Jeg forstår ikke min mand

Kære frustrerede kone

Tak for dit brev; det er stærkt af dig at række ud!

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er rådvild og frustreret. Du har for nyligt været udsat for en ulykke, men du får ikke forståelse eller særlig omsorg i den forbindelse fra din mand. Tværtimod er det, som om han trækker sig endnu mere væk fra dig. Han er optaget af sit arbejde, og når han har fri, går han tur og derefter tidligt i seng. I weekenderne træner han, og når du forsøger at nærme dig ham ved at spørge til ham, afviser han dig kraftigt. Det er så forståeligt, at du bliver ked af det og farer vild i jeres forhold. Der er sansynligvis noget, som plager din mand, noget som han har svært ved at dele med dig, og som efterlader dig alene med gætterier om, hvad der har ramt jer. Det giver mening, at det bliver svært for jeres parforhold.

Tidligere erfaringer

Jeg forstår dig sådan, at det svære kom ind i jeres parforhold for trekvart år siden. Skete der noget særligt på det tidspunkt i din mands eller dit liv? Du skriver, at du før har skrevet til Parvis, og at din mand for få år siden har været dig utro med en kollega. Det fortæller mig, at I før har bevæget jer i vanskeligt landskab sammen. Jeg bliver nysgerrig på, hvordan I håndterede den svære situation dengang. Var der noget, som blev særligt hjælpsomt for jer på det tidspunkt, som måske kan bruges på det sted, I står lige nu? Hvad er det, I hver især og sammen er særlig gode til, siden I stadig er sammen på trods af det, der skete dengang? Var der andre, venner, familien eller måske en parterapeut, som hjalp jer?

Måske er der rester af det svære fra dengang, som dukker frem lige nu. Noget, som forsigtigt skal fortælles og lyttes til igen. Måske er der noget i jeres situation lige nu, som kommer til at minde dig om den tid? Der kan være noget i din mands afvisning, som gør dig urolig, og du derfor kan have ekstra brug for at få bekræftet, at han stadig har en vilje til at ville dig og jeres parforhold. Som ægtefælle har man en særlig status i hinandens liv. Det vil sige, at man både har en ret, men også en pligt til at invitere den anden ind i sit private liv. Vi knytter nogle særlige bånd, når vi deler det svære og sårbare med vores partner.

Den grundlæggende vilje til at genskabe kontakten

Når din mand siger, at du ikke har adgang til hans privatliv, er det bekymrende. Alle par oplever perioder, hvor det er svært at have kontakt med hinanden. I sådanne perioder er det væsentligt at vide, at vi begge har en grundlæggende vilje til at genskabe kontakten. Der skal to til et parforhold. Jeg kunne blive nysgerrig på, om din mand har den vilje, og hvordan den eventuelt har ændret sig over tid. Måske kunne du sige til ham: “Jeg har svært ved at se og mærke, at vi er et par. Har du det også sådan? Jeg kunne ønske, det var anderledes, tænker du også sådan?” Og bliver det svært at tage hul på, kunne du måske vise ham brevet her.

Hvad længes I efter?

Hvad var det, din mand var kommet til at længes efter, siden han blev dig utro i sin tid? Ved du, hvad han længes efter nu? Og mon han ved, hvad du længes efter? Nogle gange kan vi komme til at tro, at vores ægtefælle forventer det umulige af os. At vi skal være perfekte partnere eller elskere. Ofte er det dog meget mere simpelt eller lavpraktisk, når vi får talt med hinanden om, hvad det er, vi hver især savner i parforholdet.

Jeg gætter på, at du, nu hvor du har et dårligt ben, længes efter, at din mand giver dig trøst. Du kunne måske hjælpe ham på vej ved at sige: ”Jeg savner, at du holder om mig. At du ser mig ind i øjnene og siger, at du godt kan forstå, det er særlig hårdt for mig på grund af  ulykken. Mere behøver du ikke lige nu.”
Din mand trækker sig og virker til, at han har brug for ro. Det ville det være meget nemmere at give ham, hvis du måtte høre blot en overskrift på, hvad hans tilbagetrækning handler om. Måske kan du sige noget som dette til ham: ”Jeg kan se, du har det svært. At du har brug for at trække dig, og det er okay. Vil du for min skyld sige en sætning om, hvad det handler om?”

Det vil være forståeligt, hvis den forestående pension giver ham uro. Min oplevelse er, at mange, især mænd, kan opleve det sorgfuldt at miste den identitet, som et langt arbejdsliv har givet dem. Måske er han i sorg, og så giver det god mening, at han reagerer kraftigt, når du nærmer dig det sorgfulde sted i ham. Der ligger en god grund bag hans reaktion. Som ægtefælle kan du forsigtig ae det frem ved at gøre det så trygt for ham, at han får mod til at åbne lidt mere for, hvad der trykker ham.

Forslag, du kan arbejde videre med

Kunne det blive muligt at sætte dig sammen med ham i solen – uden en masse ord, så han kan mærke, at du er der for ham. Spare lidt på ordene. Kunne du lægge dig i sengen sammen med ham, når han går tidlig i seng og bare holde om ham, ikke andet. Og så se, hvad der sker. Langsomt, forsigtigt, nysgerrigt. Hvad ville han sige, hvis du spurgte, om I skulle træne sammen eller tage en gåtur sammen, i det omfang dit ben ville være med til det igen? Det er et tålmodighedsarbejde, jeg ved det. Nogle gange kan det hjælpe at vide, at når min partner reagerer uhensigtsmæssigt, er det måske, fordi han er bange for noget. At det ofte handler mest om ham selv, og ikke fordi han vil såre dig.

Opsøg hjælp udefra

Det kan være meget svært at ændre på de vaner og mønstre, man som par har dannet sammen over tid. Derfor kan det være hjælpsomt, at få andre fx en erfaren parterapeut eller psykolog til at hjælpe med at sætte gang i en forandringsproces. Du kan også ringe til vores gratis telefonrådgivning eller finde samtalehjælp her. 

Bedste hilsner

Gitte Volsmann, Psykoterapeut MPF