Vores parforhold fungerer ikke

Hej 

Jeg er 51 år gammel, og min partner er det samme. Vi har været sammen i 17 år og har i alt tre børn. Min datter på 21 år, som han har adopteret, vores 15 årige fælles søn og vores 3 årige barnebarn, som vi er plejeforældre for.

Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte, for det hele er bare skidt, og det har det været længe.

I starten, da vi lærte hinanden at kende, var jeg et sted i livet, der var kompliceret. Jeg lider af kroniske smerter og var på det tidspunkt igennem en længere udredning, der endte med, at jeg blev tildelt førtidspension. Han var meget støttende og forstående, og det var trygt. 

Jeg må nok indrømme, at jeg de første år ikke var forelsket i ham, men jeg kom med tiden til at elske ham. Dengang havde han et job, han havde haft i 11 år, men pludseligt ville han noget andet og sagde op. Han var heldig at få et andet job ret hurtigt i en nystartet butik. Det viste sig dog hurtigt, at butikken havde overvurderet sig selv, og han blev hurtigt fyret, da de simpelthen ikke havde nok at lave. 

Herefter gik han på kontanthjælp i syv laaaaange år. Han har altid haft det sådan, at hvis der er noget, han ikke gider, så gider han ikke. Punktum! Så jobsøgningen var slem. Han ville KUN være i en bestemt branche. 

Han får efter syv år et arbejde, der betød syv dage ude og syv dage hjemme. Vi aftalte, at det skulle prøves, og at vi ville give det et forsøg på seks mdr. Det var i starten en hård omgang med sygdom og to børn hjemme, men vi fandt en hverdag, og da jeg kunne mærke, at han ikke havde intentioner om at stoppe, gav jeg mig ligesom hen til den hverdag. 

Det gik supergodt i de uger han var af sted, og pigerne trives. Når han kom hjem, ville han ændre på vores hverdag og blev meget magtsyg. Forholdet mellem ham og børnene blev dårligere og dårligere, og de begyndte at hade søndag, når han kom hjem og viste åbenlys glæde, når han tog af sted igen. 

For mig personligt glædede jeg mig altid til han kom hjem, for han var meget kærlig i sine sms’er når han var af sted. Der gik sjældent mere end en dag, når han kom hjem, før jeg blev frustreret. Jeg forsøgte at forklare ham, at når han nu var så glad for sit job og insisterede på at fortsætte der, så måtte det være op til ham at glide ind i vores hverdag, når han kom hjem. Hver gang vendte han det til, at jeg ville have, han sagde op! 

Jeg har gentaget uendeligt mange gange, at jobbet ikke var problemet, men det var hans egoisme, vrede, og magtsyge, når han var hjemme, der var problemet. Jeg er jo ikke på magisk vis blevet rask, bare fordi han var kommet i job……. 

Vores ældste søgte mere og mere væk hjemmefra. Forståeligt nok. Desværre gjorde hun nogle dumme ting, og  til sidst endte det med, at hun som 17 årig var gravid. Det var et chok!  Særligt da vi fandt ud af, at hun var langt over halvvejs, så der var jo kun en vej.

Vores vidunderlige barnebarn kom til verden, og de boede begge hos os de første 6 mdr. Vores datter fik herefter tilbudt en lejlighed og spurgte mig, hvad jeg ville sige til, at hun flyttede alene. Da det var meget tydeligt, at hun ikke magtede opgaven at være mor. Derfor sagde jeg, at det var ok med mig. 

Hun fik kort efter stillet forskellige diagnoser, der bekræftede, at det var den rigtige beslutning.
Tiden gik, og det var faktisk hårdt i min alder at starte helt forfra med en lille baby, en stærkt udfordret udeboende, en teenager og sygdom oveni. Den livline, jeg følte skulle være der, svigtede…… 

Min partner kørte helt sit eget løb, og jeg blev aldrig rigtigt regnet for noget i hans hverdag, udover som en stabil base. Hans opførsel, når han var hjemme, blev værre og værre. Han blev mere egoistisk og mere og mere doven, sur og gnaven. 

Han fik konstateret søvnapnø og fik et apparat med hjem, der skulle gøre natten tålelig for os andre, samt en kraftig anbefaling om at tabe sig. Jeg var selv i gået i gang med en sundere livsstil, da det for alvor gik op for mig, at vores børn, og særlig vores barnebarn, er 100% afhængige af, at jeg bliver gammel. Det førte til et stort vægttab. Efter endnu en diskussion om dovenskab og dårligt humør, valgte min partner at sige sit job op uden at tale med mig om det eller i det mindste at overveje konsekvenserne af en sådan beslutning… Det resulterede i han fik en depression og blev erklæret teknisk insolvent!

Situationen med vores barnebarn tog en drejning, da dagpleje osv begyndte at stille spørgsmål til vores datters og barnebarns relation, boforhold osv. De krævede, at der skulle laves permanente ordnede forhold. Vi blev derfor fuldtidsplejeforældre for hende. 

Det har ikke gjort situationen bedre – desværre! Min partner vil virkelig ikke samarbejde ift den kontrakt vi har underskrevet på kommunen. Han kører sine egne regler og er enormt ustruktureret, og vores barnebarn har tydelige problemer med at finde fodfæste i den facon. 

For mig betyder det, at jeg altid er “bad cop”, fordi jeg er meget bevidst om, at det her er en meget vigtig opgave, vi har påtaget os. Vi har en pligt til at gøre det, der er bedst for hende, og ikke det, der er lettest for os selv. Jeg har klart det bedste forhold til hende, og der er stort set ikke konflikter imellem os. Hun gør, hvad jeg beder hende om og virker tryg i det. 

Min partner diskuterer meget med hende, og det resulterer i, at der opstår konflikter, hysteri og en enorm grænsesøgende adfærd fra hendes side. Jeg vil gerne understrege, at han på ingen måde er ond ved hende. Det ligger slet ikke til ham. Fordi han ikke er stabil og struktureret, bliver hun naturligt nok usikker og utryg. Det har jeg flere gange forsøgt at forklare ham, men han tager det som kritik i stedet for hjælp. 

Det resulterede i, at jeg ved et af vores møder med vores plejerådgiver blev nødt til at fortælle om det. Hun fortalte ham ,hvad der virker, og hvordan børn trives bedst. Han slog det lidt over i sjov og sagde, at han nok skulle stramme op. Da vi kørte hjem, var han rasende, og sagde, at han nægtede at deltage i flere møder, hvis jeg “bare skulle sidde og rakke ham ned”. 

Jeg blev så frustreret og ked af det, da det jo ikke handler om mig eller ham… det handler ikke om ret eller uret. Det handler om en tre- årig lille pige, vi har lovet at give det bedste af os selv!

Vores hverdag som plejefamilie er lidt speciel. Vores datter er jo naturligvis en del af vores liv, og hun har samvær med vores barnebarn hver lørdag i nogle timer, for det er, hvad de begge kan holde til. 

Vi er “mormor og morfar”, og vores datter er “mor”, men efter at vores barnebarn er kommet i børnehave, er hun begyndt at sige  “mor og far” til os. Kommunen har sagt, at hvis det er hendes virkelighed, skal vi respektere det, men vi må ikke selv pådutte hende at kalde os mor og far. 

Jeg lagde så mærke til i slutningen af hendes sommerferie, at hun sagde far igen og igen, når hun henvendte sig til min partner. Jeg talte tilfældigt med vores 15 årige om det, og han fortalte, at når min partner og barnebarn er alene, bruger han kun far……. 

Jeg forstår godt hvorfor han gør det, men det er forkert! Jeg er VIRKELIG bange for, at han ødelægger det her, og at kommunen i sidste ende siger, at hun skal væk herfra, men hvad kan jeg gøre. Jeg har forsøgt at tale med ham, men alt, jeg siger, bliver kaldt kritik, eller også går han bare.

Vi havde en diskussion i går pga helbred. Vi er for nyligt begyndt at træne sammen, og jeg bruger meget tid på at planlægge sund mad, men han gider ikke. Han bruger virkelig mange penge på flæskesvær og marcipanbrød. Han drikker ca. en kasse pepsi max om dagen og spiser et sted mellem 6-8 gange. 

Jeg er som sagt på førtidspension, og han er nu på dagpenge, så det kan økonomien ikke bære. Hvad værre er, hans helbred kan slet ikke bære det! Jeg nævnte problemet da vi havde handlet mad og fredagsslik til ungerne og jeg ser, at han bag min ryg har købt flæskesvær. Jeg spørger ham, om det ikke er lidt fjollet, at vi køber ind til sund mad og bruger tid på træning og lange gåture, og han så køber flæskesvær……. Han bliver meget vred og siger, at han vel også har ret til fredagsslik og smider posen med flæskesvær ud ad vinduet på bilen. Jeg siger til ham, at han jo må prøve at forstå, hvor jeg kommer fra…. 

Vi sover ikke sammen pga hans søvnapnø og voldsomme snorken, der kan forhindres ved vægttab.Vores børn og jeg er bekymrede for hans helbred. Jeg sagde efterfølgende, at det også betød noget for mig og vores samliv, at han begyndte at tage det lidt alvorligt. Han vil ikke bruge maskinen til søvnapnø om natten fordi den sidder træls. Det havde de sagt til ham på afdelingen, at den ville. Fordi han har fuldskæg, skal han bruge en lille maske, men det ville han ikke, så efter at have konstateret at den sidder træls, er maskinen røget i skuret. Han ligger på sofaen på fjerde år nu. 

Han kan ikke forstå, at det, at han ikke vil bruge maskinen, betyder, at vi andre ingen søvn får pga snorken og rumklang i stuen. Han svarede, at hvis ikke jeg kan lide ham, som han er, så kan jeg jo bare smide ham ud. Jeg svarede, at jeg ikke kom til at smide ham ud, for det ville være et nederlag for vores familie som helhed, og at der er lagt rigtig mange år i det her. Jeg sagde også, at han måske selv skulle overveje at gå, hvis han ikke har planer om at samarbejde og bare vil køre sit evige egotrip. 

Han har ikke talt til mig siden. Han giver mig følelsen af, at han i bund og grund er ligeglad, om vi er sammen eller ej. Når børnene siger til ham, at hvis ikke han ændrer sig, så ender han med at blive meget meget ensom, for de agter ikke at besøge ham …. Det er da mega trist! Hvis det var mig, de sagde det til, ville jeg godt nok begynde at se indad og få styr på mig selv, men det er ikke sådan, han virker. Jeg forstår det ikke!!!!

I dag har jeg så set, at han er ved at trappe ud af den antidepressive medicin, han får. Det skræmmer mig fra vid og sans, selv om  den har aldrig virket optimalt. Hans egen læge har sagt, at man minimum fortsætter seks mdr. efter ønsket effekt. Der har overhovedet ingen ændring været. Det undrer mig, at han ikke kan se problemet, for han er den, der råber højest, når vores ældste ikke tager sin medicin, eller man kan mærke, hun behøver mere…..

Jeg føler mig så helt utroligt svigtet og taget for givet. Jeg føler tit, at jeg sidder og ser på, at alle andre lever deres liv, og jeg bare følger med….

Jeg er hele tiden i et dilemma om, hvorvidt jeg gør det rigtige. Børnene vil helst, at jeg beder ham flytte, for de synes, jeg fortjener bedre, men jeg hader selv at give op. På den ene side har jeg for lang tid siden affundet mig med, at jeg aldrig bliver rigtig lykkelig her. På den anden side tror jeg også bare, at der er mere glæde i livet, end det jeg har! 

Jeg drømmer om en mand, der kan de mandlige ting. Det er mig, der laver alt både inde og ude. En mand, der kan tage en samtale stille og roligt, og vigtigst af alt en mand, der ser en familie som et team.

Findes det?

Det var en ordentlig smøre, men jeg håber, du kan råde mig.

Mvh frustrerede mig.