Skal jeg gå fra min kæreste og
søn til fordel for min kollega?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Parvis

Jeg er blevet far til en lille dreng for en måned siden, drengens mor og jeg har været sammen i 4 år. Vi har haft en 2-3 gode år og jeg holder stadig af hende. Jeg føler bare, at for et års tid siden, før hun blev gravid, begyndte det at gå ned af bakke for os – bla. på det intime plan. Jeg har alle dage følt, at jeg skulle tage initiativet, hvis vi skulle hygge os, men for et års tid siden bestemte jeg mig for, at nu ville jeg overhovedet ikke gøre noget, men lade hende komme til mig. Siden dengang kan det tælles på et par hænder, hvor mange gange vi har haft sex. Sidste gang vi var intime, var i Januar. Der er ingen begær eller noget tilbage – hvis det da rigtigt har været der til at starte med. Det, der gør det svært, er også at hun elsker mig rigtig højt. Hun lægger sig ind til mig, hvis vi sidder på sofaen, men jeg kan knap nok finde lysten til at lægge en arm om hende.

Hun har heller aldrig rigtig kunne tage initiativet til noget, og har altid overladt beslutninger og lign. til mig, hvilket tit kan være frustrerende. Jeg har tit prøvet at tvinge hende til at tage en beslutning, men så er det tydeligt, at hun forsøger at vælge det, hun tror, jeg ville vælge. På en måde er det jo sødt, men jeg mangler noget gnist og lidenskab og en vilje.

Så ville skæbne så, at for et halvt års tid siden, begyndte en kollega og jeg langsomt at interessere os for hinanden. Det er kun blevet til mere som tiden er gået, og vi har endda også været på en weekend tur, kun mig og hende mens min, på det tidspunkt gravide kæreste, sad herhjemme. Men det skræmmer mig at jeg har kunnet være hende utro og stadig er det, men det er som om jeg overhovedet ikke har nogen samvittighed – og det ligner mig slet ikke.

Men når jeg ser på hende, min kollega, så er det som om alt andet forsvinder, jeg tænker på hende hele tiden og vil lægge alt fra mig for at være sammen med hende incl. min egen søn.. Og det skræmmer mig også. Men hun er simpelthen alt det min kæreste ikke er, og mere til. Vi har den samme humor, hun siger sin mening og hun kigger på mig, som der ikke er nogen, der har kigget på mig i mange år. Og jeg har følelser for hende, som jeg ikke vidste jeg havde i mig. Vi nyder hinandens selskab, går ture sammen, laver mad sammen og jeg savner hende sindssygt, når jeg ikke er sammen med hende. (Vi ses ca. tre gange om ugen) Det burde være min kæreste jeg savnede, men sådan er det bare ikke.

Så her forleden aften, hvor jeg var sammen med min kollega, giver hun mig et brev. Hun skriver, at hun er gået hen og blevet forelsket i mig, men at det nok er bedst, hvis vi stopper med at ses, fordi jeg burde være hjemme ved min kæreste og min søn. Hun havde også undersøgt, at vores fælles arbejdsplads ikke godkender, hvis man er kærester. Hun mente ikke, vi skulle forsætte, fordi hun ikke kunne se en fremtid i det. Hun var også bekymret for, hvis vi gjorde alvor af vores forhold, om jeg kunne finde på at gå tilbage til min kæreste på et tidspunkt, fordi vi jo trods alt har et barn sammen, og derfor bliver nød til at holde kontakten. Det har slået mig fuldstændig ud, jeg er trist, spiser ingenting, kigger på min telefon hele tiden, fordi jeg savner hende.

Min kæreste og jeg har hus, 2 biler og så selvfølgelig vores søn. Men det kunne jeg finde på at opgive. Sågar mit arbejde, det ville jeg også droppe, hvis det kunne betyde at vi kunne være sammen. Og det er endda et arbejde med en stor sikkerhed og fremtid i for mit vedkommende, men det betyder intet for mig. Jeg føler bare, at jeg vil have hende.

Jeg kan slet ikke genkende mig selv i alt det her, jeg har alle dage været en tryghedsnarkoman, også i mine tidligere forhold var trygheden det vigtigste. Men hvad skal jeg gøre, det vil simpelthen knuse min kæreste og jeg ved at min familie og min kærestes familie, vil hade mig, hvis jeg vælger at gå. Jeg har sågar overvejet om sandheden om, hvad jeg har lavet, kunne få min kæreste til at gå, for så var det måske nemmere på den måde.

Hilsen K

Svar

Kære K

Tak for din henvendelse til brevkassen.

Du fortæller, at du har været sammen med din kæreste gennem 4 år og at I sammen har en søn, som er et år gammel.
Det sidste års tid har jeres intimitet ikke fungeret godt, og I har ikke sex nær så ofte, som du gerne ville. For et halvt års tid siden blev du forelsket i en kvinde på dit job. Hende har du siden været utro med. Der sker så det, at denne kvinde meddeler dig, at hun vil stoppe jeres forhold, da hun ikke tror på fremtiden i det. Denne udmelding har slået dig fuldstændig ud. Så meget at du er villig til at forlade job, hus, barn og din kæreste, hvis du kunne være sammen med din kollega i stedet.

Du spørger nu, hvad du skal gøre.

Skræmt over mig selv og min manglende dårlige samvitighed

Noget jeg hæfter mig ved i dit skriv til os er, at du er skræmt over, at du har været din kæreste utro og over, at du ikke føler nogen dårlig samvittighed over det. Det tolker jeg sådan, at du, når du kigger på dig selv udefra, tænker, at du har forbrudt dig mod nogle værdier, som du troede du havde, men som det viste sig godt kunne afviges.

Vores skjulte potentialer

Jeg tænker, at alle vi mennesker indeholder potentiale til at udføre handlinger, som vi ikke selv havde troet mulige. Nogle gange kan en ydre provokation fremkalde disse skjulte sider af os. Nogle gange viser de skjulte sider sig at være selvopofrende og kærlige og medvirke til at gøre godt for andre. Andre gange er de egoistiske og opstår, når vi blot skal redde vores eget skind. En krise kan være en sådan provokation.

Her under coronakrisen har vi kunnet se eksempler på det, jeg beskriver ovenfor. Vi har set eksempler på mennesker, som har kastet sig ind i supermarkeder og rippet alt, hvad der var af gær og toiletpapir, og sikret deres eget forbrug i flere måneder.
Vi har også set mennesker, som blev sendt hjem fra arbejde, og som har brugt noget af deres tid på at købe og udbringe mad til ældre, som ikke selv kunne bevæge sig udenfor deres hjem.

Skæbner vælger ikke for os, valg tager vi selv

Set fra mit perspektiv, er det ikke skæbnen, der er afgørende for, hvilke skjulte kræfter der kan træde frem fra vores indre. Om det er kræfter til kamp for andre mennesker eller kræfter til kamp for sig selv, mener jeg beror på de valg vi tager. Når man står i supermarkedet er det et helt simpelt valg, om man skal fylde indkøbsvognen med toiletpapir, eller man skal nøjes med det, man skal bruge den næste uges tid, så der også er lidt til naboen. I bund og grund handler det om, hvilket menneske man gerne vil være.

Og hvad har det at gøre med dig og din situation?

I din krise valgte du, hvem du ville være

Din krise var dit parforhold og jeres manglende intimitet. I den krise havde du et valg:

  • Ville du gå efter at redde dig selv og tilfredsstille dine egne umiddelbare behov og svigte dine nærmeste?
  • Eller ville du bringe ofre, være udholdende og kæmpe en kamp for at få samlivet med din kæreste til at fungere igen?

Du skriver, at skæbnen ville, at du begyndte at interessere dig for din kollega og det blev til mere og mere. Jeg mener ikke, at skæbnen har nogen vilje. Det har du til gengæld. Det var ikke skæbnen, som gjorde, at I blev ved at mødes og at du var utro mod din kæreste. Det var noget du gjorde med vilje. Det var ikke skæbnen, ‘der væltede toiletruller ned i din indkøbsvogn’. Det gjorde du selv. Ingen tvang dig til det.

Hvem vil du gerne være?

Du konstaterer, at du er skræmt over det, der er sket. Spørgsmålet er så nu, hvordan du forholder dig til det. Vil du fortsætte ad den vej, som skræmmer dig eller vil du bremse op og gå en anden vej. Er det en beslutning du vil overlade til ‘skæbnen’ eller en du vil tage selv?

Og spørgsmålet er: Hvilket menneske vil du gerne være? Vil du gerne være det menneske, som du troede du var og som du nu er skræmt over at konstatere, at du ikke var, eller vil du hellere være det menneske, som har udlevet sine drømme det seneste halve år og ikke føler sig forpligtet på de værdier, du tidligere havde?

Du er den eneste, som kan besvare det spørgsmål.

Hvis I søger hjælp

Hvis du beslutter dig for, at dine oprindelige værdier skal være målepunkter for dit liv og du beslutter dig for, at du vil kæmpe for din søn og din kæreste, så tænker jeg, at I har brug for hjælp. Det er uden tvivl en meget vanskelig situation I står i, men den er ikke umulig, hvis I får hjælp.

Jeg har lyst til at nævne for dig, at en stor sex undersøgelse foretaget i Danmark i 2018 tydeligt viser, at mænd gennemsnitligt har større lyst til sex end kvinder. Det, du har konstateret, er altså fuldstændig normalt og almindeligt. Det, der er afgørende for, hvordan I to kan have det med hinanden i jeres parforhold er ikke, efter min mening, om I har samme lyst til sex. Det afgørende er, at I kan kommunikere om jeres ønsker og behov og hjælpe hinanden med at få dem indfriet, selv om de er forskellige. Derfor er det ikke at kommunikere og italesætte sin ønsker og drømme efter min mening en forkert vej at gå. Og det er den smertelige erfaring du har nu.

Der opstår kriser i alle parforhold

Uanset hvilken kvinde du vælger at leve dit liv sammen med, vil der komme kriser af den styrke, som du indtil nu har undladt at forholde dig til konstruktivt sammen med din kæreste. Det er en del af livet og ethvert parforhold. I hvert fald dem jeg kender til.

Set fra mit synspunkt kan du ikke undgå at face udfordringer af den slags, du lige nu står i. Derfor tænker jeg, at du lige så godt kan tage tyren ved hornene og gå i gang med at lære den disciplin det er, at løse en vanskelig konflikt sammen med sin elskede, i stedet for at flygte fra problemet.

Jeg ønsker alt det bedste for dig i denne vanskelig situation. Jeg ønsker oprigtigt for dig, at du må stå fast på dine inderste værdier, og at du må lykkedes med at leve dem ud i livet.

De bedste hilsner fra

Benny Dein,
Psykoterapeut

Se også: