Min mands svære sind

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Parvis

Jeg er i vildrede. Jeg har en mand, som har haft en svær barndom. Med en psykisk voldelig far og en mor, der var alt for svag til at sige fra. I dag har han ikke kontakt til sin far. Moren/min svigermor har vi kontakt til, og jeg er meget glad for hende. Hun er et meget kærligt menneske, men hun er også én, der lader alle tromle sine grænser. Jeg selv kommer fra en familie, hvor der har været stor fokus på det at være en kernefamilie, og der har altid været masser af kærlighed, men også en tendens til at glemme de lidt sværere følelser, fordi det “ødelægger den gode stemning”.

I vores parforhold i dag, sker det desværre alt for ofte, at min mand bliver overdrevet (synes jeg) såret over ting, jeg siger eller gør. Her til morgen sidder vi og spiser morgenmad med vores 2 årige søn, som efter han har spist, har sat sig på mig og er noget urolig. Han leger og vil gerne være vild og tumle. Samtidigt snakker min mand til mig om noget lidt ligegyldigt (synes jeg) og det er som om, talerækken aldrig ender. Til sidst udbryder jeg “Aaaaij, stop”, og beder vores søn om at slappe af og siger til min mand, at han snakker lige lovlig meget og jeg ikke lige kan overskue det. Det er selvfølgelig en overreaktion, men jeg er presset, som man kan være om morgenen i en småbørnsfamilie. Dog siger jeg undskyld og at det ikke var meningen at jeg skulle hidse mig sådan op. Det hele resulterer i, at min mand bliver uendeligt vred og såret og faktisk hele dagen har ligget på soveværelset i sengen og trukket sig fra mig.

Da vi prøver at tale om det, ender han med at blive vred, da jeg ikke vil “indse, at jeg har gjort noget galt”. Og fordi “Jeg giver ham skylden for mit dårlige humør ved at sige, at han taler meget”. Men for mig handler det slet ikke om skyld, blot om at få lov til at være her, som den jeg er.

Jeg er ked af, han tager det på den måde, og jeg ville så gerne, at han forstod mig, og at småting som disse ikke behøvede at vokse sig så store. For det er netop temaet i vores forhold – at vi har de her små situationer igen og igen, hvor jeg siger eller gør noget, der sårer ham så utroligt meget, og han først kan komme videre, hvis jeg lægger mig fladt ned. Men det kan jeg ikke blive ved med. Jeg har besluttet mig for at stå fast. Men jeg er sådan i tvivl om, hvordan jeg tackler det her. Han kan på ingen måde se det fra min side. Og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal nå ind til ham. Samtidigt gør det mig så ondt, at vores lille søn på 2 skal se sin far blive helt formørket og trække sig på den måde. Det er en meget svær situation.

Vi har prøvet parterapi så mange gange, men det stopper ligesom aldrig.
Har I nogle gode råd?

Bedste hilsen L.

Svar

Kære L.

Tak for din henvendelse. Uanset hvilket hjem vi vokser op i, så vil det altid få konsekvenser for os på den ene eller anden måde – ikke kun negative, men også positive. Der er undersøgelser, som påstår, at 70% af vores adfærd som voksne, er en kopi af det vi lærte, mens vi voksede op. Hvis vi selv tager ansvar for disse konsekvenser, vil det generelt ikke være noget problem, da vi så lærer at forholde os til egne følelser og derudfra reagere konstruktivt – ligesom vi så også udvikler positivt på de konsekvenser, som vi sætter pris på at ha´ fået med. Det sker imidlertid af og til, at ”vores” løsningsmodel ikke bliver selv at tage ansvar for de negative konsekvenser, men at få min partner til at tage ansvar. Det virker generelt godt i begyndelsen, da en partner, som elsker, vil gøre alt for at parforholdet og kærligheden skal bestå og derfor gerne fikser og redder den anden. Gennem nogle år vil det så blive normalen i parforholdet og derfor en forventet konsekvens af urimelige reaktioner/overreaktioner. I jeres tilfælde synes det som om, at du er blevet den, der skal fikse din mands følelser – og gør du det (ligger dig fladt ned) er I igen gode venner.
Selv om du ikke skriver om det, kan jeg forestille mig, at du også kommer til at fikse din mands følelser i andre situationer, når din mand reagerer på andre personer end dig, for igen at få hans følelser til at falde til ro.

Det er jo rigtigt, at det er en løsningsmodel, der skaber ro, men samtidigt er det en model, hvor din mand aldrig selv lærer at håndterer egne vanskelige følelser, hvorfor det aldrig hører op. Du vil derfor blive ved med at skulle fikse din mands følelser, når de skaber konflikt i jeres familie. Det er jo kun det, vi arbejder med, vi lærer at mestre, – så din mand lærer derfor aldrig at mestre egne følelser, så længe du redder ham.
Løsningen er derfor, at din man begynder at tage ansvar for egne følelser og ikke pådutte dig årsagen og skylden, når han ikke kan håndtere dem.

Du skriver, at I ofte har været i parterapi uden nogen nytte. Det tyder på, at de parterapeuter, I har besøgt, ikke har opdaget dette uhensigtsmæssige samspil, der foregår imellem jer – men jeg vil anbefale den vej, for at få den fornødne hjælp. Jeg tvivler meget på at I selv kan klare det, da din mand sikkert vil fortælle dig, at det er dig, der er problemet, uanset hvad du siger – for sådan har det jo altid været imellem jer.

I udgangspunktet kan du godt prøve at snakke med din mand, om det jeg skriver, men jeg kan frygte, at han blot vil reagere med vrede og påstå, at du kun er ude på at gøre ham forkert og slippe for selv at tage ansvar.

Med venlig hilsen

Steen Palmqvist Familie- og psykoterapeut

Se også:

Vil have penge for at hjælpe

Til brevkassen Hej Jeg var kæreste med J i ca. 6 mdr. – efter en periode med masser af ustabilitet...

Har sex med eks-kæreste

Til brevkassen Hej Min ex og jeg var sammen i 2 år uden at bo sammen. Jeg har 2 børn...