Slår op konstant

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg har en mand og to børn. Det meste af tiden kan vi have det godt, og så er der de øjeblikke, hvor vi kan have det dårligt, og som kan strække sig i dage. I de dårlige perioder ender vi som regel med, at vi er meget langt fra hinanden, hvor vi ikke engang snakker sammen eller sover sammen. Det er ligesom om vi slet ikke kan finde hinanden igen, når vi har konflikter.

Jeg føler, han gerne vil have det hele skal være på hans præmisser.

Når vi har konflikter, kan han pludselig finde på at sige, at han går fra mig, og hvis jeg ikke gør de ting, han gerne vil se fra mig, så er det det, han vil gøre.

Han ved, jeg elsker ham og ikke vil gå fra ham, så jeg føler, han misbruger mig, når han ved jeg vil tage ham tilbage med åbne arme.

Han bliver fuldstændig iskold og gør nærmest, hvad der passer ham. Han begynder at lægge røret på, tager ikke telefonen, og bestemmer hvornår vi kan snakke sammen.

Tilbage er jeg ladt for mig selv. Jeg bliver fuldstændig ødelagt og venter bare på, hvornår han mon gerne vil snakke.

Når vi endelig snakker med hinanden, bliver det ret svært, da vores kommunikation er så dårligt. Han har en taleevne (som han selv siger om sin mund: Jeg har en guldtunge) fordi han ved, han er god til at tale. Han kan snakke om alle de ting, han ikke kan lide ved mig, jeg sidder som regel tilbage og føler, jeg er den værste person, han kender. Når vi endelig har snakket sammen, tager det også laang tid at prøve og finde hinanden igen.

De dage, hvor vi har det godt, giver han mig al den kærlighed og siger han elsker mig og vil gøre alt for mig, og sender beskeder om, hvor meget han elsker mig.

Jeg har en ambivalent følelse, fordi han kan være så dejlig og noget så iskold på ingen tid.

Hvordan kan jeg håndtere, at han hele tiden går fra mig. Skal jeg bare give ham den kolde skulder og være ligeglad? Hvordan kan jeg nå ind til ham?

Mvh.

Den meget fortvivlet kone

Svar

Kære ’fortvivlede kone’.

Tak for dit brev, som rummer megen smerte, og som berører mig meget. Det må være hårdt og meget svært for dig (og for jer begge), når I ramler ind i de turbulente, konfliktfyldte perioder i parforholdet. Din beskrivelse af de svære perioder i samlivet vidner om, at der efterhånden er et slags genkendeligt mønster, som I ret let og hurtigt havner i; – og som I bliver ramt af, når der kommer konflikter, som stiller sig imellem jer og tager fat og isolerer jer fra hinanden.

Du beskriver, at der ofte sker det, når der er konflikter i spil, at din mand trækker sig væk fra dig og at han (nogle gange) truer med at gå fra dig og stiller betingelser op i forhold til, hvad du skal gøre og forandre; – mens du rækker ud efter ham og prøver på at ’få fat på ham’ og at komme i dialog og få genoptaget den brudte kontakt. Du sætter også ord på, at du bliver så alene med dig selv, og at det er så svært at vente på, at han ’vender tilbage’. Den kulde, som du møder fra ham, og som ofte varer ret lang tid, er meget hård ved dig.

Du spørger efter, hvordan du kan/skal håndtere, at han hele tiden går fra dig, og hvordan du kan nå ind til ham. Du spørger også efter, om du ’skal give ham den kolde skulder og være ligeglad’. Det er bestemt ikke enkle spørgsmål, og det er selvfølgelig også derfor, du skriver; fordi det er så svært, og fordi du har det så svært i det og bliver så alene og magtesløs.

Din beskrivelse af, hvordan du oplever, at din mand svinger meget i måden at møde dig på og være hos dig på – fra kærlig varme i perioder til kulde og afvisning i lang tid, når det konfliktfyldte har råderum – er svær for mig at guide dig konkret i. Jeg kan selvsagt ikke vide, hvad det er, der sker hos ham, og hvad det er, han er fyldt af og drevet af, når han trækker sig og bliver hård og afvisende. Og jeg fornemmer, at du også er meget i vildrede her, fordi du netop ikke får mulighed for at møde ham og blive mødt af ham midt i det; du bliver efterladt så alene – med en masse kulde, krav og bebrejdelser.

Jeg vil dog vove at sige, at det der med ’at give ham den kolde skulder og være ligeglad’ ikke er nogen god løsning, og det fornemmer jeg, at du faktisk også er ret meget med på. Jeg har en fornemmelse af, at det faktisk slet ikke vil kunne lade sig gøre for dig at praktisere dette, for du holder for meget af ham til at ville kunne leve med det. Jeg tror heller ikke, at du ønsker at skulle ’være sådan’, for det lyder bestemt ikke til at ’være dig’ og noget som samstemmer med de værdier, du har i livet. Jeg fornemmer også, at du heller ikke ønsker at udsætte jeres parforhold for dette. Jeg tror ikke, at du tænker, at ’parforholdet’ synes, det er nogen særlig god ide, hvis nu vi lige leger, at ’parforholdet’ havde en stemme, som det kunne ytre! ’Parforholdet’ vil ikke synes om, at du går med på den der med at lægge ’den anden’ på is. Det kan ikke noget godt i forhold til at få dig og din mand rykket tættere sammen.

Vi skal i stedet tilbage til det med konfliktmønstrene igen. Her er der altid noget meget vigtigt på spil i parforhold. Konflikterne (som kommer i ethvert parforhold!) har hos jer fået tilranet sig en magt til at isolere jer ret meget fra hinanden og at lave store, dybe brud mellem jer i parforholdet; brud, som gør jer ude af stand til at være med og tackle konflikterne sammen i situationerne. Og jeg gætter på, at ingen af jer faktisk bryder jer om det – heller ikke din mand. Ingen af jer ønsker, at det skal være sådan. Det er min formodning, at ingen af jer bryder jer om det; en formodning, som jeg tænker kunne være godt for jer at få talt om! Et vigtigt samtalespørgsmål ’i fredstid’ kunne være: ”Hvad synes vi egentlig om – hver især – at konflikter til tider har det med at sende os ud i isolation, kontaktbrud og svære, uhåndterbare følelser på hver vores banehalvdel?”

Det lyder til, at konflikter har det med at aktivere nogle svære følelser, reaktioner og mønstre hos jer begge; – og det er netop her, at der også er nye muligheder og noget at tage fat i for jer som par, hvis I kan få lavet en ny alliance med hinanden og slå jer lidt mere sammen i forhold til at ville arbejde for at sige nej tak til og blive bedre til sammen at imødegå disse mønstre og deres evne til at isolere jer fra hinanden. I kan ikke undgå konflikter og konfliktsituationer; – men – det, som I bliver sendt ud I af isolation og dybe brud i forhold til hinanden kan I arbejde med og tage nye skridt i sammen, hvis I begge vil det.

En hovedsag: Jeg tror ikke, at du hverken kan eller skal krisehåndtere og skabe forandringerne i jeres parforhold alene ud fra din banehalvdel. Det er ikke muligt, og det er heller ikke rigtig. I står med et fælles ansvar og et fælles problem – og en fælles smerte (tror jeg). Men – I står også med fælles muligheder, som gerne vil gribes, hvis I får øje på dem sammen. Altså: Du er afhængig af, at din mand vil gå med ind i arbejdet for at få forandret noget sammen med dig. Det går ikke, at han lægger problemerne hos dig – og bare trækker sig væk fra dig.

Jeg vil også sige, at det er ret afgørende, at der virkelig kommer noget forandring ind i forhold til mønstrene og i jeres parforhold. Du kan ikke holde til at blive ved med at havne, hvor du havner i parforholdet og i relationen til din mand. Det er vigtigt, at du kommer dertil, hvor du kan sige fra over for det, som faktisk ikke er rigtigt; det, som du ikke kan og skal leve med i forhold til, hvad du bliver sendt ud i. Jeg vil her ikke tage stilling til, hvem der har skyld og ikke skyld, når konflikterne kører af sted med jer. Jeg vil bare sige, at du har ansvaret for at passe på dig selv og dine grænser i forholdet til din mand og i parforholdet. Og det samme ansvar har han for sig selv og i parforholdet. Og – ansvaret for jeres parforhold har i både sammen og hver for sig.

Det er vigtigt, at I kommer til at snakke om, hvordan ’vi’ – som par – kan komme til at stå lidt mere sammen, når de svære konfliktsituationer kommer på besøg og aktiverer alle de svære følelser, reaktioner og konfliktmønstre. Det er vigtigt, at I kommer et spadestik dybere ned i forhold til at håndtere konflikter og svære situationer sammen som et ’vi’. Det kan være svært at lave dette vigtige stykke ’vi’-arbejde alene som par. Mønstrene og de stærke følelser og de mange sår og frustrationer aktiveres meget let og kommer hurtigt på banen og stiller sig imellem jer – som tidligere. Jeg vil derfor anbefale jer, at I opsøger en parterapeut, som kan hjælpe jer med at komme til at tale sammen på en ny måde i et trygt rum – og ud fra et godt, fælles sted at stå på i forhold til de problemer og konflikter, som I står med og møder. En parterapeut kan hjælpe jer med at få mødt hinanden i det, som er på spil og er svært på en sådan måde, at I kommer til at se på mulighederne og udfordringerne sammen; uden at mønstrene og følelserne og de svære historier kommer til at løbe af sted med jer.

Mit bedste råd her og nu i forhold til at få taget nye, mulige skridt sammen, er, at du viser din mand både dit eget brev til brevkassen og mit svar til dig. Måske kan det være med til at få ham givet noget mere rum for at komme på banen i forhold til det, som han heller ikke bryder sig om i forhold til det, som I står i af svære ting sammen; og i forhold til, at han måske også kan få sat flere ord på, hvad han oplever er det sværeste at være i, når konflikterne kommer. Det er mit ønske for jer, at I kan komme til at positionere jer sammen over for det, som konflikterne sender jer ud i som par; at I kan få lov til at genfinde eller opdage noget af det, som I kan sammen, når I skal håndtere problemer sammen.

Jeg vil ønske dig og din mand alt godt i parforholdet og i livet.

Med venlig hilsen

Frank Risbjerg Kristensen, Teolog og psyko-, par- og familieterapeut

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Læs mere fra brevkassen:

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...