Kære brevkasse.
Jeg er blevet separeret efter 7 år, og det gør ondt. Det var min kones ønske, og jeg efterkom det. Jeg betalte også halvdelen for ikke at lave noget ballade.
Årsagen er, at hun ikke har flere kræfter lige nu og er brugt op.
Vi har igennem to-tre år haft en del problemer. Problemerne har tit og ofte være pga. af mig, da jeg godt vil have en øl med gutterne. Hun har tit følt sig tilsidesat og glemt. Det er jeg selvfølgelig ked af, men jeg har desværre ikke kunnet se det i tide. Det skal siges, at min kone har været der meget for mig i svære situationer.
Forleden dag tog jeg hende i at lyve, selvom hun i alle år har sagt, at det kunne hun ikke. Hun var på restaurant med en veninde eller en anden mand, det ved jeg ikke, da hun løj. Det mærkelige i dette er, at da jeg så hende og konfronterede hende, så kom hun snigende ud ad bagdøren på restauranten, som om jeg ikke skulle se, hvem hun var der sammen med. Hun blev ved med at sige, at det var en veninde.
Efterfølgende skrev vi en del sammen, men hun kunne ikke se, hun havde gjort noget galt. Det endte i skænderi. Efterfølgende dag ringede hun så og gav en undskyldning og sagde, at det ikke var ok.
Hvad skal jeg gøre? Jeg elsker hende og vil gerne, vi skal finde ud af det, men hun svarer ikke mere på sms eller opkald, da hun bare gerne vil have ro og fred.
Hvad stiller jeg op?
Vh den ulykkelige mand
Kære ulykkelige mand
Tak for din henvendelse.
Jeg forstår godt, at det gør meget ondt at blive separeret efter nogle år – det var jo kærligheden som førte jer sammen og drømmen om et liv sammen – og ikke en separation.
Når det så blev til separation, skete det sikkert, uden I egentligt ville det – selv om der var problemer. Jeg tænker således, at I har gjort jeres bedste for at ægteskabet skulle lykkes. Det giver derfor ikke mening at tale om, hvem der har skylden.
Men din kone ønskede en separation, fordi hun ikke havde flere kræfter lige nu. I mine øre lyder det, som om at det uoverskuelige i jeres parforhold er vokset gennem nogen tid for hende – måske gennem længere tid end de seneste to-tre år. Min erfaring er, at når der sker en nedslidning (ikke flere kræfter), er det meget vanskeligt at genfinde hinanden. Nedslidning er nemlig noget andet end konflikter – her er man blevet ”slidt ned.” Så er det vigtigt at bevæge sig forsigtigt, hvis det skal lykkes at finde sammen igen.
Når din kone så forsøger at hemmeligholde et besøg på en restaurant, vidner det om, at hun ikke kan overskue at tale med dig om sit liv lige nu. Så når du forsøger at drage hende til ansvar for den handling, kommer du til at bygge videre på den nedslidning, hun har brugt som årsag til separationen og gør derved jeres situation vanskeligere. Jeg kan læse, at det ender med skyldfølelse hos hende. Det er der ikke mange, som kan leve med i et ægteskab.
Noget andet er, at når I er separeret, er ingen af jer forpligtet til at stå til ansvar over for den anden – tværtimod. Formålet med separationen er netop at skulle prøve at leve alene for at komme væk fra de mønstre, der har skilt jer ad og så finde ud af, om I begynder at savne hinanden. Et sådant savn fra jer begge to, skal jo danne grundlag for at forsøge igen. Præmissen er således at leve, som I har lyst uden at skulle informere den anden om noget som helst.
Jeg forstår godt, at du synes dette her er rigtigt svært, da du stadig elsker hende. Men da hendes begrundelse for separation er ”ikke flere kræfter”, kommer du til at skabe større og større afstand til hende, desto mere du opsøger hende.
Hvis du derfor ønsker at give jeres parforhold en chance, er du nødt til at holde dig helt væk fra hende i nogle måneder. Jeg foreslår, at I aftaler, at der ingen kontakt skal være i 3-6 måneder. Det kan give hende mulighed for at kunne mærke sig selv, ikke være forpligtet og derved give plads til et evt. savn.
Hendes manglende svar på dine henvendelser vidner for mig at se om, at hun lige nu har brug for afstand til dig, men ikke kan finde ud af at få sagt fra – så her tror jeg, det vil være godt, at du fremover lader hende være uden at kontakte hende. Jeg forstår godt, at du gør det af kærlighed, men her bliver dine henvendelser i stedet for et udtryk for manglende respekt for hende.
Når der så er gået det antal måneder, som I har aftalt, kan I igen mødes for at snakke fremtid sammen. Det er imidlertid vigtigt, at I inviterer en parterapeut med til dette møde, da I ellers risikerer, at de gamle mønstre genopstår og blænder jer for en evt. fremtid.
Hvis du synes, at ventetiden bliver for vanskelig, kan jeg anbefale dig selv at søge hjælp hos en terapeut. Det vil hjælpe at sætte ord på din sorg og længsel.
Venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
