Vi skal giftes og nu foreslår min forlovede, at vi skal have en trekant.
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Min mand og jeg har været sammen i 18 år, vi har altid været åbne, ærlige og de bedste venner.
Efter en meget hård graviditet ”kom vi” lidt væk fra hinanden, og efter fødslen fik jeg en depression. Endelig skulle vi nyde hinanden, men min mand ændrede sig. Han virkede ikke glad, hemmelighedsfuld, skjulte sin telefon, gik lange og mange ture, gjorde meget ud af sig selv inden arbejde, have øget behov for frihed og byture.
Jeg kunne mærke hans ændring og en dag sagde han ”stop”, han ville ikke mere, der var ikke noget at kæmpe for. Vi enes om at VI ville kæmpe for os, vores børn og hinanden. Efter en diskussion bryder jeg tilliden ved at kigge i hans telefon og finder beskeder til vores datters venindes mor, som han også udfører arbejde for pt. Det er ikke arbejdsrelaterede beskeder. Han opdager, at jeg har kigget i telefonen. Jeg ved det er forkert , undskylder, men jeg kan ikke kende min mand mere, jeg fornemmer at han skjuler noget for mig. Jeg spørger om der er noget i mellem dem og det afviser han!
Jeg sætter alt ind på sexkontoen, som han har efterspurgt, jeg imødekommer hans ønsker og behov. Han gør ikke noget, der er ingen handling bag ordene. Han er bitter over jeg pludselig har så megen lyst til ham (vi har haft problemer med sex tidligere), han er afvisende og bliver ofte pludselig vred. Han kan rejse sig midt i en sætning og gå. Jeg spørger flere gange om han har en anden, om han er forelsket i en kunde/mor til vores datters veninde, som han snakker meget om og har et ønske om at ses privat med. ”Nej ” svarer han gang på gang. Jeg kan mærke at min mand ændrer sig, job, karriere og sætter spørgsmålstegn ved os, men han åbner ikke op. Jeg får at vide, jeg er usikker og det er mit problem, det må jeg arbejde med selv.
Han afviser utroskab, og jeg stoler mere på ham, end min egen intuition. For en måned siden konfronterer jeg begge og han indrømmer utroskab (1/2 år) og at han vil skilles for at være sammen med hende. Der er rigtig mange følelser i spil, såret, ydmyghed, uærlig, og utroskab og forladthed, at vi ikke har samme ønske for fremtiden, vores børn mm. Han flytter promte ud af huset. Det kompliceres yderlig af, det er moderen til vores datters veninde.
Jeg er villig til at forsøge at tilgive og kæmpe for mit forhold. Jeg elsker min mand, trods hans gerninger, og vil gerne kæmpe for vores familie.
Han har givet udtryk for, han er forelsket i sin affære, men at han er rigtig ked af situationen og han ikke har været klar over konsekvenserne for vores børn, han er ked af, han har løjet, at han ikke har kunnet sige stop og afslutte et af forholdene. Nu nævner han, at han ikke har helt de samme følelser for hende, men at da de var utro, var han sikker på at det skulle være dem, at hun kunne imødekomme friheden, og hans behov. Men han er i tvivl om hvorfor følelserne har ændret sig? Er det fordi, det ikke er hemmeligt mere? Var det en forblændelse? Er det fordi, han er i sorg selv (han spiser og sover dårligt, øget hjertebanken og almen skidt)?
Han har ikke lyst til at blive skilt og er mere til en separation, men kan heller ikke søge denne, da ”det er så definitivt” mellem mig og ham. Jeg hører ham sige, at han er i tvivl, men han kan ikke vælge(?) Han er nødt til at se hende for at finde ud af sine følelser, og jeg har det svært med at utroskaben fortsætter. Nu er det bare ikke hemmeligt længere, men jo heller ikke offentligt, da de mødes i smug/byen.
Jeg er følelsesmæssigt slidt, men jeg elsker ham også. Jeg vil gerne give os en chance, men synes heller ikke, det er fair han ikke kan vælge. Han har jo et eller andet sted valgt hende, men siger også, at der er en reel chance for os… Jeg føler, han venter på at se om det er dem, og ikke om han kan undvære mig. Presser jeg, så bliver han ved sin beslutning, det gør han måske også selv om jeg giver ham tid?! Samtidig ved vores datter ikke noget om venindens mor, kun far er flyttet.
Kære spørger
Åh, hvor kan jeg godt forstå, du er følelsesmæssigt slidt. Din mand har været dig utro, du er blevet såret, trådt på, din tillid til din mand og bedste ven er væk. Alligevel kan du skrive, du elsker din mand og vil gerne kæmpe for jeres ægteskab og jeres familie. Samtidig synes du ikke, det er fair, at din mand ikke ved, hvad han vil. Du står i en virkelig ulykkelig situation, og jeg føler meget med dig!
Det fremgår ikke eksplicit af dit brev, hvad det er, du ønsker svar på, men jeg fornemmer, du med din fortælling og din beskrivelse af dit dilemma ønsker en refleksion over, hvad du skal gøre nu. Jeg tænker, det er en beslutning, du er nødt til at tage selv, men jeg vil gerne skrive de tanker ned, jeg får, når jeg læser om din ulykkelige situation.
Hvordan endte det her?
Du skriver lidt om, at I havde en svær periode i jeres ægteskab under og efter din anden graviditet bl.a. fordi du fik en depression. Du skriver, I herefter skulle til at nyde hinanden, men noget var anderledes ved din mand – og du finder senere ud af, at han er dig utro.
Det er helt naturligt, at der i perioder er udfordringer i et ægteskab, og jeg tænker også, det er ret naturligt, det kommer i kølvandet af børn. Under og efter en graviditet er der et lille hjælpeløst spædbarn, der tager det meste af vores tid og energi. Parforholdet kommer lidt på standby, og man er nødt til at tære lidt på ”opsparingen” i relationen – det er løftet om at man vil elske, der bærer det igennem.
Dermed ikke sagt, at det ikke er vigtigt at arbejde på at komme godt videre, når man møder udfordringer. Men jeg siger det her, for at du skal vide, at det alene var din mands beslutning at være dig utro. Det er hans ansvar, også selvom han tog beslutningen i en periode, hvor jeres ægteskab måske var lidt udfordret. Han havde lovet at elske og ære dig i medgang og modgang, og han valgte at gøre noget andet.
Din mand må træffe et valg!
Når det er sagt, så kommer fortsættelsen helt naturligt: Din mand må tage det ansvar på sig og så træffe et valg. Hvad vil han nu?! Du skriver lidt frem og tilbage om, hvad du skal gøre, men beslutningen ligger faktisk i første omgang ikke hos dig, men hos din mand.
Det er ikke fair, som du skriver, at han ikke får taget den beslutning. Ikke nok med, at han brød din tillid og var dig utro, han holder dig også i et dumt vakuum, hvor du ikke kan enten komme i gang med at kæmpe for ægteskabet eller komme i gang med at kæmpe for at få skabt en ny tilværelse, hvor du er alene. Du er ikke bare hans sikre base, som han altid kan vende tilbage til, hvis det andet nu skulle glippe – selvom det lyder som om, det er det, han ønsker at sørge for med sine tvetydige udtalelser om hhv. dig og den anden kvinde.
Jeg tror, det er vigtigt for dig, at du sætter en deadline for, hvornår din mand skal have taget en beslutning. Jeg ved godt, du skriver, du er bange for at skubbe ham hen til hende, men jeg tror alternativet er værre for dig – at hans ubeslutsomhed bare holder dig hen på ubestemt tid.
Hvad skal du så gøre?
Hvis din mand så kommer og beder om tilgivelse, tager ansvaret for utroskaben på sig og siger, at det er dig, han vil nu og resten af sit liv, så skal du beslutte dig for, om du vil eller kan tage imod undskyldningen og tilgive. Jeg tror på, at hvis begge parter virkelig vil, så kan et ægteskab godt redes, men det vil være en lang, hård proces.
Selvom du af hjertet tilgiver ham, så er såret der stadig. Det vil gøre ondt længe, og det vil for altid være en del af jeres historie. Jeg tænker, det måske kan være en proces, som en psykolog eller parterapeut kunne være en god hjælp til at komme igennem.
Hvis du kan mærke, at selvom du ønsker at holde sammen på din familie, og selvom det kan være skræmmende at stå foran en tilværelse som ene efter 18 års parforhold, så kan du ikke tilgive ham og tage den svære kamp for ægteskabet op, ja så er det det, du må sige til din mand. Måske du får brug for at vende dine tanker med en veninde eller måske endda en psykolog, før du selv kan blive helt klar på, hvad du vil. Men jeg tror først, du kan blive afklaret om dette, når din mand får truffet sit valg, så det er du nødt til at bede ham gøre.
Jeg håber, mine refleksioner er til hjælp for dig, men mest af alt håber jeg, du kan mærke den medfølelse og de tanker, jeg sender dig i den ulykkelighed, som du står midt i.
Kærlig hilsen
Stine Bjerg Gregersen,
Psykolog
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...