Gift med psykisk syg

Jeg giftede mig med Gitte i 1988. Jeg vidste godt, at hun havde haft en vanskelig barndom, og at hun sloges med en del eftervirkninger fra den tid, men jeg var ikke forberedt på de skader, det medførte.

Verdenen brød sammen omkring os, da hun blev indlagt og fik flere og flere angstanfald og tvangstanker. Jeg var magtesløs. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men kunne ikke gøre andet end at være der. Jeg forsøgte at tale med personalet og egen læge, men fik det indtryk, at jeg var mere til besvær end hjælp, der var ikke tid til at tale med mig, De smilte, men det virkede tit som kolde fortravlede smil.

Fik ingen hjælp

Gitte fik det værre og værre, og da hun fødte og kom hjem var det med en psykose og en angst for at gøre barnet fortræd. Medicinsk var hun dopet og ikke i stand til at vise nogen form for følelser, hverken had, glæde, vrede eller sorg. Når hun talte med en behandler, talte hun dem efter munden. Sådan gik 2½ år, hvor alting var kaos, med kun få gode stunder. Så blev hun gravid igen, og det hele gentog sig. Nu havde jeg også et barn at tage mig af, Jeg forsøgte at få hjælp fra læger og hospital. De henviste til kommunen, som så igen henviste til amtet. Jeg kom til at løbe spidsrod mellem amt og kommune, for ingen vidste, hvem der skulle tage sig af det. Det virkede som om, de slog tilfældigt op i telefonbogen og så sendte mig videre. Der var ingen hjælp at hente noget sted.

Jeg brændte ud

Med en hustru på hospitalet, to børn og et fuldtidsarbejde, der starter, før institutionerne åbner, brændte jeg efterhånden ud. Jeg blev mere og mere træt, følte mig som alene i verden, og det påvirkede også mit arbejde. Selvfølgelig endte det også med en fyreseddel.
Det var surrealistisk Jeg havde drømt om et liv, hvor jeg kunne give min familie en masse kærlighed og oplevelser. Jeg nød at tegne og male, være i naturen og spille klassisk guitar. Nu var det som om, jeg var med i et syrealistisk Pc-spil. Intet var, som det burde være, normale grænser og normer blev konstant ændret; til tider slet ingen, og til tider er der ikke andet, og det kan skifte fra minut til minut. Ting, som virkede i går, virker måske ikke i dag. Det, som hjalp i går, kunne være det, der udløste en ny psykose i dag.

Hun kom hjem som en zombi

Når Gitte var indlagt, gav det lidt ro hjemme, men til gengæld var der den meget transporttid, tit op til fem timers transport dagligt. Jeg var stærkt indstillet på, at pigerne skulle have det så godt som muligt, så det blev ofte kun til få timers søvn hver nat, hjemmet skulle jo også passes.
Efter flere år mente hospitalet, at nu kunne de ikke gøre mere for min hustru, alt var prøvet, så jeg fik hende hjem som det, jeg vil beskrive som en grøntsag og en zombi. Man kunne føre en normal samtale med hende 10 minuter i døgnet, ellers var hun ramt af panikangst, rystede og græd hele tiden og havde indimellem hallucinationer. Nu var der ikke så meget transport, til gengæld var der et ”handicappet barn” mere.

Jeg fik det selv dårligt

Sådan gik nogle år. Min hustru fik det langsomt bedre, men jeg var selv begyndt at få det psykisk dårligt. Jeg var utryk ved at være væk hjemmefra og bange for at komme hjem, for hvad kom jeg hjem til? Ville dagen i dag gøre hende mere syg eller mere rask?

Jeg var ikke gift med min kone, men med en diagnose, en sygdom, som påvirkede hele familien. Og selv om jeg gjorde, hvad jeg kunne, påvirkede det også børnene.

Hun blev rask

Efter 15 år kom min hustru endelig i kontakt med nogle, der kunne hjælpe hende, og for tre år siden fik hun tilbudt en BIDbrugerlæreruddannelse, som i den grad har forandret både hende og restens af familiens tilværelse. Nu er hun erklæret rask og arbejder som underviser og foredragsholder flere gange ugentligt.

Jeg blev syg

I takt med at hun kom sig, kunne jeg slappe mere og mere af. Jeg opdagede, at jeg havde kørt på højtryk og på min egen ydegrænser i mange år.
Nu kunne jeg ikke klare mere. Nu var det min tur til at knække sammen. Jeg fik stillet diagnosen PTSD og har nu fået tilkendt en førtidspension, men jeg kæmper med hukommelsesbesvær og angstanfald. Noget, der måske kunne være undgået, hvis familien havde fået hjælp i tide.

Af Niels Erik Foged Madsen, pårørende til psykisk syg ægtefælle, førtidspensionist pga. PDST, BID-brugerlærer.