Når hjælperrollen bliver usund

Vi er alle afhængige af hinanden, i større eller mindre grad.

Nogen mere end andre, og for kortere eller længere tid.
Men hvad sker der, når hjælperollen bliver til omsorgsyderens identitet?
Hvorfor sker det? Og hvordan kan det undgås?

Født til samhørighed
Vi kender alle til det – at godt selskab gør os godt, og at dårligt selskab gør ondt.
Det er nu også bevist på det neurologiske plan, at vi er sociale væsner, og derfor konstant bliver påvirket i en god eller dårlige retning, alt efter hvordan en given relation er.

Forskning har vist, at hjerner uundgåeligt drages ind i en intim forbindelse med hinanden, når vi mennesker interagerer. Og det på en måde, så de synkroniseres.
De neuroner, der er aktive i den enes hjerne, bliver automatisk aktiveret i den andens. Virkningen er den, at vi på mindre end et sekund ved, hvilken bevægelse modparten vil gøre, hvorefter vi forbereder os på at gøre den samme bevægelse, samt at vi fornemmer den andens sindsstemning. Spejlingstendensen øges, når vi er fysisk tætte på personen eller kender vedkommende godt.
Denne gensidige påvirkning ses på mange planer, lige fra hvad vi finder interessant, altså hvilke nervebaner, der bliver udbygget, til hvilke gener der, bliver/ ikke bliver aktiveret i vores videre udvikling.

Når hjernen påvirkes, gør kroppen det også.
Givende forhold har en gavnlig indvirkning på vores helbred, mens skadelige forhold kan fungere som en langsom forgiftning af vores krop.
Hvordan vi forbinder os med andre, er derfor af overordentlig stor betydning.
Dog kan den del af hjernen også ”repareres” livet igennem, gennem sunde forhold til andre. Med andre ord repræsenterer den sociale hjerne et biologisk system, der konstant bringer os i harmoni med de mennesker, vi er sammen med, så vi derigennem kan påvirkes af deres tilstand.

Født til at hjælpe

Trangen til at hjælpe andre ligger også indbygget i os.
En evne der i særlig grad aktiveres, når vi har vores fulde opmærksomhed rettet mod den, der trænger til hjælp.
Når vi er opmærksomme, bliver vi følelsesmæssigt forbundet med den anden, og det gør empati med vedkommende muligt. Og omvendt – jo mere uopmærksomme og urolige vi er, des sværere får vi ved at indleve os i andre, og dermed i at udvise empati.
Selvoptagethed i enhver form vil derfor altid spænde ben for os, i forhold til at være følelsesmæssigt forbundet med andre og udvise empati.

Når hjælp trænges

Vi har alle brug for en hånd eller én, der kan lytte til os, i forskellige perioder af livet. Nogen har det i større grad og over længere tid, end andre. Denne position gør os sårbare, fordi vores afhængighed af den anden bliver – om ikke synlig – så i hvert fald mærkbar.
Hvis modparten er indfølende, er denne også bevidst om uligheden i forholdet.
Det giver hjælperen en magt, som vedkommende må være sig bevidst ikke at misbruge.
Jo større behovet, des større er skellet. Og jo længere tid behovet er der, des større er sårbarheden.
Særligt sårbare er vi for eksempel:

  • som børn og unge
  • hvis vi har store ar på sjælen,
  • når vi er uden social støtte
  • bliver hjemløse eller på anden måde mister fodfæste i et område af livet
  • har svære sindslidelser
  • er i en udsat position f.eks. som omsorgsgiver til svært trængende
  • eller ”bare” har udefinerbart ”ondt i livet”.

Usunde hjælperoller

 Omsorgsrelationer er særligt udsatte for magtmisbrug. Det er de, fordi der er en indbygget ulighed. Særligt hvis behovet for hjælp er stort og langvarigt, og den, der modtager hjælpen, ikke kan sige fra.
I værste fald kan der skabes en ond cirkel, hvor hjælperen bliver afhængig af at skulle hjælpe. En sådan medafhængighed gør, at hjælperen bliver en del af problemet og er med til at fastholde det. Hjælperen bliver overansvarlig og tager over, hvor den hjælpsøgende sagtens kunne selv. Dette gør naturligvis, at de udfordringer og den stimulation, der er nødvendig for vedligeholdelse og udvikling af færdigheder, udebliver, og den hjælpetrængende vegeterer blot yderligere.

Helte/frelser mentalitet kan opstå af flere årsager. Mennesker, der fra barnsben har påtaget sig omsorgsrollen i familien, kan have den så meget på rygraden, at den er svær at lægge fra sig. Det har for dem været en måde at overleve på – og nu ubevidst blevet måden at leve på. Hjernen er blevet kodet til det fra en tidlig alder.

En anden årsag kan være, at hjælperollen kan være så omfattende og være foregået så længe, at erfaringen af og ønsket om en ligeværdig relation kan være næsten væk.
Her tænker jeg særligt på hjælp givet massivt og over en lang periode, til mennesker med minimal evne til indlevelse og nærvær. Eksempelvis ægtefællen, der har stået sin partner bi i mange år, andre pårørende, eller folk i omsorgsbranchen. De har været i rollen så længe, og haft så lidt tid til at huske på sig selv, og mærke egne behov og egne grænser. Hjernen er med tiden blevet kodet til hjælperollen, og til at der ikke er plads til egne behov.

En tredje årsag er, at det kan være en måde for den hjælpende at styrke sit selvværd på. Kan hjælperen ikke hvile i en egenværdi som værende, men skal kunne bevise sit værd – og er der ikke andre måder at bevise dette værd på end ved at vise, man kan ”hjælpe”, så bliver dette hjælpeprojekt vældig vigtigt og enormt energiladet. Det er jo hjælperens eksistensgrundlag, der er på spil. Hjernen kører i overlevelsesmode, og har slet ikke den ro, der skal til for at mærke den andens behov.

Med andre ord kan der i en omsorgsrelation udvikles en usund hjælperolle, der kan tangere af hjælperidentitet, pga. tidlig tillært hjælperadfærd, udmattelse, flugt fra eget dårlige selvbillede, eller at hjælperen opnår en sekundær gevinst i form af at blive holdt af eller føle, der er behov for en. Alt dette vil som regel foregå helt eller delvist ubevidst for hjælperen.
Særligt udsatte for udvikling af en hjælperidentitet er folk i omsorgsbranchen; psykologer, læger, sygeplejersker, sygehjælpere, assistenter, pædagoger, præster og menighedsledere. Og de nære pårørende til svært lidende.

Hvad gør vi så?

Det bedste, vi kan gøre, er, som ved alle andre mellemmenneskelige relationer, at mærke efter, tale sandhed, tage ansvar for egen trivsel, sætte egne grænser og respektere andres. Dette via ro, indlevelse og empati.

Af Elin Andersen, cand. psych.

Se også:

Marias forhold til medicin

Maria fortæller om sit forhold til medicin                           ...

Personlige beretninger