Han siger vi skal
stoppe forholdet - igen

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Tak for at give mig muligheden for at blive lidt klogere på den situation, jeg står i, og for at kunne få mentalt luft, så alle tankerne ikke fryser sig inde. Jeg er på 10. år sammen med en mand, som jeg elsker. Vi bor hver for sig, dels fordi vi bor i hver sin landsdel pga børn fra tidligere forhold. Dels fordi han ikke ønsker at miste sin ro, som er hellig for ham. Han gik ned med stress for 12 år siden. Mistede følelsen i venstre side og var uden for arbejdsmarkedet i knap 2 år. Han arbejder nu og klarer det fint med en hjemmearbejdspladsordning. Er på kontoret tre dage og hjemme to dage langt ude på den jyske mark.

Når han bliver spidsbelastet (det er min version af sandheden, sådan som jeg ser det), så forlader han mig. Dels med nærvær. Men også verbalt. Han slår op. Siger vi ikke passer sammen. Bliver verbal aggressiv over for mig. Og viser truende adfærd som knyttet næve eller kaster med ting. Han har skubbet til mig – ikke slået. Det sker, hver gang han har været på udlandsophold med sit arbejde, som kræver ham 180 %. Dels skal han være meget koncentreret og social, når han arbejder. Dels arbejder han længere dage end hjemme. Ca 12 timer. Dels skal han være social om aftenen, hvilket er hans spidskompetence. Han er kongen for bordenden, der fortæller røverhistorier og underholder. Han elsker det og fortæller lykkeligt om opholdet, når han kommer hjem. Inden han falder sammen.

Så går der et par uger, hvor han er helt i knæ, og hvor han altså typisk slår op med mig. Det har han så lige gjort igen. Fordi jeg krævede noget af ham, som han mente var urimeligt. Måske var det urimeligt (vi bygger hus, og jeg havde ventet på ham længe, han var væk i to uger denne omgang). I sidste omgang for et par måneder siden var han væk tre uger, og her slog han også op, fordi han mente, jeg var urimelig. Skriver det kun, fordi der er et mønster. Han finder mig urimelig og slår op. Når han slår op, trækker han sig, tager hjem til sit hus og tager ikke telefonen. Vil bare have ro.

Jeg er desværre af en anden støbning og søger ham. Kan godt finde på at køre hen til ham. Det gjorde jeg sidste gang. Vi har tre piger, der har været papsøskende i 10 år. Vi er tætte med hinandens familier. Vi har bygget på eget sommerhus i seks år. Så vi er forenede mere end som så. Derfor vil jeg ikke bare lade ham sejle sin egen sø, mens jeg drukner i fortvivlelse over endnu engang at være alene.

Denne gang har han sagt det så tydeligt, at jeg tror, han mener det. Han siger, at næste gang vi ses, skal det være uden børn. Næste weekend. Han siger, han ikke er lykkelig, og at jeg er det værste, der er sket for ham, men også det bedste. Vi har almindeligvis god kommunikation, har sex og griner sammen. Men i disse perioder er der lukket ned for det hele. Jeg skriver for at bede om hjælp til, hvordan jeg skal forholde mig.

Oprigtigt talt er jeg selv i tvivl, om jeg orker det mere. Og hvis jeg gør, hvad skal jeg så kræve af ham og mig selv. Han er sikker på, at det ikke handler om stress, eller at han rejser. Han siger, jeg ser noget, der ikke er. At det er min fortælling. Måske taler han sandt? Jeg taler med mine veninder om det, og de ved, at det er et gentagende mønster. De ser os også sammen og bakker hele tiden vores forhold op, fordi vi er sådan et godt par, siger de.

Jeg er i øvrigt selv træt. Jeg fik konstateret lymfekræft i januar, som jeg er blevet godt behandlet for og lever nu med risikoen for, at det kommer igen. Jeg mistede mit job pga corona og er endnu ikke kommet i gang. Hans job har varslet fyringsrunde her i slutningen af september start oktober. Og som en del af corona arbejder han hjemmefra, hvorfor han ikke har behov for at sove hos mig, som han ellers altid har gjort, når han er på arbejde i den by, hvor jeg bor. Jeg har altid følt, at han havde mig, fordi han så havde et sted at overnatte, når han var på arbejde, fordi han er meget nærig. Vi har også talt om det, men han har benægtet det. Men nu hvor han ikke behøver at komme på kontoret, er han hjemme. Hvad skal jeg gøre?

Svar

Kære brevskriver

Tak for dit brev. Det lyder som en svær tid på flere fronter, både med ændrede livsomstændigheder i forhold til job, et sygdomsforløb som du heldigvis er kommet på den anden side af, og et kærlighedsforhold med usikkerhed. Jeg fornemmer en frustration og forvirring over, hvorfor din kæreste bliver ved med at afvise dig, og jeg forstår, at det må være en svær situation at stå i. Du efterspørger selv at blive klogere på situationen. Jeg kan ikke præcis sige, hvad du skal gøre, da jeg kun kender situation fra den ene part, men jeg vil forsøge at sætte nogle perspektiver på jeres relation, som jeg håber kan være dig til hjælp.

Du skriver, at du ser et mønster i, at det er i stressede perioder, fx efter hans udlandsrejser, at han beslutter at ende jeres forhold. Jeg tænker,  det ikke er usandsynligt, at det kan hænge sådan sammen, eftersom du skriver, at han tidligere har været sygemeldt med stress og efterfølgende har måtte indrette sit liv efter det. Men det lyder, som om han ikke selv har samme opfattelse, eller at han måske ikke selv er bevidst om, at det er sådan det hænger sammen. Der er flere ting, jeg bliver nysgerrig på:

  • Sætter han ord på, hvorfor han har brug for at tage afstand fra dig og ende jeres forhold?
  • Hvad ligger der fx i, at han synes, du var urimelig?
  • Hvem er det, der tager initiativet til at finde sammen igen – er det kun den ene part eller begge?
  • Ved han, hvad det gør ved dig, at du bliver afvist igen og igen? Har du sat ord på det?

Ofte kan vi i relationer have forskellige forventninger til hinanden. Hvis ikke vi får afstemt forventningerne, så kan det ende i, at man føler, at den anden ikke imødekommer ens behov. Det kan også komme til udtryk i, at man føler partneren har for mange krav, som man ikke føler, man kan leve op til. Begge dele føles frustrerende, og man får enten tendenser til at rykke tættere på den anden eller at tage afstand. Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at din kærestes tendens er at trække sig, mens din kan være at rykke tættere på ham? Og at det kan se ud som en slags “katten efter musen”? Hvis ikke man er opmærksom på sådanne mønstre, og hvorfor man reagerer, som man gør, kan det – som i jeres tilfælde – ende med, at den ene siger helt fra.

Jeg vil opfordre dig til at snakke med din kæreste om jeres forventninger til hinanden. I samtalen er det afgørende, at I taler ud fra jeres egne følelser og fx siger “jeg føler XXX når jeg bliver afvist”, og “jeg har brug for XXX”  i stedet for at sætte ord på, hvad den anden gør forkert. Du skal derfor ikke bebrejde din kæreste for noget, men give udtryk for, at du fx både bliver såret og frustreret, når du bliver afvist af ham. Og det samme kan han gøre. Sæt samtidig ord på, hvad I hver især ser som værdifuldt i jeres relation. Hvad er det, som betyder noget? Kan I finde et fælles ståsted at bygge videre på – på trods af konflikter?

Hvis I formår at have en åben snak om forventninger, vil I muligvis finde ud af, at jeres forventninger ser forskellige ud. Men når det er kommet frem i lyset, kan I tale om det og fx indgå nogle kompromiser. Det kan også være, at I i samtalen finder ud af, at det er for svært at finde et fælles ståsted, og at jeres forventninger til hinanden er for forskellige og ikke kan forenes. Eller det kan være, at han for alvor er på vej ud af forholdet, sådan som du skriver, at du har en mistanke om. For at et forhold skal kunne holde, må der være et fælles fundament, en tryghed og tillid, og en vilje hos begge parter til at kæmpe for relationen, også selvom det koster noget. Hvis ikke der er det, kan det blive for skrøbeligt og alt for svært at være i for begge parter, og så kan det nogle gange være bedre at gå hver til sit.

Hvis I bliver enige om at tage en seriøs snak om forventninger mm., men synes, det er svært, kan jeg anbefale at inddrage en professionel fx en psykolog. Det er også en mulighed at ringe til Parvis’ Rådgivningstelefon, som har åben hver mandag aften.

Alt muligt held og lykke til dig i dit parforhold.

De bedste hilsner

Simone Kusk, Psykolog

Se også: