Min kone vil flytte – men jeg ønsker at få hende tilbage

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej brevkasse

Hvad skal jeg gøre? Jeg har været sammen med min kone i tæt på 15 år. Vi har i en periode haft gnidninger og jeg har tit været lidt efter hende, fordi jeg følte, hun altid skulle afsted hjemmefra.

Pludselig kommer hun og siger, at hun har fået lejlighed og flytter. Jeg er dybt ulykkelig og indser først nu at jeg har været en kæmpe idiot og indser nu, hvor højt jeg egentlig elsker hende. Jeg har prøvet at snakke med hende om mine fejl og erkendt, at jeg ikke var særlig opmærksom på hende og gerne vil gøre det godt. Hun siger hun er slidt i forholdet og holder fast i hendes beslutning.

Jeg har flere gange forsøgt at snakke med hende, bliver ked af det og græder. Nu oplever jeg, at hun bliver kold og afvisende overfor mig. Der er mange ting i spil – og jeg føler ikke hun lytter til mig og det frustrerer mig. Jeg erkender mine fejl og kæmper en desperat kamp. Ofte kommer hendes kommentar: “Jeg beklager”. Man kan da ikke pludselig stoppe med at elske sin partner? Hun siger også, at hun har følelser, men jeg føler, at hun bevidst pakker dem væk og skjuler dem for mig. I stedet fremstår hun kold og kynisk.

Hvad skal jeg gøre? Jeg ønsker jo bare at få hende tilbage, så vi igen kan opbygge vores lille familie. Vi har en dreng på 12 år som også er ulykkelig. Hvordan kan hun gøre det mod os? Hvordan vinder jeg hende igen?

Svar

Kære spørger

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Det lyder som en mavepuster pludseligt at opleve, at den man elsker, beslutter sig for at flytte. Jeg forstår godt, at du lige nu føler dig både trist, ulykkelig og desperat for at få din kone tilbage.

Du skriver, at du over for din kone har erkendt dine fejl og fortalt, at du vil forsøge at gøre det godt igen. Det har garanteret været sårbart for dig, at erkende dine fejl – og derfor også modigt af dig. At erkende sine fejl er afgørende for, at kunne arbejde videre med sig selv og sit parforhold.

En uhensigtsmæssig parforholdsdans

Din reaktion på, at din kone flytter, har været at forsøge at tale med hende, at blive ked af det og græde. Din oplevelse har været, at din kone er blevet kold og afvisende over for dig. Det afslører en parforholds-dans, som er meget naturlig. Når man føler, at man er ved at miste noget, rækker man naturligt mere ud efter det. I jeres situation er det dog ikke så hensigtsmæssigt. Jo mere du forsøger at nærme dig din kone, des mere trækker hun sig. At være kold, kynisk og afvisende er ikke nødvendigvis en bevidst handling. Det betyder heller ikke nødvendigvis, at din kone ikke har følelser for dig mere. I stedet kan det være din kones måde at tackle en følelsesmæssigt svær situation, hvor hun ønsker at stå fast på sin grænse. Din kone er sandsynligvis lige så såret som dig. Når vi er sårede, er det naturligt at trække os.

At lytte og sige undskyld

Hvis du ønsker at skabe en mulighed for, at opnå forbindelse til din kone igen, må du bryde jeres nuværende parforholdsdans. Lige nu er du optaget af at få hende til at lytte til dig, men det vil højst sandsynligt ikke være en virksom tilgang. I stedet vil jeg anbefale dig følgende

  • Respekter, når hun ikke ønsker kontakt. At presse på, får hende bare til at trække sig mere.
  • Vær klar og tag imod invitationen, hvis hun ønsker at have kontakt. I starten kan kontakten måske bare handle om praktiske ting eller jeres dreng.
  • Sig undskyld så ofte, det er nødvendigt. Du vil måske støde ind i, at din kone siger ting, hvor du ikke forstår, hvad du har gjort galt. Det er godt at sige undskyld, og derefter følge det op med et interesseret spørgsmål om, hvorfor netop denne ting har såret hende. Et eksempel på sådan en sætning kunne fx være: ”Jeg er ked af, at det jeg sagde/gjorde, sårede dig. Kan du hjælpe mig med at forstå, hvorfor/hvordan det sårede dig?”
  • Vigtigst af alt: Øv dig i at lytte til hendes frustration. Stil nysgerrige spørgsmål ind til du er sikker på, at du har forstået hende. Det kan være fristende at forsvare sig selv, men den nytter sjældent særlig meget.

At holde sig på egen banehalvdel

Jeg kunne forestille mig, at der sikkert er mange ting, du har brug for at forklare eller give dit perspektiv på. Husk tippet ovenover, hvor det gælder om at lytte mere end du taler. Hvis du skal tale, så sørg for at holde det på din egen banehalvdel. Som eksempel skriver du, at du ofte var efter din kone, fordi hun ville hjemmefra. Måske har du sagt noget i retning af: ”Du vil også så meget væk hjemmefra”. Den sætning kommer til at lyde anklagede. Bag den sætning gemmer sig sandsynligvis en sårethed hos dig. Når du har reageret på, at din kone tog hjemmefra, prøvede du måske i virkeligheden at sige: ”Jeg føler mig efterladt/ikke vigtig, når du så ofte tager hjemmefra”. En god model for at holde sig på egen banehalvdel kan være at sige: ”Når du gør… får det mig til at føle/tænke… Men hvordan forstår du det?”

At handle på det, du har hørt

Afslutningsvist gælder det om at handle på det, du har hørt. Når du har lyttet på din kone og tror, du har forstået hende, så spørg dig selv: Hvad kan jeg/vi gøre for at ændre det, hun er frustreret over? En god kommunikation og gensidig forståelse får mennesker langt. Men ordene og forståelsen bliver tomme, hvis ikke vi handler. Hvis du gerne vil gøre det godt igen over for din kone, må du vise det i handling – og ikke kun ord.

Jeg håber ovenstående kan hjælpe dig. Måske du også kan finde inspiration fra et andet brevkassesvar. Det er også muligt at få yderligere hjælp fra en af Parvis’ terapeuter eller fra en psykolog. Jeg ønsker dig alt det bedste i den videre proces med din kone!

Charlotte Falch Marquardt, psykolog i Agapehuset
Charlotte Falch Marquardt, psykolog i Agapehuset

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: