Jeg er en kvinde i midt 40´erne, som bor sammen med min jævnaldrende kæreste og hans søn på 17 år. Vi har været sammen i 12 år og har haft det godt sammen.
For to år siden fik min kærestes søn konstateret aspergers, hvilket er begyndt at påvirke vores forhold i en negativ retning. Det har det gjort før, men vi har formået at rejse os og finde en vej. Denne gang ser det noget anderledes ud. Jeg er skubbet totalt til siden – igen – og det føles, som om at jeg er tredje hjul i mit eget forhold, da alting handler om hans søn. De bruger al deres tid sammen, og jeg er simpelthen så ked af det, for jeg kan godt se, at jeg er en stressfaktor.
Stressfaktor, fordi jeg “kræver” alene tid med ham, bare en gang imellem. Jeg “kræver” sex, og hvad man nu ellers laver som par. Vi er aldrig alene, og altid er hans søn i nærheden. Det betyder, at alt det, som man har sammen som par, bliver delt med ham – hvilket er ret frustrerende. For mig føles det føles som at have en tredje part med i forholdet.
Jeg forstår udmærket hans søns udfordringer, og jeg gør, hvad jeg kan, men det føles som at slå i en pude, for der er simpelthen bare ikke plads til mig eller “os” længere. Jeg er så trist. Når jeg nævner, at jeg feks. kunne tænke mig at rejse sammen, bare min kæreste og jeg, så virker det, som om at det, jeg siger, er et angreb på hans søn, fordi jeg ikke har talt ham med. Og jeg leder bare efter min kærestes opmærksomhed.
Drengens mor er desværre død for mange år siden, så han bor hos os hele tiden. Det gør så ondt ikke at kunne være et par og lave noget sammen alene – bare engang imellem. Vi skal hele tiden tilsidesætte vores forhold og erkende, at der ikke er tid til os. Jeg hader næsten mig selv for at skrive det her, for jeg ved, at søn og far ikke har det nemt, men jeg sidder også som partner og må se det hele smuldre.
Måske havde han/de haft et bedre liv uden mig? Jeg er vred, trist og frustreret og tror, at mit forhold i bund og grund er slut, selvom han – når han “er der” – giver udtryk for, hvor meget jeg betyder for ham. Jeg ved slet, slet ikke, hvad jeg skal gøre? Jeg er så ked af det.
Hilsen den triste kvinde
Kære triste kvinde
Tak for din mail, hvor du beskriver den svære situation, du har været i de sidste år. De tanker og bekymringer, du står med lige nu, kan være svære at få styr på alene, så det er rigtig fint, at du søger hjælp til dette. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dit spørgsmål og hjælpe dig videre i dine overvejelser.
I din beskrivelse af jeres forhold får jeg indtryk af et par, der har været glade for hinanden både i de op- og nedture, I har været igennem. Du beskriver meget fint de mange benspænd, der udfordrer jeres forhold. Samtidig beskriver du også meget fint det savn, du har til jeres tosomhed, hvor du ikke skal dele din kæreste med hans søn.
Først og fremmest har jeg lyst til at opmuntre dig til at holde ud. Den tid, din kæreste og hans søn gennemgår lige nu, er ofte krævende og opslidende. Sønnen er ved at selvstændiggøre sig samtidig med, at der er begrænsninger i de færdigheder, han har til dette. Derfor har han brug for ekstra hjælp igennem dette. Som far bliver det svært at guide og håndtere de udfordringer, ens søn står i, særligt når begrænsningerne gør det svært at spejle sig i andre teenagerfamiliers udfordringer. Men hold ud!
Jeg har fulgt mange familier med disse udfordringer, og de løsner oftest lidt op ved 20 årsalderen. Der er selvfølgelig lang tid til endnu, men hvis du kan se en åbning der, så overvej lige, om det er værd at blive og holde ud lidt endnu.
Samtidig med at jeg opfordrer dig til at hold ud, vil det også være helt på sin plads at gøre din kæreste opmærksom på, at jeres forhold også kræver opmærksomhed, hvis det skal overleve. Måske er det ikke rejser, der er realistiske lige nu, måske der i stedet for skal fokuseres på ”det lille nærvær”. At I har timer sammen. Hvor I kan tage ud og spise eller få bragt maden hjem i køkkenet – uden forstyrrelser.
Som jeg forstår din beskrivelse, er der pt. nærmest ingen tid overhovedet til jer. Derfor har jeg lyst til opmuntre dig til at få talt med din kæreste. Prøv at undgå krav til, hvad I skal kunne sammen. Få derimod din kæreste til at beskrive, hvad han tænker er realistisk tid sammen, hvis I skal kunne holde jeres forhold i live.
Det er et svært sted I står sammen lige nu, og der kan sikkert nemt findes mange grunde til, at jeres forhold måske er slut. Det, du skal forholde dig til, er, om du endegyldigt tænker, at det er umuligt at komme tilbage til noget af det, I tidligere har haft? Eller kan der skimtes lys i horisonten, så selv om det vil tage lang tid, så kan der skimtes håb? Hvis håbet er der, så kæmp. Kæmp for at give tid og plads til, at din kæreste og hans søn har tid sammen. Kæmp for at I finder veje frem i et forhold, I begge er glade for. Nogle gange er det en umulig opgave at klare alene, og så er det nødvendigt at finde en professionel, der kan guide og udfordre, så I sammen kommer på rette vej.
Jeg håber for dig og din kæreste, at I sammen kan få snakket om noget af det her. Det kan være en svær samtale at tage hul på. Det vil måske kræve mod af dig at give den tid til din kæreste, han har brug for, for at nå til et sted, hvor der er mere plads til jeres tosomhed. Måske kan samtalen starte med, at du viser ham dit spørgsmål og mit svar.
Håber, du har fået nogle ideer, du kan arbejde videre med – og god arbejdslyst!
De bedste hilsner
Filip Smidt
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
