Vi vil gerne flytte sammen, men min kæreste handler ikke på det

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 3½ år. Vi er begge +50 og har unge voksne børn – han 1 hjemmeboende datter og jeg 3, hvor den yngste er hjemmeboende på halv tid. Forholdet mellem ham og mine børn er fint, mens jeg har det lidt sværere med hans datter. Moren gik bort for en del år siden og de 2 er meget tæt knyttede. Selvom hun er ved at være voksen og selv har en kæreste, oplever jeg, at det er svært for hende at acceptere, at hendes far har en kæreste. Dette issue er ikke nyt for dem, og det har egentlig ikke noget med mig at gøre.

Vi har et rigtig dejligt forhold. Vi har samme høje libido, og jeg elsker vores dybe samtaler om alt fra meget personlige emner til politik, selvudvikling osv. Vi er supergode til at møde andre sammen, tage på eventyr, støtte hinanden, grine og pjatte. Åå rigtig mange punkter, har jeg i min kæreste fået den partner, jeg drømte om.

Jeg er efter min skilsmisse for 9 år siden flyttet, så jeg nu bor 10 km fra mit arbejde. Flytningen betød også at jeg er kommet tættere på de fleste af mine venner, og det er blevet meget lettere for mig afstandsmæssigt at dyrke min store interesse. Jeg er i en type job, som desværre ikke findes ret mange steder geografisk. Jeg har været på min nuværende arbejdsplads i en del år og er både meget glad for mine opgaver, føler stor faglig anerkendelse fra min arbejdsgiver og har det super godt både fagligt og socialt med mine kolleger.

Min kæreste er, efter 20 år i en storby, for nogle år siden flyttet tilbage til sin fødeby, hvor resten af den nære familie bor. Efter at have prøvet lykken som selvstændig er han nu ved at søge arbejde. Han nyder at bo tæt på ikke mindst sine forældre, og han er glad for at dyrke sine idrætsinteresser lokalt, men har ingen venner i byen hvor han bor.

Udfordringen og grunden til at jeg skriver dette brev er, at jeg brændende ønsker at flytte sammen med min kæreste. Vi bor godt 5 kvarters kørsel fra hinanden, og vi ses derfor kun i weekender og ferier og enkelte gange i hverdagene, hvis det passer i forhold til mit arbejde.

Da vi startede med at date, var vi begge af den overbevisning, at vi ikke skulle ind i et langdistanceforhold.  Men tiden gik, og tiltrækningen blev større og større. Vi elsker hinanden og er enige om, at vi skal blive gamle sammen. Men her stopper enigheden!

Jeg ønsker brændende, at vi skal flytte sammen – hellere før end siden! Jeg vil elske at dele min hverdag og mit liv med min kæreste, elske at have alle de almindelige hverdagsstunder sammen og elske at dele højtider, familie- og vennebesøg, fremtidige børnebørn osv. med ham.

Af forskellige praktiske årsager har det ikke været muligt at flytte sammen før sidste sommer, men nu er vi på den anden side af det.

Da jeg er den, der har et godt job og da det ikke er realistisk for mig at pendle fra byen, hvor han bor, vil vi som minimum skulle finde en fælles bolig et sted midt mellem os. Ulempen ved den løsning er, at ingen af os har nogen relation til byer i det område. Jeg tænker dog, at det kunne være et spændende eventyr at begive os ud på sammen, men min kæreste er blevet ret glad for området, hvor jeg bor og tænker at det meget gerne måtte være her, vi slog os ned sammen.

For at vi overhovedet skal komme nærmere at bo sammen, er der altså en del praktiske og følelsesmæssige bjerge at bestige:

  • Min kæreste skal være klar på at flytte væk fra familien igen
  • Min kæreste skal have solgt sin ejerlejlighed
  • Min kæreste skal finde job

…..alle bolde ligger hos ham!

Jeg anerkender, at de svære beslutninger og de følelsesmæssige udfordringer, samt det praktiske omkring salg af hans bolig og at finde job, ligger hos ham og at det opleves som et pres. Men min store udfordring er, at jeg føler mig holdt hen i uvished om, hvornår vi kan komme videre med vores liv sammen. Jeg er en handlingens kvinde, og jeg har det super svært med at skulle være afventende og ikke vide, hvornår han reelt er klar og alle praktikaliteter muliggør, at vi flytter sammen. Jeg har mange gange snakket med ham om, at det er meget svært for mig at være i konstant uvished og venteposition, og det er igen og igen EMNET, som vi kommer op at skændes om!

I håbet om at undgå disse skænderier, har jeg forsøgt mig med, at vi sammen lagde en plan for, hvordan vi kom i mål med at flytte sammen, og lod ham sætte datoerne for de forskellige milepæle det kræver. Vi fik lavet planen, men da første milepæl var overskredet, og han ikke havde taget aktion på 1. udfordring, skrottede vi efter hans ønske – han følte sig presset og ufri!

For via dialogen at komme videre, har jeg også foreslået, at vi fik en parterapeut/uvildig 3. person med i snakken, så vi undgik, at vi blev frustrerede, vrede og kede af det, men i stedet nåede frem til et kompromis, som vi begge har det godt med. Hans svar på dette forslag var, at han ikke er klar til at gå i parterapi! Dertil skal siges at han arbejder meget med sig selv og af flere omgange har benyttet sig af at gå til psykolog, så det er ikke for at han er bange for at kigge indad.

Jeg elsker min kæreste højt og ved, at han også elsker mig. Han har det umiddelbart ok med fortsat og på 4. år at være weekendkærester, mens jeg er ved at være meget slidt af altid at leve i en kuffert, altid at skulle planlægge, altid at stå i et dilemma mellem at være sammen med min kæreste eller at ses med veninder eller dyrke min hobby som ofte foregår i weekenderne osv. osv.!

Mine spørgsmål til brevkassen er følgende:

  • Hvordan finder jeg ud af, om han nogensinde bliver klar på at flytte fra sin trygge base og flytte sammen med mig?
  • Skal jeg fortsætte med at være tålmodig (jeg er født under en meget utålmodig stjerne!) og tilsidesætte mine behov? Og hvordan gør jeg det, så jeg ikke er ved at eksplodere indeni?
  • Hvordan finder vi sammen en vej, vi begge er trygge ved og kan være i? En vej som betyder at det at flytte sammen bliver en begivenhed vi begge glæder os til og ikke som nu et evigt stridsspørgsmål?
  • Er jeg nødt til at sætte ham stolen for døren med fare for, at jeg må tage konsekvensen og forlade ham, hvilket jeg på ingen måde ønsker?

Jeg ønsker af hele mit hjerte at blive gammel med min kæreste, men det slider meget på mig, som forholdene er nu. Derfor håber jeg meget på, at du kan hjælpe mig!

Mange hilsner den fortvivlede kæreste

Svar

Kære dig

Tak for dit brev og din grundige beskrivelse af jeres udfordringer med at være et par. Jeg vil forsøge at besvare dine spørgsmål, som du stiller her i brevet.

Du spørger, om du nogensinde finder ud af, om han bliver klar til at flytte fra sin trygge base. I har haft snakken om emnet, og I har lavet en liste med nu overskredne deadlines, og den største udfordring, er der stadigvæk – du vil hellere end gerne flytte sammen med din kæreste, men samme længsel efter at flytte sammen, virker han ikke til at have i praksis og handling om end i ord. Samtidigt spørger du, om det er muligt at gribe det an på en mere konkret måde, som I begge kan være trygge i, uden at han bliver presset, og du bliver svigtet. Det lyder for mig til at være hele essensen og dilemmaet.

Behov for fællesskab og selvstændighed

For mig at se, har I to begge et behov, som er underliggende, for det du skriver i brevet. I har begge behov for fællesskab med hinanden, og I har begge behov for selvstændighed. Det lyder til at være sidstnævnte, der udfordrer jeres parforhold. Som jeg læser det ligger hans selvstændighed i fritiden, og de interesser han har der, og du bruger din selvstændighed på arbejdspladsen. Samtidigt vil I gerne være et par og have fællesskab med hinanden, og tid til jeres parforhold. Jeg fornemmer i det du skriver, et helt oprigtigt ønske om at være sammen. Jeg kan ikke se, hvorfor I overhovedet skulle gå fra hinanden med det udgangspunkt.

Hvordan ser selvstændighed ud for jer

Efter min mening er det, som I skal bruge tid på, at begynde at forstå jeres behov for selvstændighed – et behov som er et grundlæggende behov for enhver, der lever i et parforhold. I finder den begge, men rent praktisk udfordrer den jeres parforhold. Som jeg læser det, finder du den i dagtimerne på jobbet og han finder den i lokalområdet. Selvstændighed i et parforhold handler ikke om at parret ikke vil være sammen med hinanden, men mennesker har et helt grundlæggende behov for at pendulere mellem fællesskab og selvstændighed.

Din selvstændighed vil du kunne opretholde, hvis I flytter sammen, hans vil derimod være væsentligt mere udfordret ved at flytte sammen. Selvstændighed handler ikke kun om at være alene (for nogle, måske de mere introverte), men at være sammen med andre mennesker, og bruge tid på egne interesser og egne behov – på samme måde som du f.eks. gør det med dine kolleger.

Selvstændighed i praksis

Her kan I genkende hinanden. I er ikke to vidt forskellige personlighedstyper, men I kan sætte jer ind i hinandens behov og begynde at forstå hinandens behov. Det er her, I skal begynde at bruge masser af tid på at forstå jeres behov for selvstændighed i parforholdet.

  • Hvordan er det for dig at være sammen med dine kolleger? Hvad betyder det for dig?
  • Hvordan er det for ham at være sammen med sine relationer i det område, hvor han bor? Hvad betyder det for ham?

Få snakket sammen om det, hvor I lytter til hinanden og lader jer påvirke af hinanden. Det sidste (at lade sig påvirke) er nøglen og hemmeligheden til fællesskab med hinanden i jeres parforhold.

Ens behov, der kommer forskelligt til udtryk

I det du skriver, virker det til, at I er gode til den fælles samtale. Jeg vil foreslå, at I begynder at se hinanden, ikke som to vidt forskellige mennesker med forskellige behov, men to meget genkendelige mennesker med to meget ens behov, som vel at mærke kommer til udtryk på hver jeres måde. Det er en velkendt parforholds tematik, som kan slide et parforhold op, men det behøver det ikke. Slet ikke når parret får øjnene op for, at det er der ”stridsøksen ligger begravet”. Det er et vigtigt stykke arbejde.

Udfordre idyllen ved at flytte sammen

Til sidst: Jeg kommer ikke ind i denne besvarelse på, om I skal flytte sammen eller ej. Det er ikke mig, der skal beslutte eller foreslå, hvad I skal gøre i den sammenhæng. Men jeg vil udfordre tanken om, at hvis I flytter sammen, så bliver alting godt. Det er en lidt for idyllisk tanke for mig. Jeg tror, der er noget at glæde sig til, det er der bestemt. Der er også noget som kommer til at udfordre jeres parforhold, hvis I vælger at flytte sammen. Det er også vigtigt at få snakket sammen om den del også – og selvfølgelig også at få snakket om det, der er at glæde sig til – naturligvis.

Jeg vil ønske jer alt det bedste på jeres vej sammen.

Ulrik Fogh Buch, Familie- og parterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: