Sygdom og utroskab

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg skriver til jer, fordi jeg har brug for hjælp og et godt råd til mit rodede liv.

Jeg er en gift kvinde på 47 år, barn på 13 og mand på 48. Vi har været gift i 14 år og kendt hinanden i 24 år. For 8 år siden, mistede jeg vores 2. “barn” halvvejs i graviditeten. Et ønskebarn og kærlighedsbarn. Det var super hårdt mentalt, og jeg blev aldrig gravid igen. Det har været en kæmpe sorg ikke at få flere børn. Oplevelsen medførte angst hos mig. Jeg kunne ikke være alene hjemme og begyndte at bilde mig ind, at jeg var syg. Mærkede konstant efter sygdom. Jeg forsøgte mig med psykologer og var ofte ved lægen. Det hjalp ikke 100%, men angsten for at være alene har jeg heldigvis overvundet. Sygdomsangsten spøger stadig, men ikke værre end at jeg kan gå på arbejde og præstere det jeg skal. Nogle dage glemmer jeg det helt.

Min mand blev så alvorlig syg for 6 år siden. Han fik uhelbredelig kræft, dårligt hjerte og sukkersyge. Alt på en gang. Kræften er uhelbredelig og en langsom kræfttype, så man kan leve en del år med den, men vi skal ikke forvente kan bliver 60 år. De sidste 6 år har kun drejet sig om min mand og hans følelser, behov og selvfølgelig sygdom. Han har det i perioder rigtig dårligt psykisk, og det er jo forståeligt, men det går ud over os alle herhjemme. Især vores søn som kun var 7 år, da hans far blev syg.
Han fungerer ikke optimalt i skolen og oveni er han særlig sensitiv, ja mange ting der skal tages hånd om.

Hele sygdomsforløbet har været voldsomt, og det er hårdt hele tiden at skulle bekymre sig om operationer, undersøgelser, test og svar mv. Der er aldrig fred og ro på den front. Jeg er så usigeligt træt og føler al kærlighed og ægte omsorg er væk. Har følt det meget længe, flere år. Min mands behov skal hele tiden i første række eller også bliver han ked, græder og går sin vej og kalder mig kold og ligeglad mv.

Med sygdommen følger mange behandlinger og bivirkninger, og han har det også psykisk svært. Al madlavning, indkøb, rengøring, oprydning  mv. hviler derfor på mig. Vi har kun en lille have, og bilen har jeg også styr på. Jeg har et godt og trygt job, men som leder bliver der også krævet meget af mig. Jeg er aldrig sygemeldt, og mine kollegaer og chefer forstår slet ikke, hvordan jeg får det hele til at fungere og kan gå glad på job. Men det er jeg jo heller ikke, er bare rigtig god til at lade som om, mens jeg er ved at gå i opløsning.

Jeg føler mig kun som stuepige og sygepasser efterhånden, og ja jeg føler ikke kærligheden længere. Nu er det så sådan, at jeg har mødt en anden via mit arbejde, og jeg er forelsket i ham og omvendt. Vi har været sammen i 4 ½ måned, og jeg har så dårlig samvittighed over, at jeg er faldet i utroskabsfælden. Ønsker på ingen måde at såre min mand.

Min elsker er på vej ud af sit forhold. Vi har selvfølgelig talt lidt om fælles fremtid, men jeg ved ærlig talt ikke helt, hvad han vil og har ikke turde spørge for meget. Vi ses og har det godt sammen og jeg har for første gang i mange år følt kærlighed og dyrket sex. Følelser som jeg har parkeret, og som jeg ikke troede jeg behøvede længere, for det kunne jeg sagtens undvære, når bare jeg har min søn og hund at kaste kærligheden på. Men nej, jeg behøver det og mere end det, og det ved jeg nu. Ved så ikke hvad jeg vil med min elsker og han med mig, og det hjælper jo ikke på mit kaos, men jeg ved med sikkerhed, at når jeg sidder i sofaen og kigger på min mand og tænker på at jeg vil skilles, så ved jeg slet ikke hvordan jeg skal kunne få det over mine læber. Alle vil jo hade mig for at forlade en så syg mand. Hvad er der galt med mig? Jeg ønsker bare at vågne op, være glad og lykkelig og føle noget, når jeg giver et kys og kram, og føle at der er nogen, der også tager sig af mig og gør noget for mig. Husker min fødselsdag og køber mig en gave til jul og fødselsdag.

Jeg føler mig så frygtelig ensom og bange. Skal jeg bare fortsætte mit ægteskab og droppe min elsker, for det jo det, jeg har sagt ja til. I medgang og i modgang.

Kh. Mig

Svar

Kære ”Mig”

Tak for din henvendelse. Jeg vil give en tilbagemelding på det du skriver, og forhåbentligt kan det hjælpe dig til mere afklaring og være det gode råd, du søger.

Du beskriver dit liv som rodet. Jeg forstår ved dit brev, at du mærker mange forskellige og modsatrettede følelser, og det må være vildt hårdt at være i. Jeg vil prøve at skille det hele lidt ad, for at du bedre kan forholde dig til, hvad der er i spil for dig.

Du skriver ”hvad er der galt med mig?” For mig giver det mere mening at rette fokus på ”hvad har du brug for?” Det lyder som om, der er noget, du har manglet i lang tid, og nu kan du ikke mere vente på, at det kommer af sig selv, og så har du fundet noget af det uden for ægteskabet(?) Bl.a. at blive set, elsket og værdsat. Nu kæmper du så ydermere med dårlig samvittighed over utroskab. Det må være tungt.

Hvad kan du gøre?
Der er meget du kan gøre, men det er din afgørelse, hvad du vil gøre. Jeg vil komme med nogle forslag.

Vi har som mennesker brug for at respektere vores egne følelser og synspunkter, ikke for at overbevise andre, men helt enkelt for at bevare os selv, kende vores personlige kerne, det der er ”mig”

I ægteskabet bliver man et´, men på samme tid er man stadig sig selv… sammen med den anden, og er man ikke opmærksom på det, flyder to personer sammen, og det kan skabe utydelighed. Lidt humoristisk sagt, så er to campister i ens joggingdragt et godt eksempel på det. Man bliver lidt i tvivl om, hvem det ert, der er inden i? Med andre ord, man kan blive så optaget af at tilpasse sig forskellige forventninger, at man glemmer sig selv.

Er det muligt for dig at skabe en situation, hvor I, din mand og dig, siger højt, hvordan I hver især har det; hvad I er optaget af, og hvad der fylder i jeres liv? Man kan aftale, at man bliver inviteret på en ”rundvisning” over ved den anden, hvor man kun skal lytte.

Det er meget lettende at få lov til at fortælle, hvordan man har det, helt ærligt og personligt. Partneren kan godt tåle at høre det, fordi der er en afsender. Man kan jo ikke diskuterer, hvordan den anden har det. Det er jo en personlig oplevelse og nogle personlige følelser.

Ved sådan en samtale oplever jeg mange gange, at parterne siger ”det vidste jeg slet ikke” og ”det har du aldrig fortalt før” og ”det er jeg glad for at vide” men også ”det gør ondt, men jeg vil alligevel gerne vide det”.

Denne nye viden og kendskab, giver ofte ny luft i forholdet – en anden og mere ægte måde at være sammen på.

I et parforhold vil begge jo gerne være en god partner, og det kan sådan en ny viden og kendskab påvirke i en god retning, fordi man handler anderledes efterfølgende.

Samtalen
Det er meget virkningsfuld at have en uvildig fagperson med til at styre sådan en samtale. En der kan holde fokus og fagligt perspektiv. Det kan fx være en parterapeut.

Du beskriver flere store temaer, og det kan være hensigtsmæssigt at tage et tema af gangen. Jeg ser disse temaer i dit brev:

Et liv med kræft – at have fået en slags dødsdom; at miste et ufødt barn; tab af en drøm om at få flere børn; samliv og nærhed i ægteskabet og mangel på samme; utroskab – hvordan kommer du/I videre efter utroskab? Uanset om I bliver skilt eller bliver sammen, skal I jo videre med forældreskab og hvordan gør I det?

”Hvad børn ikke ved, har de ondt af”
Når børn ikke trives, hænger det nogle gange sammen med, at forældrene ikke har det godt sammen, eller at der er utryg stemning i hjemmet. Jeg tænker på, om jeres søns betegnelse, at være særlig sensitiv, kan skyldes, at han har været overopmærksom i lang tid, – har været på overarbejde for at hjælpe med bedre trivsel i hjemmet mellem mor og far. Han er sikkert også bange for at far skal dø. Børn samarbejder og er loyale og vil rigtig gerne bidrage. De kan faktisk slet ikke lade være med at bidrage. Det børn ikke ved, skal de gætte sig til, og det bringer dem på overarbejde. I forlængelse af det vil jeg samtidig sige, at ”når de voksne tager ansvar, slapper børnene af” At tage ansvar er bl.a. at være afklaret med sin partner om, hvordan kører vores forhold? Hvordan vil vi sammen være forældre?

Personligt arbejde
For at gå i parterapi og arbejde med de nævnte temaer, er det hensigtsmæssigt, at du overvejer: Vil du give dit ægteskab en chance? Vil du arbejde på at få noget at det, du har behov for, i dit ægteskab? Afklaringen på disse spørgsmål, bliver mere brugbar, hvis du får det gennemarbejdet med en fagperson og bliver holdt fast i samtalen om temaerne. Jeg tænker, hvis du spørger dine følelser lige nu, er du vel tilbøjelig til at løbe efter det dejlige nye, som du får ved din elsker. Men det bliver jo også hverdag på et tidspunkt. Måske har du brug for nogle individuelle samtaler, inden du går i gang med parsamtaler?

Godt råd
”Stop op” brug tid på at blive afklaret, og skaf dig noget hjælp til det. Evt. her: https://parvis.dk/terapi/

For mig at se, er det en livskrise, du står i, og det kan ikke fikses med et brevkassesvar, men det kan være en god begyndelse.

Jeg vil ønske dig og din familie alt det bedste!

Kærlig hilsen

Søren Johan Nielsen, Familie- og psykoterapeut

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Læs mere fra brevkassen:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...