Et kort øjeblik

Et kort øjeblik når jeg vågner, har jeg glemt, at kastanjen overfor er fældet… Sådan skriver forfatteren og digteren Søren Ulrik Thomsen i et af de af hans digte, som jeg holder allermest af.

Jeg har kendt det øjeblik i mange år. Det splitsekund, som nogle gange er over, før hjernen helt registrer det, hvor det næsten mærkes som om alt er okay. Det sekund, hvor jeg har glemt, hvordan virkeligheden ser ud, at kastanjen er fældet, at mit sind stadig er lidt i stykker og kun langsomt heles. Der er et splitsekund, hvor jeg bare mærker dynens varme smyge sig roligt om mig. Men lige så hurtigt som det kom, lige så hurtigt forsvinder det ofte igen, og øjeblikket efter fyldes jeg af en stille melankoli.

Som jeg sidder nu med disse tanker, med rester af julete i koppen, mens snefnug langsomt daler ned udenfor, da husker jeg Guds løfte, at han er med mig alle dage. Han fortæller mig, at ethvert øjeblik, kort som langt, da er han med. Jeg tænker på Ezekiels Bog kap. 34.

Ez. 34,15-16: JEG vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil JEG lede efter, de bortkomne vil JEG føre tilbage, de kvæstede vil JEG forbinde, de syge vil JEG styrke, de fede og stærke vil JEG passe på. JEG vil vogte dem på rette måde.

Gud forbinder de kvæstede, han styrker de stærke. Hans omsorg når fra den ene ende af spektret til den anden. Jeg er altså aldrig for svag til at Gud er der, og jeg er aldrig så stærk, at jeg ikke har behov for at blive styrket af Gud.

Louise Høgild Pedersen