Min kone vil flytte – men jeg ønsker at få hende tilbage
Til brevkassen Hej brevkasse Hvad skal jeg gøre? Jeg har været sammen med min kone i tæt på 15 år....
Jeg er en 24-årig kvinde, som for nyligt har fundet en ny kæreste på 25 år blot 3 mdr. efter bruddet med min eks. Forholdet med min eks var et turbulent forhold med masser af mistillid og svigt.
Jeg har været sammen med min nye kæreste et halvt år snart. Vi blev lynhurtigt forelskede i hinanden, og han flyttede nærmest ind (uden at have adresse her) hos mig blot 1 mdr. inde i vores forhold. Han var lige det jeg søgte – sød, omsorgsfuld og en jeg kunne stole 100% på. Min nuværende kæreste havde dog været single i 4 år, inden vi fandt sammen, og han skulle vænne sig til tanken og tilværelsen med en kæreste. Det har været lidt svært for ham, og vi har haft vores snakke og konflikter ift., hvor meget tid vi skal bruge sammen. Han vil gerne have mere tid til sig selv og hans interesser, og jeg vil bare gerne være sammen med ham 24/7 og få en hverdag til at fungere i fællesskab.
Så sent som i søndags havde vi en konflikt igen. Vi havde nærmest ikke set hinanden hele weekenden, da vi begge havde andre aftaler. Jeg var væk hele dagen lørdag, og sad alene hjemme lørdag aften, hvor han var hjemme hos sine forældre (han kom hjem omkring kl. 22.00, selvom han vidste, at jeg var alene fra kl. 18.00 af). Jeg skrev til ham om søndagen, at jeg ville være hjemme samme aften omkring 20.30, og håbede derfor på, at han også ville være hjemme der, så vi kunne have bare en smule tid sammen, inden det blev mandag igen. Men atter var han hjemme ved sine forældre og kom først hjem omkring kl. 22.00 (det skal lige siges, at hans forældre bor 20 min. væk, og han ser dem 1-2 x ugentligt).
Så jeg blev rigtig skuffet over, at han ikke var hjemme, da jeg trådte ind af døren søndag aften. Og da jeg sagde det til ham, kunne han slet ikke forstå mig og sagde, at han nok ville komme til at skuffe mig igen mange gange.
Forventer jeg for meget af ham og vores forhold? Jeg er så sindssygt glad for ham, og ønsker for alt i verden en fremtid med ham. Men jeg er bange for, at vi ikke har en fremtid sammen, når jeg allerede nu – blot er halvt år inde i forholdet – føler, at han ikke er så ivrig efter at tilbringe tid sammen med mig, som jeg er med ham.
Jeg har meget svært ved at finde ud af, hvad jeg kan gøre her, og om det er mig, der er helt gal på den. Jeg håber I kan hjælpe mig!
Kære kvinde
Tak for din mail til brevkassen. Du beskriver, at du er meget forelsket i din kæreste, og at han er lige det, du havde brug for efter et turbulent forhold fyldt med svigt og frygt.
Hvor er det dejligt, at du har fundet en skøn kæreste, som er sød og omsorgsfuld, og som du kan stole 100% på. Sådan skal det også være.
Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på den store kontrast, der er imellem jer og på den baggrund, som I går ind i forholdet på. Og jeg tror, at det kan være en årsag til dine frustrationer, omkring hvordan I hver især prioriterer jeres tid.
Jeg læser, at din kæreste har været single i 4 år, før han mødte dig. Han er formentlig vant til en høj grad af frihed i hans hverdag. Måske meget tid alene og måske god tid med hans forældre.
Du kommer fra et forhold fyldt af svigt og mistillid og har lige sluttet dette for 3 mdr. siden og jeg kan forestille mig, at du må have haft et tomrum indeni og en usikkerhed på dig selv, for det får man ofte, når man er i et forhold, som er præget af disse ting. Det lyder virkelig ikke rart og er ikke sundt at være i. Jeg tænker, at når du så møder en supersød mand efterfølgende, kan du ikke andet, end bare suge dig fast til ham og virkelig nyde forelskelsen og hans nærvær. Det har du også fortjent, uden tvivl!
Jeg kan bare se et muligt problem i, at du er gået lidt hurtigt fra det ene forhold til det andet. Det ville ikke nødvendigvis have været et problem, hvis du gik fra et sundt forhold, hvor du var blevet bekræftet og elsket. Men det lyder ikke, som om det er tilfældet, tværtimod. Når man er i et forhold som er præget af svigt og mistillid, mister man meget ofte troen på sig selv, eller følelsen af at kunne mærke sig selv som den man er, og hvad man fortjener af god behandling. Det kan være virkelig nødvendigt og en god ide, efter sådan et forhold, at have en periode hvor man finder tilbage til sig selv, finder sit eget værd, så man kan mærke, at man kan stå selv.
Hvis ikke man når at finde ind til dette sted i sig selv, kan man komme til at gå ind i et nyt forhold med et tomrum indeni eller et stort behov for at blive bekræftet.
Når jeg læser din mail, så får jeg en fornemmelse af, at dette kan være sket i dit tilfælde. Jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg har ret, det kan du selv mærke, håber jeg.
Du skriver, at du helst bare vil være sammen 24/7. Det er der ingen, der kan holde til. Det kan man måske i den allerførste tid, men alle har brug for tid for sig selv, for at kunne mærke sig selv. Især i så nyt et forhold, hvor man ofte bare smelter helt sammen. Det er også utrolig dejligt at kunne det, og evnen til det er vigtig at besidde, men det kan også være overvældende. Måske kan det være derfor din kæreste har et behov for, at være hos sine forældre?
En anden ting, som jeg lige vil tilføje, er vigtigheden af at få forventningsafstemt med hinanden. Du kan ikke regne med, at han ved, at du ønsker at være sammen med ham, medmindre du har sagt det helt konkret. Spørg ham hvad hans planer for aftenen er. Sig til ham hvad du savner eller gerne vil, så kan I afstemme med hinanden og undgå skuffelser eller uindfriede ønsker.
Jeg kan ikke svare dig på, om din kæreste vil dig. Men når du skriver, at I begge blev hovedkulds forelskede i hinanden, så lyder det som om, at I har et godt grundlag at bygge på. Måske er I bare gået lidt galt af hinanden? Måske er det gået lidt for hurtigt med at flytte sammen, eller I har glemt, at det er vigtigt hele tiden at få afstemt med hinanden i fredstid.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej.
De bedste hilsner
Bente Mathiesen
Lærer og familieterapeut
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907