Usikkerhed i relationen

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære vejledere

Jeg er en kvinde først i 30’erne, som leder efter kærligheden.

De sidste par år har jeg datet flere, men der har ikke været nogen, hvor det har kunnet udviklet sig til mere end det. Sidste år var jeg til et dating-arrangement, hvor jeg kom til at sidde overfor en mand, der var noget ældre end mig (11 år). Han var vældig sød, og vi havde en god kemi. Efterfølgende kontaktede han mig, og vi skrev lidt sammen i en måneds tid, før vi mødtes til en gåtur. Derefter mødtes vi igen 1-2 gange. Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville mere, men vidste ikke med ham, så derfor spurgte jeg ham. Han vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig. Derefter afsluttede jeg vores relation.

Ca. to måneder efter så jeg ham til et løb, og en uges tid efter deltog jeg i et dating-arrangement igen, hvor han sjovt nok også var tilmeldt. Jeg fik en varm fornemmelse i kroppen, da jeg så ham, og vi havde øje for hinanden hele aftenen. Den aften endte med et kys, og at jeg overnattede hos ham. Efterfølgende sås vi lidt og hyggede os. Det skal siges, at han har en søn på 15 år, som han har hver 2. uge. Efter noget tid blev jeg igen lidt usikker på vores relation, for jeg ville gerne mere, end vi gjorde, altså at vi så lidt mere til hinanden og lavede nogle flere ting sammen. Jeg tog en snak med ham og fortalte ham, hvordan jeg havde det. Vi talte om vores aldersforskel, og om at vi måske var to forskellige steder i livet mm. Det gjorde mig lidt utryg, og jeg valgte efter nogle dages betænkningstid at afslutte vores relation igen med den begrundelse, at jeg gerne ville mere end det, han kunne tilbyde mig på daværende tidpunkt. Det accepterede han.

Efter “bruddet” så jeg lidt til en anden mand – vi sås meget, og på papiret var han perfekt for mig. Han ville mig, ville bruge tid sammen med mig, vi havde fælles drømme osv., men jeg var bare ikke tiltrukket af ham fysisk, og han var for mig mere en god ven. Jeg forsøgte at arbejde med det, men den fysiske tiltrækning kom aldrig, så jeg måtte afslutte relationen. I den tid skal også nævnes, at jeg tænkte meget på mit seneste forhold til den anden mand.
Efter lidt over to måneder og med et mega savn til den anden mand, besluttede jeg at skrive en besked til ham med det i tankerne, at han kunne være kommet videre. Skrev til ham, at jeg gerne ville ses, og det ville han også. Jeg sagde, at vi bare kunne ses lidt uforpligtende til en start og se, hvad det bragte med sig. Der er nu gået ca. tre måneder, og vi ses stadig. Vi ses stadig kun hver 2. uge, men nu 2-4 gange om ugen. Når vi er sammen hygger vi os og nyder hinandens selskab og tager tingene stille og roligt. Vi sover sammen og ser, hvordan vi fungerer sammen i en hverdag. Det har fungeret fint indtil videre, men jeg kan også mærke på mig selv, at jeg gerne vil se ham endnu mere og bekræftes mere af ham, så jeg ved, at han faktisk gerne vil mig og ikke bare ser mig som hyggeligt selskab. Vi har haft snakken nogle gange, og han siger, at han gør, hvad han kan på nuværende tidspunkt, og at han ikke kan love noget. Så siger jeg også til ham, at jeg jo heller ikke kan love ham noget. Han siger, at hvis han ikke ville mig, så ville han ikke se mig og havde sluppet kontakten for længst.

Jeg tror på hans ord. Problemet er bare, at jeg ikke føler, det er nok. Han er ikke typen, der taler meget og slet ikke om hans følelser. Han giver meget sjældent komplimenter/bekræftelse, og det bliver jeg lidt ked af, for jeg kan mærke, at jeg har behov for at føle,  at han er glad for mig og vil mig. Hverken skriftligt eller mundtligt giver han udtryk for sine følelser, med mindre jeg kommer ham i forkøbet. Men omvendt siger han aldrig noget, han ikke holder. Hans ord holder stik, og han viser sin glæde ved at se mig, når vi er sammen, hvilket gør mig glad. Han mener, at vi vil det samme, men i forskelligt tempo, da han jo også har en søn.

Hvorfor er jeg så nervøs, og hvorfor kan jeg ikke slappe mere af i relationen og lade den udvikle sig stille og roligt? Jeg er sikker på, at det bunder i en usikkerhed i mig selv.

Svar

Kære dig

Tak for dit spørgsmål. Jeg vil begynde med et spørgsmål.

Er bekræftelsen usikkerhedens modgift?

Ja og nej. Ja, fordi det at blive bekræftet af den anden kan give os ro og finde vej gennem usikkerheden, så vi oplever at hvile i det, den anden siger. Og nej, fordi den bekræftede falder ikke altid til ro – bekræftelsen skal nemlig finde sig til rette i modtageren. Hvis den ikke gør det, nytter det ikke at bekræfte og anerkende og sige gode/søde ting til og om hinanden. Lidt firkantet sagt; det er ikke nok at få at vide, at jeg er elsket, hvis jeg ikke kan tage i mod det – enten fordi afsenderen ikke er den rette, eller fordi ordene ikke kan finde sig til rette i mig – og det sidstnævnte kan ske selv der, hvor vi gerne vil høre dem fra vores kæreste. Det efterfølgende handler om de tematikker.

Du skriver, at han ikke er en mand, der hverken skriftligt eller mundtligt strør om sig med gode og bekræftende ord – med mindre du kommer ham i forkøbet. Det fortæller mig følgende, at den respons, du får fra ham, når du har komplimenteret ham, ikke giver dig den ro (læs bekræftelse), du har brug for – eller igen lidt firkantet sagt – det ”system”, hvor du siger noget pænt om og til ham, og han derefter responderer til og om dig – det fungerer ikke.

Et system der ikke virker

Når vi gør noget for hinanden , som ikke virker efter hensigten – så er det bedst at stoppe det. Det handler ikke om, at I siger gode og pæne ting om hinanden, men mere  om måden. Jeg tror ikke, at det er godt for dig, at du kommer ham i forkøbet. Jeg tænker derfor, at du må genoverveje måden –  ikke indholdet. Du kommer efter min mening til at stå i et lys, hvor du har et behov for hans anerkendelse og bekræftelse, men kun får den, når du selv har måttet levere den til ham – du får kun bekræftelsen, når den er blevet givet.

Man kan måske argumentere for, at det er da en meget ”smart” måde at få det fra parforholdet, man gerne selv vil have, ved selv at levere det. Det er heller ikke, fordi jeg ikke ser det som en mulighed – bare ikke i dit tilfælde. Det sårbare i din situation er, at du kommer til at hige efter hans bekræftelse igen og igen – dernæst kommer du til vurdere, om hans bekræftelse nu er god nok.

Det bliver et ”spil” eller kald det et ”system”, som kan drive jer derud, hvor I ikke kan holde til at være sammen – det kan på et tidspunkt komme til at slide jer begge op. Det er den ene side af indholdet i dit spørgsmål.

Usikkerheden indeni

Den anden side er dig selv og din usikkerhed, som du nævner til sidst i spørgsmålet. Usikkerhed er noget forbistret noget – og ingen af os, som er i et parforhold, kan sige os fri fra ikke at have oplevet den, både i den indledende fase af parforholdet, og at den slår sin vej forbi selv efter flere års parforhold.

Du får her et par overvejelser:

  1. Kan han gøre dig tilfreds? Det er jo det, der er usikkerheden, siger du – Ok!
  2. Vil du give ham en chance? Det kræver et valg fra din side at give et andet menneske mulighed for at komme tæt på dig. Du kommer ikke uden om valget (vil du) – som lige nu indebærer en vis portion usikkerhed om en kæresterelation – det er der, I er. Hvis ja, så kan du gå videre til tredje spørgsmål.
  3. Hvor er det sted i dig, som tager imod hans bekræftelse? Det må du i gang med at undersøge og bruge noget tid på.

 

Et par konkrete forsøg på at prøve noget andet

Prøv at sige til ham, at han skal forsøge at sige tre ting om dig, som du bliver glad for at høre – uden at du i den pågældende situation skal sige noget igen til ham. Se hvad der sker, og hvad det gør ved dig. Usikkerhed handler som udgangspunkt om at kunne slappe af – hvem vil ikke gerne kunne kalde sikkerheden frem, når det handler om at finde en kæreste? Når vi rammes af usikkerhed, kan vi håndtere det på mange måder. Nogle bliver skuffede/vrede og selvbebrejdende – andre vender deres usikkerhed mod kæresten. Problemet med usikkerhed er, at ingen kan gøre sig selv mere sikre, end de er – hverken ved selvlede eller kraftanstrengelse. Sikkerhed og usikkerhed må på en eller anden måde få lov til at følges ad i parforholdet – selv om det er hårdt og slider på selvtilliden.

Spørgsmålet for dig bliver i den kommende tid at få undersøgt om din usikkerhed har noget med din kæreste eller dig selv at gøre. Lige nu har du fundet en mand, som du er tiltrukket af ,og som gerne vil være kæreste med dig – det giver dig muligheden for at søge svar og selvindsigt. Tiden vil vise, om han er den rette for dig – og tiden vil vise, hvad du eventuelt bærer med dig, som gør det svært at hvile i et parforhold. Du er på et godt sted til at få svar på nogle af de spørgsmål – og husk – I har lovet at være hinandens kærester, så vil tiden vise, om det kan udvikle sig til mere.

De bedste hilsener

Ulrik Fogh Buch, Familie- og parterapeut

Se også:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...