Psykisk sygdom påvirker vores parforhold

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Jeg har læst et par af brevene i brevkassen og fundet lidt støtte og guidance i dit/jeres svar… Jeg har dog ikke helt fundet en historie eller problematikker, der matcher mine, hvorfor jeg lige vil fortælle min egen historie og mit dilemma/spørgsmål med håb om en vej videre…

Min kone er bl.a. diagnosticeret med ængstelig og tvangspræget personlighedsforstyrrelse + borderline og tidl. anoreksi/bulimi. Hun havde disse lidelser før vi mødtes, så jeg var og er fuldt ud bevidst om dem og de begrænsninger, det giver hende og os. Vi er i 40-erne, og jeg har et barn fra tidligere forhold (7-7 ordning) og hun et ældre barn, som er flyttet hjemmefra.

Vi har kendt hinanden i ca. ti år, og min kone har lige været igennem en hård periode. Hun mistede sin mor (sygdom) og sin søster (ulykke) indenfor et år. Dette har hun ikke rigtig fået bearbejdet. Det har betydet, at hendes symptomer på det seneste er blevet voldsomt forværret. Hun er nu blevet sygemeldt fra sit arbejde, grundet en overbelastning.

Vores parforhold er sådan, at vi ikke sover sammen, og det har vi ikke gjort i tre år. Vi har intet sexliv eller intimitet, og det har vi aldrig rigtig haft. Vi har kun meget få fælles interesser som enkelte gåture, lidt rejser og TV-serier. Hun trækker sig meget til sit værelse for at få ro og afstand – specielt hvis der er opstået en uenighed eller diskussion. Hun spiser heller ikke i perioder med “dårlig stemning” i huset, hvilket stadig påvirker mig, men den del har jeg lært at acceptere.

Nu er det også sådan, at når mit barn kommer hver anden uge, så prioriterer og fokuserer jeg meget på barnet. Jeg træffer nogle gange beslutninger udenom hende, da jeg ikke orker hendes negative og ofte begrænsende fokus på ALT. Jeg er fuldt ud bevidst om, at hendes lidelser og de seneste begivenheder har forstærket hendes behov for ro og regelmæssighed. Jeg synes da også, at vi tager en del hensyn og indgår kompromisser i dagligdagen.

Hvor jeg tidligere har haft meget stort fokus på hende og hendes behov, er jeg i den seneste tid begyndt at tænke meget over mine behov. Jeg er begyndt at fokusere lidt mere på dem end tidligere. Jeg har tidligere været/er en pleaser, men jeg er også begyndt at trække mig lidt fra denne rolle. Jeg går dog som sagt stadig på mange kompromisser og undgår ofte konflikter ved ikke at spørge eller inddrage hende i nogle af beslutningerne omkring mit barn. Jeg ved godt, at dette ikke er optimalt på nogen måde, men har nået et punkt, hvor jeg ikke magter/orker konflikter og “drama”, desværre…

Det betyder selvfølgelig, at hun med sine egne ord ikke føler sig inddraget. At hun ikke føler sig som en del af dette hus. At hun ikke føler sig som et ligeværdigt “medlem” af huset. At hun ikke føler, at jeg tager hensyn til hende. Jeg synes på den anden side, at jeg i høj grad stadig tager en lang række hensyn i dagligdagen, men jeg har svært ved at gå på kompromis med min opdragelse eller mit barns velbefindende. Specielt når det spidser til som nu.

Min kones store behov for orden og “korrekthed/retfærdighed” er kilde til konstante irettesættelser og “opdragelse” af os alle sammen – bl.a. med baggrund i hendes lidelser. Sammenholdt med den manglende intimitet mellem os er det begyndt at slide på mit selvværd. Jeg kan mærke, at hendes adfærd også påvirker mit barns velbefindende – det er i hvert fald min vurdering. Dette kan godt resultere i en rigtig dårlig stemning herhjemme. Min kone er begyndt at trække sig fra fællesskabet, når mit barn er her. Så bruger vi den uge, hvor vi er alene til langsomt at forsøge at finde hinanden igen. For så at gentage det hele, når mit barn kommer igen.

Ofte når vi forsøger at tale om det, ender det i en større konflikt. Hun er god til at argumentere og hiver ofte gamle eksempler frem til at understøtte hendes argumenter. Det bliver hurtigt eksemplernes kamp, når vi forsøger at snakke om det. Det ender sjældent godt. Da jeg samtidig ikke gider at diskutere og skændes, trækker jeg mig og holder mine argumenter tilbage. Specielt når jeg kan se, at det er “lidelserne”, der taler. Jeg synes, at det ville være et “tarveligt” træk af mig at bringe hendes lidelser ind i vores diskussioner. Men jeg ser desværre en del, der kommer derfra – ud fra hvad jeg har kunnet læse om dem. Diskussionerne og problemer er ofte centreret omkring mit barn, men for mig ligger problemet mere i vores hverdagsrelation eller mangel på samme. Vores manglende intimitet, vores manglende fællesskab og roen i hverdagen, Jeg er begyndt at savne disse ting ekstremt meget, og  jeg får sværere og sværere ved at se udover disse.

Spørgsmålet er, hvordan vi kommer ud af dette dødvande? Hvordan skal jeg få italesat, at det er “lidelserne”, der påvirker vores forhold. Hvordan skal jeg holde fokus på mig og mine behov? Jeg kan mærke, at jeg er ved at miste mig selv, og at jeg er ved at miste troen på os.

Håber på nogle tanker om retning og inspiration.

Mvh den Tvivlende

Svar

Kære Tvivlende

Tak for dit brev. I er i en særdeles vanskelig situation, og jeg kan så godt forstå din (for)tvivlelse. Jeg mærker den underliggende håbløshed, der sniger sig ind.

Ængstelig Evasiv Personlighedsforstyrrelse er en alvorlig sygdom. Den rammer ca. 2% af befolkningen og for det meste kvinder. Men det betyder også, at hele familien rammes. Alle de reaktioner, du beskriver, er velkendte til denne diagnose, og særligt hårdt ramt er intimiteten og dermed partneren – altså dig.

I kan ikke løse det selv

For det første er det her ikke noget, I selv kan løse! Det løser sig heller ikke af sig selv over tid. Din hustru skal efter min mening i behandling i psykiatrien, hvor der findes hjælp. Terapi og gruppeterapi er til hjælp. Det er til stor lettelse for dem med diagnosen, at kunne sidde med ligestillede og høre deres historier. Og det vil på et tidspunkt også være en ide at søge hjælp hos en sexolog for der at komme tættere på problemstillingen omkring intimitet og sex. Medicinering mod angst kan hjælpe i et vist omfang. Hvor om alt er, så skal du indstille dig på, at det tager lang tid, og man bliver ikke rask med den diagnose.

Den pårørende bliver let overset

Men partneren og familien har jeg ikke rigtigt set noget tilbud til, og det er så hårdt at stå i alene. Jeg har før haft klienter med denne diagnose, og ægtefællen bliver let overset. Du har også brug for hjælp til at få snakket om dine frustrationer, og som jeg mærker det, helt naturligt en underliggende vrede og sorg. Her kommer ord let til at synes overfladiske, men jeg ved af erfaring, hvor smerteligt svært det er.

Jeg vil gerne dele problemstillingen op i tre punkter:

1. Dagligdagen med dens konflikter

Du skriver om, hvordan din hustru ikke føler sig inddraget. At du i stigende grad træffer beslutninger alene uden at inddrage hende. Når man har Ængstelig Evasiv Personlighedsforstyrrelse og Borderline, så kæmper man med at kunne regulere sine følelser. Det betyder, at den ramte person ofte pludselig bliver meget vred, og det er svært for andre at forstå. Det åbner for en anden problemstilling, nemlig at føle sig sat udenfor og ikke at høre til. Det skaber en angst (ængsteligheden) for at blive forladt. Så det vil helt sikkert hjælpe, men også være svært for dig, hvis du ændrer strategi her. Vær tydelig og klar i, hvad du gerne vil dele med hende/inddrage hende i. Hold dine grænser og vær så nøgtern som muligt.

2. Pleaseren

En person med Ængstelig Evasiv Personlighedsforstyrrelse har det i min erfaring ikke ret godt med ”Pleaseren”. Det kan nemlig skabe usikkerhed, utryghed og dermed tankemylder, tenderende til kaos. Eller sagt på en anden måde: Hun har brug for at kunne mærke dig; at du vil hende, og at du er der for hende. Hun har brug for at føle sig tryg, og det kan ”Pleaseren” ikke give hende. Så måske du kan prøve at mærke lidt efter på dig selv og begynde at give udtryk for dine følelser. Brug jeg sætninger som fx: “Jeg synes, det bliver svært for mig, når du forsvinder op på loftet. Jeg har brug, at du er her…” osv.”

3. Intimitet og Sex

Intimitet og sex er svært for mennesker med Ængstelig Evasiv Personlighedsforstyrrelse. Nærhed skaber ofte så meget uro, at de trækker sig – til stor smerte for partneren. Nærhed er lig med sårbarhed, og det er et problem for hende. Her har du særligt brug for støtte og hjælp. Det er meget svært at leve med en person, man elsker, men ikke kan være intim med.

Find én, der kan hjælpe DIG

Du skriver til sidst: ”Spørgsmålet er, hvordan vi kommer ud af dette dødvande? Hvordan skal jeg få italesat, at det er lidelserne, der påvirker vores forhold. Hvordan skal jeg holde fokus på mig og mine behov? Jeg kan mærke, at jeg er ved at miste mig selv, og at jeg er ved at miste troen på os.”

Ovenstående svar er på ingen måde i nærheden af at være udtømmende, men det er en begyndelse. Men for at forstå dybere, hvad der sker i dig, og hvordan du holder fast i dig selv, kræver det mere end et kortfattet svar, jeg her kan give dig. Så mit råd til dig her er: Find en psykolog eller terapeut, der kan hjælpe DIG, så du kan få retning på, hvordan du lever med dig selv og din hustru i en meget svær situation.

Ruben Knudsen, Parterapeut

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...