Jeg kan ikke stoppe med at tænke på hendes fortid
Til brevkassen Kære brevkasse Jeg har været sammen med min kæreste i 6 måneder. Før vi blev kærester havde vi...
Hej
Jeg er en kvinde på 28 år – oprindeligt araber, men født og opvokset i Danmark. Jeg har typisk problemer med skiftende følelser/holdninger, men især overfor min kæreste, som jeg har været sammen med i ca. tre år. Han er lidt manipulerende. Men den ene dag synes jeg, at han er den allerværste på hele jorden, og den anden dag den allersødeste i verden, igen og igen. Jeg ved heller ikke, om jeg egentlig elsker ham, for dét skifter jeg også konstant holdning til. Jeg føler, jeg er ved at blive sindssyg pga. det her emne. Jeg tør heller ikke afslutte forholdet, da jeg frygter at blive enorm såret og fortryde i fremtiden igen. Det gjorde jeg med min tidligere kæreste, som jeg afsluttede forholdet til for mange år siden, og derefter endte på psykiatrisk afdeling.
Hvad skal jeg dog gøre?
Kære du
Tak for din henvendelse og for at du skriver ind og deler dine tanker med os. Jeg kan godt forstå, det må være frustrerende, og at du er ”ved at blive sindssyg af det her emne”, som du selv skriver. Og selvom jeg ikke kan give dig et endegyldigt svar på, hvad du skal gøre, håber jeg meget, at mine tanker og refleksioner omkring din situation kan lede dig og din kæreste på rette vej.
Forsøg at danne dig et overblik
Du skriver, at du nogle dage synes, at din kæreste er den ”allerværste på hele jorden”, og at du andre dage kan synes, at han er den ”allersødeste i verden”. Det er naturligt nok hårdt at være så omskiftelige i tanker og holdninger, og derfor vil mit første råd til dig være at finde ud af, hvad der gør, at du kan skifte holdning fra den ene dag til den anden. Forsøg at spørge dig selv, hvad der gør, at han er den sødeste, når du oplever, at han er det? Hvad gør, at han er den værste, når du oplever, at han er det? En idé er at skrive det ned på et stykke papir. Et stykke papir, hvor du på den ene side skriver, hvad der kan gøre ham til den ”allersødeste i verden”. Er det noget han gør? Noget han siger? Noget han ikke siger eller gør, som gør, at du bliver glad for ham? Og på den anden side skriver du, hvad der kan gøre ham til den ”allerværste i verden”. Hvad gør eller siger han, som får dig til at føle/tænke sådan om ham? Jeg tror, at det kan være rart for både dig og din kæreste, hvis du helt konkret finder ud af, hvad det præcist er, der gør, at du så ofte skifter følelser og holdninger til ham.
Tag en snak med ham
Og når du så har skabt dig et overblik over, hvad der får dig til at skifte holdning til ham, er mit andet råd, at du tager en snak med ham. En snak, hvor I får talt om det, du måske har skrevet ned på et stykke papir. En snak om, hvad der gør, at du nogle dage elsker ham og andre dage bliver i tvivl. Forsøg at komme med konkrete eksempler (måske nogle af dem, du har skrevet ned), så din kæreste har gode forudsætninger for at forstå, hvad der kan være svært for dig. Og forsøg at fortælle ham om dine tanker med udgangspunkt i dig selv og i det, som du oplever. I stedet for at bruge vendinger som, ”når du gør det her…”, er det for eksempel en god idé at bruge vendinger som ”jeg oplever det sådan her, når…” På den måde holder du dig på din egen banehalvdel og fortæller kun om, hvad du oplever, tænker, føler, og ikke hvad han tænker, oplever, føler. Og forsøg så bagefter at forstå, hvad han tænker. Kan han følge dig i det, du siger? Hvad tænker han om det? Måske kan I, gennem snakken her, komme frem til, hvad der går dig på, og hvad I begge kan gøre for at ændre situationen, så du får mere ro og stabilitet i dine tanker og holdninger til ham og jeres forhold. Du kan læse mere om den slags kommunikation i artiklen her.
En helt naturlig frygt
Du skriver, at du ikke tør at afslutte forholdet, fordi du frygter at ende i samme ubehagelige situation, som da du tidligere afsluttede et forhold. Og det kan jeg godt forstå. Det er helt naturligt og forståeligt, at du frygter at blive ensom og sårbar igen, netop fordi du før har prøvet det. Mit tredje og sidste råd til dig er derfor at tale med nogen om den frygt. Det kan selvfølgelig være med din kæreste, men jeg vil råde dig til at inddrage en tredje part; det kan være et familiemedlem, en veninde eller det kan være en professionel fagperson (fx en terapeut eller en psykolog), som kan hjælpe dig med at håndtere den frygt, du har. Som kan hjælpe dig med at finde tryghed i ikke at frygte at ende i samme situation som sidst. Og som kan hjælpe dig med at finde ud af dine følelser og holdninger til din kæreste uden at skulle tage højde for at frygte den situation, du tidligere har været i. Du kan også ringe til vores gratis rådgivningstelefon og tale med en psykolog eller psykoterapeut.
Jeg håber, at mine tanker og refleksioner giver mening for dig og for jer.
De bedste hilsener
Mathilde Kruse Madsen,
Psykologistuderende