Her bor kærligheden

Saligt, hvor han drager ind, saligt er det folk, det rige:
dér skal sorgen fly af sind, dér skal synd og død bortvige
dér skal kærligheden bo, dér skal fredens palme gro,
dér skal håbet evig bygge under kerub-vingers skygge.

DDS 83,2 Ingemann 1825

Her bor kærligheden

Til trods for at jeg stadig er ung – først i trediverne – har jeg nu alligevel oplevet både medgang og modgang i en cocktail, der har formet mig som den, jeg er.
Selvom jeg er født i et troende hjem, så har min personlige tro bølget frem og tilbage. I perioder har jeg nærmest opgivet troen, i andre perioder har den været intens. Det er svært at forstå, hvorfor det skvulper sådan, synes jeg.

Men det slår mig alligevel, når jeg nu lige sidder og tænker stille over mit eget liv med en kop kaffe i hånden: det er godt at være hos Gud! Det er godt, fordi Ingemann har ret: dér, hvor Jesus er, der må sorgen flygte fra sindet. Dér får synden og døden ikke det sidste ord. Dér bor kærligheden, fordi Gud selv er kærlighed. Dér gror fredens palme, hvor vi sammen med Gud kan hvile. Dér er der håb om evigt liv. Da min far alt for ung døde for nogle få år siden, var jeg rasende på Gud. Magen til inkompetence! Hvad skulle troen bruges til, når Gud ikke engang kunne kurere en omgang hjernecancer? Men selvom jeg havde lyst til at forlade Gud, holdt Gud mig fast. Og Gud forkyndte igen og igen for mig igennem Bibelen: Jeg har grebet ind. Jeg har været på jorden for at rydde op i rodet. Og en dag skal du se din far igen, og så skal du også få lov til fuldt ud at erkende, hvor godt det er at bo hos mig.