Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere

Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg holdte en pause med at have kontakt med mænd, for lige at puste ud.

Jeg har så set den her mand i snart halvanden måned, 1-2 gange i ugen. Vi arbejder begge utrolig meget, og har ofte meget sene aftener på arbejdet.
Når vi ses ved vi, at det ender med sex, for det er det vi begge gerne vil have. Men der er mere end sex i det når vi ses.
Vi hygger os på sofaen med comedy, griner og laver jokes til hinanden, mens vi ligger og nusser hinanden. Jeg får et kys i panden og baghovedet en gang i mellem. Vi holder i hånd og ligger egentlig bare og nyder hinandens selskab. Det hele lyder dejligt og afslappet, men for mig bliver jeg mere og mere forvirret for hver gang jeg ser ham.

Han er for nylig kommet ud af et dårligt forhold, et rigtig slemt brud, som sidder i ham. Der er også børn i mellem, og en kamp om forældremyndigheden, som sidder hårdt i ham. Han har været ærlig over for mig, og sagt, at han ikke har overskud til andet end at kæmpe for børnene. Og at han lige nu ikke kan finde ud af hans egne følelser og sig selv, fordi han bare vil have børnene hjem. Og det forstår jeg, intet er vigtigere end ens kød og blod.
Jeg støtter ham, hjælper ham, og vi snakker om alt hvad der presser ham og fylder inden i ham hver gang vi ses. Og jeg ved og kan mærke, at han er tryg og stoler på mig. Han informerer mig om alt, hvad der sker i hans liv, og hvad han skal og hvornår han skal de ting.

Han fortalte mig også, at han aldrig har haft en relation, som han har med mig. At man ser lidt fjernsyn, har sex, sover sammen og så tager man hver for sig dagen efter. Han forbinder det med kærlighed og forhold, og det skræmmer ham, at han kan have det med mig. Og at det med eks kæresten og børnene må have ødelagt noget i ham. På den anden side, har han også sagt, at når det kommer til det her, som vi har gang i, så kan man aldrig sige aldrig hvad angår følelser. Han vil ikke udelukke noget, for det er der ingen, der kan forudse. Men at lige nu der kan han ikke pga børnene. Han ved ikke, hvad han selv føler og ikke føler.

Han er et rigtig dejligt, kærligt, betænksomt, varmt, blidt menneske, som jeg er blevet lidt betaget af. Og det er her min forvirring opstår. Jeg føler mig tryg og tilpas, når jeg er i selskab med ham. Jeg har lyst til at være i hans selskab noget mere. Men jeg vil ikke presse ham, for han har mange vigtige ting at se til. Jeg støtter ham 100% op i, at han skal prioritere hans tid på, at få ret til at se hans børn igen. Jeg gør også hvad jeg kan, for at holde hans mod oppe. Jeg forsikrer ham om, at han ikke skal have det dårligt med, hvis børnene kommer hjem, og han ikke har tid til mig det næste lange stykke tid. Jeg mener alt hvad jeg siger til ham. Jeg ved at han er glad for, at jeg er der. Det har han selv udtrykt med ord flere gange.

Men jeg er bare et sted nu, hvor jeg føler at jeg vil have mere. At vi kan lave lækkert mad sammen, gå en tur, tage på en enkelt overnatning væk fra alt arbejdsrelateret og stress fra alt det negative der sker i hans liv. Selvom jeg ved alt hvad der foregår i hans liv og hvornår, føler jeg at jeg har lyst til at være en større del af det end nu. Jeg er forvirret over hvad jeg skal gøre og sige, og hvad jeg ikke skal sige. Jeg vil ikke presse på. Han skal ikke tro, at nu vil jeg være kærester, for det er slet ikke der jeg er endnu. Men følelser kan man ikke styre. Jeg kan mærke, at han bliver mere og mere sød og dejlig for hver gang. Jeg er bange for at ødelægge det vi har nu.