Jeg ved ikke om jeg elsker min mand?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg har været gift i snart 20 år. Min mand og jeg har 7 børn, hvoraf to af dem er flyttet hjemmefra.

Vi har haft et turbulent liv de sidste seks år. Jeg blev syg efter fødslen af vores barn og er i dag førtidspensionist. Min sygdom gjorde, at jeg havde behov for hjælp til alt fra toiletbesøg og til at komme i seng. Hvilket min mand stod for. I dag er jeg i bedring og kan klare det meste selv.

Oveni det har vi en datter med ADHD og flere selvmordsforsøg bag sig. Hun har været på opholdssted og er nu 23 år og kommet i egen lejlighed, og på den front går det også bedre. Alt burde være fantastisk igen, som før jeg blev syg, og vores datter fik konstateret ADHD, men det er det ikke.

Jeg kan ikke mærke mine følelser for min mand. Jeg føler ikke, at jeg kan sige, at jeg elsker ham uden at mærke en tvivl indeni mig. Og hvorfor ved jeg ikke. Jeg har prøvet at mærke efter det sidste års tid, men intet sker. Jeg føler nærmere, at jeg indeni skriger “skilsmisse”.

Der, hvor jeg mister håb og tænker skilsmisse, er ofte i situationer omkring vores børn. Jeg har et kærligt bånd til alle ungerne og forguder dem. De er mit et og alt.Men selvom at jeg synes, at min mand er et fantastisk menneske med en masse gode værdier, så ville jeg nok ønske, at han var en bedre far. At han sætter ord på sin kærlighed til dem og omfavner dem, som de er. Han vrisser nemt og har det med at påtale de negative ting i stedet for at rose dem for det gode, de gør.

Jeg bliver så ked af at være vidne til, at deres forhold til deres far glider ud, fordi de mangler anerkendelse og omsorg.

Jeg har altid været et meget positivt menneske og det smitter også af på mine omgivelser, men det er, som om det ikke længere gør det ved ham. Og det er ekstremt hårdt at leve med en person, som ofte virker mut, trist, træt eller andet.

Hvis det er hårdt for mig, så er det også hårdt for børnene. Det ved jeg, at det er. For børnene og jeg er åbne omkring det, når far ikke er til stede. Hvilket nok også kan skabe splid, da jeg så altid er den gode og far den onde. Men jeg føler jo, at han kan yde mere og gøre en indsats for at få deres bånd skabt igen.

Vores efternøler på 5 år er begyndt at svare far igen. Når hun gør det, bruger hun de samme ord, som far selv bruger. Som i “du skal slappe af nu”. Børn lærer af, hvad de ser og hører.

Måske har det altid været sådan, og jeg bare ikke har lagt mærke til det. Jeg tror det ikke. Men noget har ændret dynamikken herhjemme. Både måden vi er som familie og som par.

Jeg kan snart ikke holde til det mere – jeg kan ikke bære alt på mine skuldre. Min mand og jeg burde være et team og sammen skabe gode rammer for vores familie. Lige nu føler jeg kun, at det er mig.

Vi kommer i en kirke hver søndag. Vi er også frivillige der, og vores piger er med i lovsangsbandet. Alt omkring kirken gør min mand glad – der er han den bedste udgave af sig selv og boomer af overskud. Så snart vi er hjemme, så er han slet ikke så glad, og overskuddet er væk.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op og ønsker heller ikke at såre mine børn eller min mand.

Svar

Kære du.

Mange tak for dit brev til Parvis Brevkassen. Hvor kan jeg godt forstå, at I er trætte – begge to.

Jeg får et billede af, at I som par og enkeltpersoner må have haft meget gå-på-mod og overskud. Alene det at vælge at få en børneflok på syv og samtidig være aktiv frivillig i kirken vidner om, at I er gjort af et særligt stof. Jeg tænker også, at I som frivillige har fået rigtig meget igen, gennem lovsangen og i fællesskabet med andre fra menigheden.

En kamp for overlevelse

Desværre er I blevet ramt af alvorlig sygdom, og jeres datter er som voksen blevet udredt og fået diagnosen ADHD. Inden hun fik diagnosen, har I været hårdt spændt op og sikkert været det i hele hendes levetid. Det påvirker hele familiens system at have et barn med ekstra brug for struktur og forudsigelighed. I har ikke vidst, hvad årsagen har været, og det må have givet anledning til mange frustrationer og følelsen af afmagt i perioder. Jeres datters gentagne selvmordsforsøg og erkendelsen af, at hun har været nødt til at flytte på et opholdssted, må have slidt rigtig meget på jeres kræfter. I perioder har det sikkert været en kamp for at overleve som enkeltpersoner og som familie.

En kamp for de indbyrdes relationer

Både du og din mand har været spændt til det yderste for at få hverdagen til at fungere. Jeg forestiller mig, at det også var sådan, før du blev syg. Efter mange års kamp kan det opleves som dødvande, at det ikke længere er nødvendigt at kæmpe for at overleve. Nu er det en anden kamp – at styrke de gode indbyrdes relationer.

Da du blev syg, skulle du have hjælp til al personlig pleje. Samtidig skulle I tage vare på et spædbarn og hendes seks søskende. Det har virkelig krævet en beslutning, ikke mindst fra din mands side, om at blive i familien. Jeg tænker, han må være gjort af et helt særligt stof. Du beskriver, at han trofast har gjort alt, hvad han kunne for jer alle.

Udmattelse og anerkendelse

Nu oplever du ham som træt, slidt og trist – med god grund. Du oplever, han vrisser af børnene og påtaler selv små fejl, frem for at anerkende dem for dem de er. Det piner dig at være vidne til. Hvis man spurgte din mand, om han føler sig anerkendt, tror jeg at svaret ville være nej. Måske i kirken, hvor det lyder til, at han oplever at få ny energi.

Du gør alt, hvad du kan, for at skærme børnene imod hans manglende anerkendelse, og du og børnene har fået lavet jeres egen lille boble. Når man har været så hårdt spændt for, som I har, er der en stor risiko for, at man undervejs ikke har sprog for, hvad man gennemlever. Fokus har været at overleve som enkeltpersoner og som familie.

Spørg ind til hvordan han har det

Som jeg ser der, er der nu brug for, at du og din mand ser på hinanden igen med kærlige øjne. Jeg synes du skal fortælle ham, hvor stor pris du sætter på alt det, han har gjort. Både mens jeres datter var udfordret, og da du var syg, og måske til dels stadig gør. Fortæl ham, at du på den baggrund rigtig godt kan forstå, hvis han føler sig træt og slidt.

Fortæl ham også, at det smerter dig, at det er svært for dig at finde fodfæste i jeres ægteskab igen. Spørg ham, hvordan han har det.

Begræns talestrømmen – giv anerkendelse

Min erfaring er, at vi kvinder kan komme til at tale og spørge så meget, at vores mænd får lyst til at løbe skrigende væk. De vil gerne gøre deres kvinde glad, men aner måske ikke hvordan, og hvad der konkret forventes af dem.

Prøv om du kan begrænse din talestrøm, hvis du plejer at være meget talende. Øv dig i at anerkende ham – jeg tror, han savner det.

Tal ikke om, men til din mand

Jeg tænker også, det er vigtigt, at du stopper med at bagtale ham sammen med børnene. Det skaber ikke noget godt for nogen af jer. Vejen frem til, at der bliver en bedre dynamik i jeres hjem, er, at du taler med din mand om, hvordan han har det, og at du har tænkt han ser trist og træt ud.

Fortæl ham, at det gør dig ondt at se hans manglende overskud i forhold til børnene. Du siger, at han har mange gode værdier, og måske en af hans værdier netop er, at han gerne vil møde børnene på en mere respektfuld måde. Måske hans adfærd også piner ham selv?

Fortæl ham også om din egen følelse af tristhed og tomhed, men uden at bebrejde ham for det.

En god ballast giver håb

Det kan være svært at få begyndt, men grundlæggende har I en god ballast. Jeres udgangspunkt er, at I tidligere har haft et godt ægteskab, som jeg forstår dig. Det giver håb. I skal lige så stille i gang med at finde et sprog for, hvad I har været igennem og se om I kan finde hinanden igen. Måske kan I finde hjælp og inspiration til det i bogen “At elske er ikke en følelse”.

Opsøg professionelt hjælp

Når man har været igennem svære ting med et barn med ADHD og selvmordsforsøg, samt svær sygdom hos en voksen, kan det være en rigtig god prioritering at tale med en terapeut eller psykolog om, hvad I har stået i. Min vurdering er, at I vil være berettiget til et tilskud til psykologsamtaler, hvis I ikke allerede har fået det. Jeg vil råde jer til at tale med egen læge, om han kan lave en henvisning til psykolog. Hvis der ikke er en mulighed ad den vej, kan der måske være en mulighed gennem en forsikring? Alternativt kan I ringe til Partelefonen, hvor der er gratis rådgivning.

Opsøg jeres netværk

Jeg vil ønske jer al det bedste. Det er hårdt at kæmpe alene. Jeg håber at I finder en udenforstående at tale med. Måske kan I også finde et par stykker fra menigheden eller et andet netværk, som I har lyst at dele jeres smerte med. I har givet så meget. Nu er det tid at give jer selv lov at få noget igen.

Mange hilsener fra

Bente Nykjær Psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: