Jeg er 19 år og har været sammen med min kæreste i fem måneder nu, og vi har det fantastisk sammen. Det er det første forhold for os begge. Jeg er på sabbatår og skal læse næste år, imens hun tager 10. klasse for tredje gang. Vi er begge diagnosticeret med ADHD og ASF.
Problemet ligger i, at min kæreste gør oprør mod sin familie, specielt moderen, da hun ønsker at gøre, hvad hun selv vil. Hun har altid været holdt i hånden og behandlet som skrøbelig. Hun har også en dårlig historik med sin familie, som inkluderer trauma og mistrivsel. Min kæreste vil ikke stå op om morgenen, hun foretrækker at sove så længe som muligt. Det irriterer hendes familie, da hun skal køres til skole eller praktik (hvilket jeg gør for det meste). For det andet begynder hun at udelukke sin mor og vil kun åbne sig overfor mig om sager.
Denne udvikling ser hendes familie og især hendes mor som forårsaget af mig. Moren har truet med at sende hende væk hjemmefra og skære al kontakt væk, hvis hun ikke ændrer sin opførsel.
I morges skulle de afsted, men hun rokkede sig ikke af stedet. Som straf vil moren udelukke mig fra at besøge min kæreste i et ukendt tidsrum. Jeg ved, at vi gerne vil flytte sammen snart, men hvad skal vi gøre, når min svigermor prøver at adskille os?
Kære du
Mange tak for spørgsmålet. Det er dejligt at høre, at du og din kæreste har det fantastisk sammen og gerne vil flytte sammen.
Jeg forstår godt, at det er frustrerende, at din svigermor ikke kan møde både sin datter og dig mere hensigtsmæssigt. Jeg synes også, det er virkelig urimeligt, at din svigermor straffer dig for sin datters adfærd. Jeg tænker din svigermor svigter sit ansvar her. Vi skal alle til hver en tid tage ansvar for os selv. Med det mener jeg: Tale fra os selv om egne følelser, behov og ønsker. Det, din svigermor gør, er at give dig ansvar for noget, som ikke er dit ansvar. Hvis du kan mærke en vrede over dette, er det meget forståeligt. Det lyder, som om din svigermor selv er enormt bange og handler i afmagt og affekt. Det får sikkert dig til at føle dig magtesløs og frustreret.
Du skriver, at din kæreste gør oprør mod sin familie, og at hun i mange år er blevet behandlet som skrøbelig. Vi mennesker er altid i en konflikt mellem samarbejde og integritet. Skal vi samarbejde med fællesskabet/vores forældre? Eller skal vi stå fast på egen integritet, det, vi mærker, vi selv vil? Denne konflikt bliver ekstra svær, hvis vores forældre ikke møder os i vores egne følelser, behov og ønsker.
Det lyder til, at din kæreste i mange år har oversamarbejdet med sin familie og nu mærker et stigende behov for at stå i egen integritet. Det er positivt. Vi skal selvfølgelig bare altid overveje, hvordan vi kommunikerer dette. Måske giver det mening for hende at sige noget i retning af:
”Kære mor, du har gennem mit liv gjort alt, hvad du kunne for at passe på mig. Det sætter jeg stor pris på. Nu mærker jeg, at jeg har behov for at kunne træffe egne valg og tage ansvar for eget liv. Jeg har brug for tid og ro til at mærke mig selv, da jeg i så mange år ikke har kunnet mærke mig selv. Derfor kan jeg ikke meget andet nu end at ligge i sengen. Vær tålmodig med mig. Jeg ønsker at have dig som en sparringspartner i mit liv.”
Du beskriver, at din svigermor truer med at smide sin datter ud og skære alt kontakt væk, hvis hun ikke ændrer opførsel. For mig lyder det som en meget umoden måde at tilgå konflikter på. Det lyder næsten, som at det er jer, der må være ”de voksne” her. Det er utrygt, når vores forældre ikke tager ansvar for dem selv. Det, I kan gøre, er at tage ansvar for jer selv. Dvs. sige noget om, hvad denne situation gør ved jer.
Måske giver det mening, at du og din kæreste holder et ”møde” med din svigermor, hvor din kæreste kan sige noget om, hvordan hun har det. Du kan sige noget om, hvad det gør ved dig, at din svigermor truer med at udelukke dig af familien. Og din svigermor kan sige noget om hendes bekymring for hendes datter. (For hendes adfærd udspringer af bekymring og ængstelighed. Bag hendes adfærd ligger en stor kærlighed gemt).
Hvis et ”møde” ikke er muligt, kan I også skrive et brev til hende. Det er vigtigt i al kommunikation at sige ”jeg” og ikke ”du”. Undgå beskyldninger. Sig i stedet noget om, hvordan du har det med det, der foregår. ”Jeg mærker”, ”Jeg ønsker”, ”jeg bliver ked af det, når…” Det er den kommunikationsform, der lettest går ind hos den anden.
Det er ofte stærke mønstre, der er på spil mellem forældre og deres børn. Derfor forstår jeg til fulde, hvis det er svært at sige fra over for din kærestes mor. Når I alligevel finder modet til at sige noget fra jer selv om jer selv, så øger I jeres egen selvfølelse/eget selvværd. Det er vigtigt at huske. Samtidig viser I vejen for din svigermor.
Jeg håber I får en god samtale om det, og at I finder hinanden alle sammen. Hvis du har brug for mere rådgivning, så kan du kontakte psykiatrifonden, som yder hjælp både på chat og telefon.
Kærlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
