Sygdom og utroskab

Kære ”Mig”

Tak for din henvendelse. Jeg vil give en tilbagemelding på det du skriver, og forhåbentligt kan det hjælpe dig til mere afklaring og være det gode råd, du søger.

Du beskriver dit liv som rodet. Jeg forstår ved dit brev, at du mærker mange forskellige og modsatrettede følelser, og det må være vildt hårdt at være i. Jeg vil prøve at skille det hele lidt ad, for at du bedre kan forholde dig til, hvad der er i spil for dig.

Du skriver ”hvad er der galt med mig?” For mig giver det mere mening at rette fokus på ”hvad har du brug for?” Det lyder som om, der er noget, du har manglet i lang tid, og nu kan du ikke mere vente på, at det kommer af sig selv, og så har du fundet noget af det uden for ægteskabet(?) Bl.a. at blive set, elsket og værdsat. Nu kæmper du så ydermere med dårlig samvittighed over utroskab. Det må være tungt.

Hvad kan du gøre?
Der er meget du kan gøre, men det er din afgørelse, hvad du vil gøre. Jeg vil komme med nogle forslag.

Vi har som mennesker brug for at respektere vores egne følelser og synspunkter, ikke for at overbevise andre, men helt enkelt for at bevare os selv, kende vores personlige kerne, det der er ”mig”

I ægteskabet bliver man et´, men på samme tid er man stadig sig selv… sammen med den anden, og er man ikke opmærksom på det, flyder to personer sammen, og det kan skabe utydelighed. Lidt humoristisk sagt, så er to campister i ens joggingdragt et godt eksempel på det. Man bliver lidt i tvivl om, hvem det ert, der er inden i? Med andre ord, man kan blive så optaget af at tilpasse sig forskellige forventninger, at man glemmer sig selv.

Er det muligt for dig at skabe en situation, hvor I, din mand og dig, siger højt, hvordan I hver især har det; hvad I er optaget af, og hvad der fylder i jeres liv? Man kan aftale, at man bliver inviteret på en ”rundvisning” over ved den anden, hvor man kun skal lytte.

Det er meget lettende at få lov til at fortælle, hvordan man har det, helt ærligt og personligt. Partneren kan godt tåle at høre det, fordi der er en afsender. Man kan jo ikke diskuterer, hvordan den anden har det. Det er jo en personlig oplevelse og nogle personlige følelser.

Ved sådan en samtale oplever jeg mange gange, at parterne siger ”det vidste jeg slet ikke” og ”det har du aldrig fortalt før” og ”det er jeg glad for at vide” men også ”det gør ondt, men jeg vil alligevel gerne vide det”.

Denne nye viden og kendskab, giver ofte ny luft i forholdet – en anden og mere ægte måde at være sammen på.

I et parforhold vil begge jo gerne være en god partner, og det kan sådan en ny viden og kendskab påvirke i en god retning, fordi man handler anderledes efterfølgende.

Samtalen
Det er meget virkningsfuld at have en uvildig fagperson med til at styre sådan en samtale. En der kan holde fokus og fagligt perspektiv. Det kan fx være en parterapeut.

Du beskriver flere store temaer, og det kan være hensigtsmæssigt at tage et tema af gangen. Jeg ser disse temaer i dit brev:

Et liv med kræft – at have fået en slags dødsdom; at miste et ufødt barn; tab af en drøm om at få flere børn; samliv og nærhed i ægteskabet og mangel på samme; utroskab – hvordan kommer du/I videre efter utroskab? Uanset om I bliver skilt eller bliver sammen, skal I jo videre med forældreskab og hvordan gør I det?

”Hvad børn ikke ved, har de ondt af”
Når børn ikke trives, hænger det nogle gange sammen med, at forældrene ikke har det godt sammen, eller at der er utryg stemning i hjemmet. Jeg tænker på, om jeres søns betegnelse, at være særlig sensitiv, kan skyldes, at han har været overopmærksom i lang tid, – har været på overarbejde for at hjælpe med bedre trivsel i hjemmet mellem mor og far. Han er sikkert også bange for at far skal dø. Børn samarbejder og er loyale og vil rigtig gerne bidrage. De kan faktisk slet ikke lade være med at bidrage. Det børn ikke ved, skal de gætte sig til, og det bringer dem på overarbejde. I forlængelse af det vil jeg samtidig sige, at ”når de voksne tager ansvar, slapper børnene af” At tage ansvar er bl.a. at være afklaret med sin partner om, hvordan kører vores forhold? Hvordan vil vi sammen være forældre?

Personligt arbejde
For at gå i parterapi og arbejde med de nævnte temaer, er det hensigtsmæssigt, at du overvejer: Vil du give dit ægteskab en chance? Vil du arbejde på at få noget at det, du har behov for, i dit ægteskab? Afklaringen på disse spørgsmål, bliver mere brugbar, hvis du får det gennemarbejdet med en fagperson og bliver holdt fast i samtalen om temaerne. Jeg tænker, hvis du spørger dine følelser lige nu, er du vel tilbøjelig til at løbe efter det dejlige nye, som du får ved din elsker. Men det bliver jo også hverdag på et tidspunkt. Måske har du brug for nogle individuelle samtaler, inden du går i gang med parsamtaler?

Godt råd
”Stop op” brug tid på at blive afklaret, og skaf dig noget hjælp til det. Evt. her: https://parvis.dk/terapi/

For mig at se, er det en livskrise, du står i, og det kan ikke fikses med et brevkassesvar, men det kan være en god begyndelse.

Jeg vil ønske dig og din familie alt det bedste!

Kærlig hilsen