Skal vi finde sammen eller
skal jeg give slip på ham?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Min eksmand og jeg overvejer at give vores turbulente forhold en chance til.

Vi har været sammen i 12 år.Vi mødtes, da jeg var 18 år, og han var 20 år. Vi har to børn på henholdsvis tre år og halvanden år.

Min eksmand har haft problemer med at styre et stofforbrug, men kun til fester on and off gennem de 12 år. De sidste seks år var det begyndt at blive bedre. Den dårlige økonomi, som følger med et stofforbrug, var blevet rettet op, og hans løgne omkring forbruget var blevet færre. Alligevel var der stadig noget mistillid hos mig. Jeg var ikke helt sikker på, om han virkelig talte sandt, og om det var rigtigt, at det gik godt med pengesagerne.

Men så fik vi vores første søn, som vi havde kæmpet for at få. Og det var meget hårdt, da han overhovedet ikke sov. Min eksmand begyndte derfor så småt at søge væk hjemmefra og begyndte at feste mere igen og tage lidt flere stoffer.

Jeg blev pludselig gravid igen, da vores ældste var 11 måneder. Vi valgte at beholde ham, da vi jo havde kæmpet med at få vores ældste søn. Men vi havde det hårdt der, da vores søn  vågnede 10-20 gange om natten. Det tog hårdt på forholdet, næsten ingen nærhed eller intimitet. Min eksmand endte i et misbrugs-behandlingsforløb efter en voldsom bytur. To måneder før vores anden søn blev født, begyndte han at få en stor interesse i at gå ind og se fodbold, hvilket var fint til at starte med. Men han stoppede sit behandlingsforløb for misbrug uden at fortælle mig om det. Han lod, som om han gik til det.

Vores anden søn blev født, men det var en traumatisk fødsel, da den ikke gik i gang af sig selv. 18 dage efter blev vores mindste søn indlagt med en lunge, der var klappet sammen. Vi var indlagt i ti dage, hvor min eksmand passede den store og alt andet, hvilket var meget hårdt for os.

Efter denne periode begyndte min eksmand at søge mere væk hjemmefra og gå mere til fodbold. Man kunne ikke bede ham om at blive hjemme, og han kom mere og mere påvirket hjem og var mere og mere sur herhjemme. Han fik et ultimatum og valgte det sjove liv frem for sin familie.

Det kom bag på mig, da han er et familiemenneske og altid har ønsket sig denne familie. Hans gamle venner kunne heller ikke kende ham. Han startede et kæmpe stofmisbrug, og han så ikke sine børn. Han kunne ikke rumme dem, og når de græd, gik det helt galt oppe i hovedet på ham. Det var en meget turbulent periode. Han forsøgte flere gange at komme hjem, men kunne ikke finde ud at være clean og rumme, at vi havde forventninger til ham. Samtidig spillede han på to heste og hoppede imellem os og en anden kvinde. Den kvinde boede et sted, hvor han kunne være og tage stoffer og skabe sig tosset uden konsekvenser.

Efter sådan en periode på seks måneder blev han clean og flyttede 117 km væk, hvor han har noget familie. Han virkede til at havde fundet fodfæste igen. Vi prøvede at finde sammen igen, men vi boede hver for sig, men sås i weekenderne.

Han faldt i en enkelt gang inden for ti måneder, men coronaen har også været hård for ham, fordi han ikke har kunnet dyrke sin hobby, og arbejdet begyndte at forvente mere af ham.

Så han endte med at lyve om, at han gik på arbejdet, selvom han havde sagt det op. Han opsøgte, de ting som han havde vinket farvel til i forbindelse med sit misbrug, men gjorde ikke noget ud af det mere. Han løj om det.

Mit problem er så, at jeg ikke har nogen særlig tillid til ham, men jeg bliver ved med at blive tiltrukket af ham og vil gerne være sammen med ham igen, når min vrede lige er væk for en periode. Min største drøm er, at vores børn har deres mor og far sammen. Da jeg ikke havde det, og på grund af det har jeg haft en turbulent opvækst.
Jeg mistænker ham for, at han har haft en fødselsdepression.

Jeg tvivler på, om jeg får tillid til ham igen. Om jeg kan regne med, at han kommer hjem som aftalt, når han er ude. Og om han godt kan rumme vores børn og mig, selvom det kan være hårdt i perioder
Måske risikerer drengene og jeg bare igen at blive såret, hvis vi genoptager vores forhold..

Jeg ønsker ikke, vi bliver såret igen, for mig og drengene har endelig fundet et godt sted i vores tilværelse.

Svar

Kære dig.

Tak for dit spørgsmål. Du skal vide, at jeg føler med dig, for den usikkerhed og mistillid, som du beskriver i forholdet til din mand, er utroligt dræbende og slidsomt.

Som jeg forstår det, har du og din eksmand været sammen i tolv år, og i den periode har han haft et intermitterende misbrug. I perioder har det været massivt, og i andre perioder har det været reduceret. Med misbruget er fulgt dårlig økonomi, og du har skullet dække ind for ham ved at skjule hans misbrug, tage medansvar for økonomien, stå for omsorgen for børnene, da han ikke magter det pga. humørsvingningerne. Du har været usikker på, hvornår han kom hjem pga. fodbold, (og måske er der også en anden kvinde involveret). Dertil kommer de brudte aftaler om afvænning m.v. Hvor må det have været hårdt for dig, for sikke et arbejde du har præstereret igennem årene. Det giver kun god mening, at du oplever vrede, og sikkert også er grusomt træt. Jeg forstår også meget godt din store drøm og længsel efter, at I kan være en familie alle fire samtidig med, at en anden del af dig “tvivler på, at du får tillid til ham igen”.

Selv om du måske ikke tror det, er der ganske mange, der har præcis samme erfaringer. Der er endda et fint ord for det: “Medmisbrug”. Det betyder kort fortalt, at misbrugeren eller den afhængige definerer, hvad der i øvrigt sker i familien. Når misbruget mindskes, er håbet og tiltroen til fremtiden, om ikke stort, så større for de pårørende. Når misbruget tiltager, lider alle pga. løgnene, økonomien, mistilliden osv – præcis som du beskriver det.

Det betyder ikke, at man ikke kan være meget knyttet til misbrugeren samtidig – for det kan man, præcis som du også beskriver det. Faktisk er den tætte og stærke tilknytning en del af problemet og “spænder ofte ben”, for at der sker en forandring. For, uden at du må forstå det som kritik, er manglende grænser og konsekvens ofte med til at fastholde både de pårørende og misbrugeren i den dynamik, som du beskriver. Det er ikke værdigt, hverken for ham eller dig, og det er medvirkende til at fastholde både dig og ham i det besynderlige spil mellem to parter, som alle, der har misbrugere tæt på livet, kender alt for godt. Jeg ønsker på ingen måde at nedgøre din mand eller dig, men det er desværre et velkendte mønster, og det er et mønster, som det er vanskeligt at frigøre sig fra.

Når du derfor spørger om, hvad du skal gøre, vil jeg tillade mig at være meget konkret.

1) Dette punkt er vanskeligt, for det handler om jeres børn. Din mands misbrug påvirker jo også dem. Som du selv skriver, er de også blevet “sårede”. Samtidig hviler der en særlig forpligtelse over jeres børns trivsel – det gælder både for dig, din mand og systemet. MEN der bør også være en særlig hjælp at få. I den bedste af alle verdener vil din mand vedkende sig sit misbrug, så I sammen vil kunne inddrage en socialrådgiver i kommunen eller evt. hente kvalificeret vejledning et andet sted, det kan f.eks. være Mødrehjælpen eller Pårørendenetværket. Udfra din beskrivelse er min personlige holdning også, at han under ingen omstændigheder skal flytte ind igen, før hans misbrug er i en helt anden fase, og spørgsmålet er vel også, om han skal have selvstændigt samkvem med børnene p.t?

2)Hvis din man ikke vil medvirke til at tage kontakt til en socialrådgiver eller andet, synes jeg, at du skal gøre det selv evt. med hjælp fra en ven, noget familie eller en anden person, som du har tillid til. For din mand er afhængig af stoffer (og muligvis også andet), som du beskriver det meget tydeligt! Samtidig er jeg usikker på, at han selv helt forstår det og konsekvenserne af det. Derfor mener jeg, at du skal insistere på , at han skal være villig til at indgå i behandling og passe den, før I gør yderligere med jeres parforhold.

3) Hvad er det, der gør, at du har har holdt hånden over din mand i så lang tid, og hvordan sætter du grænser fremadrettet, er spørgsmål, som skal vendes. Det samme skal alt det ansvar, som du har taget for ham. Du har taget et helt eller delvis ansvar for hans løgne, misbrug, brudte aftaler m.v., og det ansvar skal skubbes tilbage til ham. Derfor skal du være meget klar i dine forventninger til ham om, hvad du vil og hvad du ikke vil. Det er desværre langt lettere at sige det end gøre det, og derfor, tror jeg , har du brug for en form for terapeutisk hjælp. Det kan være individuelt og i gruppe for pårørende til afhængige. Den ændring i tilgangen til din mand vil være meget svær for dig at håndtere selv. Du og din mand vil desuden formodentlig også have brug for samtaler sammen om, hvad den manglende tillid har gjort ved dig og dynamikken i jeres forhold.

Du fornemmer nok, at det, som jeg lægger op til, er et langt sejt træk fra begge side, og samtidig ser jeg desværre ingen anden udvej, medmindre I vil være samme sted, som I har været de sidste tolv år. Jeg håber, at du læser mit svar som et både kærligt og fast skub i den rigtige retning, Jeg håber også, du eller I har en person, som du har tillid til, som kan hjælpe jer videre med de forslag, som jeg er kommet med, da det er vanskeligt at gøre selv.

Mange hilsner

Henrik List, Psykoterapeut

Se også:

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...