Skal jeg blive eller gå?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej Parvis!

“Den rette”?

Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har længtes efter en kæreste), nu er i et forhold, som jeg har været i et halv års tid. Problemet er bare, at jeg virkelig er i tvivl, om han er “den rette” for mig. Det skal lige siges, at jeg ikke er af den overbevisning, at den eneste ene findes, men at det for mig at se handler om at være sammen med en, jeg deler troen på Gud med. En, som jeg er tryg ved, og hvor vi gensidigt elsker og respekterer hinanden. Han er på papiret alt det, jeg har søgt. Han er kristen, god at snakke med og elsker mig. Men der er bare noget der føles forkert. Det er nok gået op for mig, at det lidt har været sådan siden begyndelsen. Og jeg begynder for alvor at tvivle på, om jeg mest valgte at gå ind i det af frygt for at ende alene. Det skal siges, at det er en meget stor frygt for mig, at hvis jeg går fra ham, at jeg så ikke finder en anden. Men samtidig fortjener han også at være med én, som elsker ham lige så meget som han gør.

Meget skiftende følelser

Jeg har hele vejen igennem vores forhold haft meget skiftende følelser. Det ene øjeblik kunne/kan jeg være meget glad for ham og det andet øjeblik være sikker på det ikke skal være ham og jeg. Jeg beder meget for det. Jeg prøver virkelig at bede til Gud om, at Han må vise mig vejen, for jeg er så meget i tvivl om hvad jeg skal gøre. Det begynder at gå meget ud over mit velbefindende. Det skal siges, at jeg har prøvet at være ærlig overfor ham omkring, at jeg nogen gange er i tvivl. Men jeg har også en frygt for at han smutter, hvis jeg bliver ved med at tvivle – hvis det nu bare er mig, der er noget galt med og ikke vores forhold!

Vores forhold

Vi har det godt sammen, når vi har det godt… Men der skal ikke meget til før vi bliver uvenner, og det er svært. Vi er ikke særlig gode til at kommunikere sammen, og det kommer meget bag på mig, da det er en af mine spidskompetencer. Men vi er begge meget nærtagende og kommunikerer ikke særlig hensigtsmæssigt. Vi er dog gode til at blive gode igen, når der har været noget. Men vi bliver nok uvenner hver anden gang vi er sammen, og det, synes jeg, er helt forkert og faktisk også lidt pinligt taget i betragtning af vores alder. Det skal siges, at jeg er en person, der aldrig er i konflikt med nogle. Jeg er generelt meget rummelig og nok også lidt konfliktsky. Han er derimod vant til konflikter, især med hans familie, hvilket jeg virkelig også har det svært med. Hans forældre er også noget for sig. Hans far er ret “skør” i det og har ikke rigtig nogen situationsfornemmelse. Hans mor har heller ikke rigtig nogen situationsfornemmelse og er meget konfliktsøgende. Deres ægteskab har været meget stormfuldt, og nu er de så blevet skilt. Dette er også en frygt for mig, at K har taget en masse med fra sin familie…

Tillidsbrud

Derudover er der lige sket noget, som bestemt ikke gør situationen nemmere. Jeg har fundet ud af, at han har løjet og holdt noget skjult for mig længe. Han er meget ked af det , men for mig er det bare virkelig et svigt. Jeg vil ikke komme ind på, hvad det er her, men det har gjort mig meget ked af det.
Jeg føler, jeg kan blive ved med at sige negative ting, men alligevel er jeg ikke overbevist om, at det ikke skal være ham og jeg… Og hvordan finder jeg ud af det? Jeg er så bange for at gå fra ham, for hvad nu hvis ikke det er det rette. Jeg er så bange for at skulle være single igen. Men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig at skulle giftes eller have børn med ham på sigt. Er det så værd at kæmpe for? Jeg ved, at jeg elsker ham, men er det nok?
Jeg ved godt, det er mig, der skal mærke efter, men jeg har så svært ved det, og derfor søger jeg råd hos jer.

Mvh. Hannah

Svar

Hej Hannah

Allerførst tak for din henvendelse og din ærlige deling af det svære, du står i!
Som vi læser det, beskriver du ”tvivlen om forholdet” som det overordnede, der bøvler. Ind i det kommer du omkring fire overskrifter i dit skriv, og det giver god mening, da de på hver deres måde skubber til tvivlen og giver tvivlen næring.
Vi har valgt at tage din tråd op og også svare ind i de fire temaer, og så håber vi rigtig meget, at det giver mening for dig og giver dig nogle refleksioner at arbejde videre ud fra.

Den rette

Hvad mon ”den rette” vil sige? Du skriver, at det er han for dig på papiret, og at han på mange måder er det, som du har søgt i en partner. En at dele troen med, en som du er tryg ved, og hvor der er gensidig kærlighed og respekt. Så langt – så godt, kan man sige.

Men hvordan finder du så vished i, at det er den rette, og hvad skal der til, for at du kan vide det? Og er det overhovedet en mulighed at opnå denne vished? Spørgsmålet – er jeg sammen med den rette –  er et spørgsmål, som langt de fleste af os kender. Mange af os stiller os selv spørgsmålet både før et parforholds start og også ofte mange gange i løbet af et parforhold. Selvom man har været sammen i mange mange år, er det et spørgsmål, som ofte vender tilbage.

Egentlig er det et fornuftigt og super relevant spørgsmål at stille sig selv. Samtidig er spørgsmålet problemfyldt, da det ofte får os til at fokusere mere på at finde en partner, som opfylder vores forventninger eller behov, korrigere vores partner eller irritere os over partnerens måde at være partner på, end det får os til at fokusere på, hvilken partner vi selv ønsker at være.

Ofte er spørgsmålet drevet af noget, som trænger til at blive taget alvorligt. Noget, man måske er bange for, eller noget, som kalder på opmærksomhed og på at blive taget hånd om. Det kunne være: frygten for kedsomhed, frygten for ikke at blive hørt, frygten for at blive forladt, frygten for ikke at blive passet på, frygten for at blive udstillet, frygten for ensomhed, frygten for ikke at blive rummet osv. osv.

Du skriver om frygten for at ende alene, og at det er en frygt, som fylder meget hos dig. Vi ved jo ikke, om det overhovedet er relevant for dig, men vi får lyst til at gå på opdagelse i frygten for aleneheden – lytte til den og give den berettigelse og plads. Havde du været her i terapi, ville vi formentlig have stillet spørgsmål som:

  • Hvornår mon den kom ind i dit liv første gang?
  • Er det mon en følelse du kender godt?
  • Er den mon knyttet til bestemte situationer eller perioder i dit liv, som har været svære?
  • Hvilket liv har aleneheden haft i dit liv, og hvorfor mon frygten for at havne alene på en måde bliver ved med at være insisterende?
  • Hvad vil frygten mon måske beskytte dig imod?
  • Hvad vil frygten mon have dig til at tage hånd om eller give slip på?
  • Hvordan mon frygten påvirker dine tanker og handlinger?

Skiftende følelser

Det giver bare SÅ god mening, den måde du beskriver følelserne på. De er nemlig ret utilregnelige og kan finde på at skifte nærmest fra sekund til sekund. En eneste sætning eller et blik kan ændre situationen i et parforhold på et splitsekund helt fra lykkerus og over til fortvivlelse. Netop derfor er følelserne også mindre anvendelige som indikatorer på kærlighed. Som vi ser det, er kærlighed mere en viljesbestemt handling, end det er følelser. Det afspejler sig i vielsesritualet i kirken, hvor præsten spørger: VIL du elske og ære? Han spørger ikke: Hvis du føler for, kan mærke, at det er rart, eller at det giver dig noget godt. Nej – kærlighed handler om commitment og vilje. Vil jeg elske og ære? Hvis jeg planter ”træet” Elsk, så vil jeg også senere kunne høste ”frugterne” fra træet: varme følelser, hengivenhed, fortrolighed, sex osv. Frugterne er dog ikke træet, de vokser på træet. Nogle dage giver god høst, og andre dage giver beskeden høst afhængig af træets vækstbetingelser, både de vækstbetingelser, som I som partnere giver træet Elsk, og også de vækstbetingelser, som livet giver på godt og ondt.

At følelserne ikke er pålidelige indikatorer på kærlighed, betyder til gengæld ikke, at du ikke skal lytte til din tvivl og give tvivlen taletid. Også her vil vi opfordre til at gå på opdagelse i, hvad mon tvivlen vil sige, hvad er tvivlens budskab? Hvad får den dig til at sige og gøre? Og er det okay, eller ønsker du noget andet? Og hvordan kan du bringe den mere i ro, hvis du ønsker at berolige den?

Vores forhold

Her skriver du noget om, hvad I hver især kommer fra og har med jer ind i forholdet, og at det undrer dig, at I udfordres på kommunikationen, og at I ofte bliver uvenner. Det er vigtigt for os at understrege, at et parforhold aldrig kan starte på nul – vi kommer altid ind i et parforhold med en rygsæk. Nogen gange, ret ofte faktisk, oplever vi, at ting, den ene eller begge har oplevet i fortiden, kan blive udløst i et parforhold i nutid. Det kan være vigtigt at tage hånd om og rydde op i rygsækkene sammen og også gerne sammen med en terapeut eller anden samtalepartner, da der ofte kan være tale om ret værdiladede ting.

Det lyder, som om I er meget forskellige i forhold til f.eks. konflikter. Han er måske vant til bulder og brag, og at tingene måske siges lidt direkte og uden filter. Du er måske vant til, at man lige holder lidt igen, bider ting i sig og opretholder god ro og orden. Vi oplever ofte, at par kan blive ret foruroligede over den forskellighed. Men det er ikke forskelligheden, der gør ondt, men ofte det som følger i kølvandet. Det sker fordi man taber nysgerrigheden på hinandens ståsted og dermed taber man kontakten og forbundetheden og fristes til at gå i forsvar eller gå til angreb fremfor at være nysgerrig på at lytte til hinanden.

Vi forelsker os ofte i en partner, fordi han/hun repræsenterer noget, som har været nedkølet/svært/lidt forbudt i vores egen oprindelsesfamilie. Måske du faldt for din partners ligefremhed, at han ikke skulle tænke så meget over tingene og ikke bekymrede sig så meget? Og måske han faldt for din evne til eftertænksomhed og dybde og dit øje for at bringe nuancer ind? Som tiden går, kan det, man forelskede sig i, blive et irritationsmoment. Du synes for eksempel, han bliver FOR ligefrem, eller han synes, du bliver FOR eftertænksom. Forskelligheden ses som en alt for stor udfordring eller hindring, fremfor en styrke.

Vi bliver nysgerrige på, om det er forskelligheden, som kommer imellem jer og måske lokker jer til forsvar eller angreb? At I ikke får lyttet tilstrækkeligt ind til hinanden, og at I så bliver uvenner? Samtidig hæfter vi os ved jeres evne til hurtigt at finde hinanden igen, og vi bliver nysgerrige på, hvordan I lykkes med det? Vi bliver optaget af, hvordan I måske sammen kan skabe denne forbundethed i endnu højere grad, samt opøve evnen til at være uenige, samtidig med at I bevarer kontakten og forbundetheden til hinanden.

Tillidsbrud

Det sidste, du skriver om, er tillidsbrud. Dette har bevirket ked-af-det-hed for jer begge, og måske har det givet din tvivl yderligere næring. Vi har i et parforhold brug for at vide, at den anden er der for mig, at jeg betyder noget for ham/hende, og at jeg kan stole på ham/hende. Det gør selvsagt ondt at være den sårede eller den svigtede part. Oftest gør det også ondt at være den, som har såret/svigtet, da det kan være forbundet med stor skyld og skam. Så det giver god mening, når du skriver, at I begge er ret mærkede af det.
Også her vil vi anbefale, at I tager jeres mærkninger og ked-af-det-hed alvorligt og får tingene talt igennem med hjælp fra en terapeut eller anden uddannet samtalepartner, som kan guide jer igennem og hjælpe jer til at få helet det brudte, så I igen kan opnå kontakt og forbundethed.

Er det værd at kæmpe for, og er det nok, at jeg elsker ham, spørger du til sidst. Vores korte og måske også lidt for forenklede svar vil være: Ja, kærlighed er altid kampen værd, dog kun hvis kampen er FOR kærligheden og ikke MOD hinanden!

Nogen gange er det hjælpsomt at stoppe kampen for en stund og tjekke, hvad kampen egentlig handler om. Handler den om det, som  både du og han gerne vil opnå? Hvad er det for et parforhold, I ønsker? Hvordan vil I kunne bakke hinanden op i, at I når i mål med det, I ønsker jer, så I ikke kæmper hver for sig eller ligefrem kæmper mod hinanden.

En sådan opbremsning kan øge opmærksomheden på, hvornår I taber kontakten og forbundetheden, og hvordan I kan hjælpe hinanden tilbage i kontakt, når det sker. Det kan også være en god ide at få tjekket op på, hvilke våben I hver især har taget med i jeres rygsæk fra fortiden. Om de stadig er hensigtsmæssige og brugbare i nutiden, eller om de ligefrem er skadelige, forældede eller bedst egner sig til enekamp og ikke holdkamp.
Håber VIRKELIG, at noget i svaret har kunnet inspirere dig eller giver fornyet mod!

Alt det bedste til dig og jer herfra

Lise og Villy Kjeldsen, Psyko- og familieterapeuter

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: