeg måtte gå rundt i flere måneder med en benskinne. Min mand har til tider gjort grin med måden, jeg går på, og har kaldt mig humperdinck. Ikke nok med det, men jeg har også fået fortalt, at da kollegaen, han har været utro med, overhørte, at jeg var blevet kørt ned af en bil, sagde hun, at det var en skam, bilen ikke kørte over mine ben. Det virker meget ondskabsfuldt at sige!
Han har intet gjort for at forsvare mig. Det er højst besynderligt. Jeg synes også, han ofte bliver meget hurtigt højtråbende, når vi prøver at snakke sammen. Det har ellers ikke været tilfældet i lange tider, men nu er min mand startet på det igen. Det skete også dengang, han var utro med kollegaen.
Jeg synes, jeg har givet dette ægteskab mange chancer. Han deltager heller ikke ved familiesammenkomster nøjagtig ligesom førhen. Jeg synes, det er meget frustrerende, at man ikke ved, hvornår man kan snakke med ham. Jeg får bare at vide, at jeg skal blande mig udenom hans privatliv. Det er håbløst at kommunikere med ham. Alt, hvad der er sket før – bl.a. utroskab osv. hører fortiden til. Jeg har ikke i sinde at opgive et ægteskab, der har varet i 43 år. Jeg mener, det skal prioriteres, men ikke for alt i verden! Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke. Synes alt er aldeles og komplet håbløst for tiden. Rigtig ubehageligt!
Kære brevskriver
Tak for dit brev, som gør stort indtryk på mig. Du har været gift med din mand i 43 år. Du skriver, at du ikke ønsker at opgive ægteskabet. Samtidig skriver du også, at du ved, at du nok skal prioritere ægteskabet, men ikke blive i det for enhver pris. Og du ved ikke, hvad du skal tænke og gøre; men alt er helt håbløst og ubehageligt lige nu.
Jeg vil gerne skrive nogle ord og indspil til dig ind i alt det, som er så svært for dig og jer.
Jeg har ikke anden viden om dig og jeres forhold og ægteskab, end det, du skriver i brevet, og derfor er der en risiko for, at jeg skyder ved siden af. Men jeg vil prøve at komme med nogle betragtninger.
Det første, som jeg lægger mærke til i dit brev, er den ensomhed, afmagt og “følelse af forladthed”, som du beskriver, at du er i lige nu i ægteskabet. Du skriver, at det er håbløst at kommunikere med ham. At han hurtigt bliver højtråbende, når I kommunikerer.
I det, du skriver, lyder det til, at du meget ofte oplever, at din mand bliver højtråbende og siger, at du skal blande dig uden om hans privatliv, når der er ’noget på spil’ for både dig og ham i det, som du vil snakke med ham om. Jeg hører det sådan, at du oplever, at jeres kommunikation ’går i stykker. At din mand bliver højtråbende og “bider fra sig” eller “lukker af”, når du prøver på at komme i dialog med ham om noget vigtigt for dig og jeres ægteskab, – og når du prøver på at blive hørt og forstået af ham. Jeg hører, at du, når dette sker, bliver ramt af stærke følelser af at blive afvist, forladt og underkendt af ham – i en stærk ensomhed og afmagt.
Måske tolker jeg for meget her, men jeg læser i det, du skriver, at det er meget svært for dig at komme i dialog med din mand (umuligt for dig). Men – jeg læser også, at det er meget svært for ham at lade dig komme tæt på ham. Der er åbenbart noget, som “rammer ham”, når du rykker tæt på ham. Det virker til, at det er meget svært for ham at gå ind i dialogen og ind i kommunikationen med dig, når du rykker tæt på ham og vil i dialog med ham om vigtige ting. Gad vide, hvad det er, der rammer ham og aktiverer hans modstand?
Jeg kan selvsagt ikke vide noget om, hvad det er, der er på spil hos din mand. Jeg kan ikke vide, hvad det er, der får ham til at gøre og reagere, som han gør i jeres ægteskab og i forhold til dig. Men – noget vigtigt er på spil hos ham. Der er “noget”, som er svært for ham. Der er “noget”, som får ham til at reagere og gøre og sige/råbe, som han gør. Der er “noget”, som ham er fyldt af, og som han rammes af, og som er svært for ham. Igen: Gad vide, hvad det er? Den viden har du sikkert også et brændende ønske om at få, for den er vigtig. Hvad mon det er, der er så svært for ham? Hvad er det, der får ham “på glatis” igen og igen – i jeres forhold og ægteskab – og i hans relation til dig?
Jeg fornemmer, at der er en tydelig og svær mekanisme på spil i jeres relation: Igen og igen prøver du på at rykke tæt på og komme i dialog med din mand og få ham i tale og “med ombord”. Og igen og igen får det ham til at gå i forsvarsposition og trække sig fra dig. Sige fra over for dig. Du skriver, at sådan var det også, dengang han var i utroskaben med kollegaen. Dengang var han også hurtigt meget højtråbende. Der er noget, der tyder på, at når din mand er presset i en eller anden grad, så aktiveres der noget, der er svært for ham at være i.
Du skriver, at han også (igen) trækker sig fra familiesammenkomster, ligesom han har gjort tidligere i jeres fælles historie. I dette hører jeg, at der er noget, som lige nu – og igen – generelt er rigtig svært for ham i de nære familiære relationer og i det at skulle være til stede i det familiære. Dette får mig igen til at tænke, at der er “noget” hos ham i livet, som han bliver ramt af, og som kalder dette behov for at trække sig, frem i ham.
Du skriver ikke noget om, om I har børn, svigerbørn og børnebørn. Hvis I har, så forestiller jeg mig, at jeres børn/svigerbørn også må opleve lidt af det, som du oplever hos ham omkring hans afstandstagen og tilbagetrækning i familien. Er du vidende om noget her? Er der nogen i familien, som sætter ord på noget?
Jeg kan bestemt godt forstå, at du oplever det hele meget håbløst og ubehageligt. Det er aldrig rart at blive “lukket ned” og “lukket ude” og at føle sig helt isoleret og forladt og ikke hørt og ikke vigtig – og slet ikke i et ægteskab. Det er aldrig rart at føle sig kørt ud på et sidespor i et ægteskab – og dermed føle sig ikke-elsket.
Men – jeg hører meget stærkt i dit brev, at du stadig ønsker at kæmpe for jeres ægteskab og jeres forhold. Jeg hører, at du ikke har givet op.
Jeg læser også, at du har en stor håbløshed i forhold til, hvad der er at gøre. Jeg er usikker på, om du stadig kan mobilisere en tro på, at din mand et eller andet sted stadig har forhåbninger for jeres samliv, forhold og ægteskab. Usikker på, om han vil prioritere det.
Men vejen frem er at få mere hul igennem til hinanden i jeres kommunikation. Vejen frem er at komme uden om den mekanisme, som jeg beskrev ovenfor. Hvorvidt det er muligt for jer, er svært at sige.
Vejen til at komme uden om mekanismen er at kunne snakke sammen om mekanismen; – at kunne snakke om, hvad det er, der sker hos jer begge og i jeres kommunikation, som aktiverer mekanismen. Hvad det er, som I hver især synes er svært i relationen til og med hinanden.
Vejen er, at I når dertil, hvor I kan komme til at snakke om de vigtige ting og om, hvordan I hver især har det. Hvad I hver især går og længes efter og håber på – på en anden måde – en ny måde.
Der er brug for, at I hver især kan få en ny oplevelse af, at den anden kan og vil lytte til mig og prøve på at forstå mig.
Der er brug for, at I kan komme uden om den automatiske mekanisme, som har installeret sig i jeres relation og kommunikation. Den mekanisme som bevirker, at I ikke får en oplevelse af, at den anden “ser, hører, forstår mig” – og “at den anden vil hjælpe mig og holde af mig – midt i det, som er svært for mig”.
Kan dette lade sig gøre? Jeg ved det ikke. Men det er et forsøg værd. Jeg tror, at det er den eneste vej til en reel forandring i jeres relation. Der er ikke noget, der er let her. I har levet sammen i mange år, og mekanismen har haft god tid til at installere sig. I har en lang historie sammen – på godt og ondt.
Jeg tænker, at I har brug for hjælp til dette. Fra en parterapeut eller en tredjepart, som I begge har tillid til. Jeg tænker, at det kan være meget svært for jer at finde roen og trygheden hos hinanden til at kunne komme dertil, hvor I kan komme til at kommunikere på en anden måde. Der er en stor risiko for, at den kendte mekanisme med det samme rykker jer fra hinanden. Derfor er der brug for, at I får en tredjepart ind, som kan hjælpe jer til at komme til at tale sammen på en anden måde. Hjælpe jer til at kunne komme til at lytte til hinanden og forstå hinanden på en helt anden og ny måde.
Det er mit gæt, at I begge er ulykkelige i den nuværende situation. Det er mit gæt, at din mand faktisk også går og længes efter noget i jeres ægteskab og relation. Og det kan være så svært at få sat ord på, hvad der er på spil hos jer hver især. Hvad I går og føler og længes efter, fordi det er så sårbart og følelsesmæssigt svært at være i. Men det er nødvendigt, at I kommer til at snakke om dette.
Det vigtigste spørgsmål, som du måske sidder med lige nu, er nok: ’Hvordan kommer jeg/vi videre herfra?
En begyndelse kunne være, at du viser mit svar her til din mand og beder ham om at læse det og tænke over det en dags tid. I samme ombæring kan du spørge ham efter, om I kan tale om brevet og om jeres parforhold dagen efter.
Jeg håber, at det kan åbne for en begyndende snak, og at det måske kan blive til en snak, hvor I finder en vej i, hvad det er, I har brug for – for at kunne komme videre sammen. Der findes mange gode parterapeuter, I kan kontakte, eller I kan ringe til vores gratis telefonrådgivning her på Parvis.
Og I får lige et par spørgsmål, som I måske også kan snakke om:
Jeg håber, at der er en ny, bedre vej for dig og for jer.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
