Jeg mistede min identitet

Rebekkas liv begyndte at krakelere efter en lang missionsrejse. Alting indeni hende var forandret. Hun kunne ikke længere kende sig selv.

Følte angst ved at åbne bibelen
For fem år siden ændrede alting sig for Rebekka. Den glade, initiativrige kristne pige, som brændte for mission, kunne pludselig ikke åbne bibelen mere uden at føle angst. Hun var ikke den samme mere. Og det var en stor sorg for hende.
– Jeg var den, der altid kunne ryste bibelvers ud af ærmet, lige kunne holde en andagt, og var det store forbillede i at evangelisere. Men pludselig magtede jeg intet af det. Bare det at åbne bibelen gjorde mig ked af det. Så kom frygten for, om Gud kunne elske mig nu, når jeg ikke kunne det, jeg plejede.

Kræfterne forsvandt
Efter 2½ års rejse på et kristent missionsskib kom Rebekka tilbage til Danmark. Først var hun på en kristen højskole, og skulle herefter starte en ny tilværelse i en ny by med et nyt job, som hun så frem til. Men efter blot 10 dage på det nye arbejde måtte Rebekka give op. Hun fik det svært både fysisk og psykisk. Hun havde smerter, mareridt om natten og var utrolig ked af det.
– Jeg var så syg og så træt, at jeg næsten ikke kunne andet end at ligge i min seng. Min krop føltes så tung, at det var som om, jeg sank ned i madrassen og kunne ikke løfte mig. Jeg forstod ikke hvorfor.
Hun måtte opgive jobbet til stor skuffelse for hende selv. Hun var fortvivlet og fyldt af spørgsmål om, hvad der mon skete med hende. Hun tænkte ved sig selv, at det måtte være stress. Men det viste sig, at rødderne til hendes ubehag stak langt dybere end stress over et nyt job.

Usunde mønstre i barndommen
På missionsrejsen fik Rebekka et helt nyt perspektiv på sit liv. Samtaler med en mentor hjalp hende til at se, at hendes barndom ikke har været ”normal.” Rebekka, som i dag er 28 år, er opvokset i en kristen familie, men gennem sin opvækst, blev der skabt et billede af Gud, som en der konstant vurderede hendes handlinger. Alting – stort som småt – blev bedømt ud fra bibelen. Hun søgte anerkendelse hos Gud og andre, og lærte ikke at træffe selvstændige beslutninger, men skulle altid spørge Gud først.
– Jeg var bange for at gå imod Guds vilje. Hvis jeg, efter at have taget en beslutning om noget, fik det skidt eller sov dårligt, så måtte det være fordi, jeg havde gjort noget forkert. Der blev brugt lang tid på sådanne analyser og koblinger.
– Jeg begyndte først at erkende alle de her ting, da jeg kom langt væk hjemmefra og kunne se tingene på afstand. Min mentor hjalp mig til at se, at adfærden i min familie ikke var normal. Jeg fik lov til bare at være ked af det.

En rejse efter at finde sig selv
At åbne op for dybe, betændte indre sår gjorde, at Rebekka følte, hun gik i stykker indeni, da hun kom hjem. Men hun var fast besluttet på, at hun ville få det bedre. Hun startede en lang rejse for at finde sig selv igen – en rejse gennem psykiatrisk behandling, et kommunalt jobprøvningssystem, men mest af alt en identitetsrejse. Hun blev diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse, og hendes psykiske udfordringer gjorde, at hun måtte erkende over for sig selv og andre, at hun på daværende tidspunkt hverken kunne klare et fuldtidsarbejde eller en uddannelse. Heller ikke hendes kristenliv var som før. Hendes tidligere passion for at evangelisere, dele vidnesbyrd og læse i bibelen var forsvundet som dug for solen.

– Det føltes lige pludselig som noget jeg skulle gøre. Og jeg havde simpelthen bare ikke lyst. Jeg fik næsten væmmelse over det. Men hvem var jeg så? ”Kan jeg være elsket, når jeg kun kan ligge i min seng, græde og sove 12 timer om dagen?” spurgte jeg mig selv. Det eneste, jeg kunne orke i kirken, var at komme om søndagen – og der græd jeg også.
I takt med Rebekkas større indsigt i sine psykiske udfordringer, begyndte hun at stille sig selv mange spørgsmål.
– Har jeg mon haft det dårligt hele mit liv, men bare skjult det bag en facade som ”den gode kristne pige”?  Var jeg så aktiv i kirke og mission, fordi jeg elskede Gud, eller handlede det egentlig om at få Hans og andres anerkendelse? Jeg brænder stadig for Gud i dag, men jeg har ikke lyst til bare at gøre det for at få den anerkendelse fra Gud og fra andre. Det er det spændingsfelt, jeg stadig lever i.

Gud som sikker tilflugt
Rebekka var ikke alene på denne rejse. Hun oplevede især kirken som et sted, der kunne rumme hendes følelser, tanker og tvivl; et sted, hvor hun blev mødt med kærlighed og bøn helt uden fordømmelse. Hendes dårlige samvittighed over pludselig at være en, som ikke magtede at engagere sig i kirkens arbejde, blev gjort til skamme.
– Min præst sagde til mig: ”Kirken skal kunne rumme, at du kan være her, uden at du skal være involveret.” At der har været den omfavnelse har betydet alt.
Og selvom det Guds-billede, Rebekka havde under sin opvækst, har forvoldt meget smerte, har hun oplevet, at troen på Ham har været en uundværlig hjælp. Hun har søgt og fundet Gud i stilheden, i naturen, i lovsang – og erfaret, at Gud ikke er en vred gud, der kun stiller krav til hende, men at Han elsker hende både på gode og dårlige dage.
– En dag gik jeg en tur og så en snegl på vejen. I mit indre blev jeg mindet om, at sneglen er skabt af Gud. Selvom den går i sneglefart, er den unik. På samme måde er jeg. Jeg skal ikke sammenligne mig med andre, for jeg er unik og elsket, også selvom jeg i alle disse år går i sneglefart.
– Mange har spurgt mig ”Hvordan kan du tro på Gud efter alt det, der er sket?” Men uden Gud havde jeg slet ikke kunne overleve det.

Drømmer om at give det videre
I dag er Rebekka fortsat i terapeutisk behandling for sin personlighedsforstyrrelse. Hun er i et praktikforløb i en butik, som hun er glad for og trives med. Hun kommer fast i en kirke, og har mange gode relationer tæt på, både venner og familie, som forstår hende og kan rumme de op- og nedture, som fortsat dukker op. Hun lærer mere og mere at leve med udfordringerne, og har fået et lysere syn på fremtiden. Nu drømmer hun om, at kunne give andre håb og trøst ved at fortælle sin historie.
– Jeg har et stort ønske om at komme ud og dele mine oplevelser, dele min tro og fortælle om de ting jeg har været igennem. Men jeg tager lidt ad gangen. Stille og roligt kan jeg begynde at gøre lidt mere. Selvom det går langsomt, så går det fremad.

Af Simone Ingemann Kusk, psykolog

Foto: Preben Nedergaard
Foto: Preben Nedergaard

Se også: