Min mand og jeg fik vores barn for to år siden. Det var meget hårdt i starten, da han græd rigtig meget. Han var meget syg, da han kom ud, og generelt fik vi slået benene væk under os.
Vi gik begge kortvarigt i terapi, som hjalp mig meget. Min mand var meget vred på vores søn, når han græd. Det er blevet bedre, men han bliver stadig meget påvirket, når drengen ikke lige vil, som vi vil. Bliver vred (råber ikke), men kan finde på at sige ting som: “Du opfører dig som en idiot,” og så gå fra ham.
Vi har snakket om det, og efter vores snakke er det blevet bedre, men vreden ligger lige under overfladen. Han bliver også meget vred, hvis f.eks. ting ikke går hans vej. Dette er eskaleret, efter vi har fået børn. Jeg har flere gange snakket om psykolog, men det vil han ikke. Jeg prøver at støtte ham og være der, når det bliver for meget for ham. Men det gør også bare, at jeg tager over mange gange, og så søger vores dreng jo automatisk mig. Og det gør ham også ked af det.
Jeg har en drøm om at få et barn mere. Det fylder utroligt meget i mig. Min mand kan slet ikke overskue et barn mere og siger selv, at han er bange for at blive for vred igen. Jeg er bange for at skubbe ham ud over kanten, hvis vi fik et barn mere. Men samtidig kan jeg heller ikke opgive drømmen.
Er det normalt, at man kan få det sådan efter børn, og hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham på vej?
Mvh. Susanne
Hej Susanne
Tak for din henvendelse.
Jeg vil gerne starte med at sige, at generelt er det meget svært at få et barn – også selvom det går rigtig godt med fødslen og videre frem. Hele ens tilværelse bliver forandret – egentligt resten af livet. Pludselig er det barnet, der fylder det hele og derfor også alle samtaler, reaktioner og adfærd. Vi har f.eks. haft besøg af vores datter med et lille barn på et par måneder – den førstefødte i den familie. Efterfølgende kom vi til at tale om, at det eneste vi havde talt om hele weekenden, var barnet – også fordi det havde kolik.
På mange måder kommer et barn således til at sætte sig følelsesmæssigt imellem forældrene. Vi siger, at når vi får et barn bliver vores parforhold konverteret om til at blive et forældreforhold. Der er faktisk gamle par, som efter 25 år stadig titulerer hinanden som mor og far, når de henvender sig til hinanden.
Det er således meget udfordrende, fordi vi sætter alt af vores eget til side for at opfylde barnets behov. Vi har imidlertid stadig behov for at blive valgt til af hinanden – at være kærester – uanset at der er kommet barn. Det er så lidt vanskeligt, da vi ikke kan sætte barnet på pause.
Alligevel er det vigtigt, at vi ikke blot accepterer kun at være far og mor, men vælger at vende tilbage til det at være et par – kærester – med alt hvad dette indebærer. På længere sigt er det langt bedre for både barnet og forældrene. Det sker ikke af sig selv – det er noget vi må vælge bevidst.
Jeg har også set adskillige eksempler på, at den ene ægtefælle (som regel far) bliver jaloux på sit barn, fordi det nu tager langt det meste opmærksomhed fra mor, så far ofte må stå og se på. Nogle mødre kan få en stærk livsbekræftende oplevelse ved at være årsag til det liv, der nu er ankommet. Når hun ammer og derigennem fortsætte med at give liv – så kan nogle mødre opleve, at de ikke har så meget brug for deres mand og hans kærlighed. For nogle er det også sådan, at op til et års tid efter fødslen kan kvindens behov for sex være reduceret i større eller mindre grad. Måske er den slet ikke til stede. Sex kan også blive udfordret af, at modermælken ofte begynder at løbe under selve akten.
Hvis manden oplever jalousi, vil han sikkert opleve det som pinligt og skamfuldt, at han er jaloux på sit barn, så det forbliver en hemmelighed i ham. Stærke følelser, som vi ikke sætter ord på, styrer os – så her kan det være en årsag til den vrede og irritation, du ser hos din mand. Stærke følelser, som vi sætter ord på, styrer vi. Indledningsvis er det derfor vigtigt, at I snakker sammen for at finde ud af, hvad der sker med din mand – hvis det er muligt.
Der kan jo også være andre årsager. Hvis f.eks. din mand har en livshistorie, hvor han ikke blev respekteret som barn, eller hvor hans grænser blev overtrådt, så kan han gemme på en vrede, der aktiveres, når/hvis der opstår situationer der ligner – altså hvor han ikke synes, han bliver respekteret. Et barn respekterer jo ingen i familien, da det kun formår at udtrykke de basale behov, hvis det skal overleve.
Jeres barn har været en del syg, som du beskriver – og har naturligvis overskredet alle jeres grænser, som helt små børn nødvendigvis må gøre. Barnet kan således let komme til at aktivere den vrede, du nu ser. Både i forhold til barnet, når det ikke adlyder – og i andre sammenhænge, hvor din mand ikke føler han bliver respekteret – eller bare var uheldig – eller noget var besværligt for ham.
Det er selvfølgelig vigtigt at blive klar over, hvad der sker på indersiden af din mand. Selv om I bliver bevidste om årsagen, er det ikke det samme som, at det så er let at ændre på. Det er ikke altid muligt at ”tage sig sammen.” Hvis han bliver ved med at forsøge at tage sig sammen, vil hans reaktion blot blive værre. Lykkes det for ham at lukke sig selv ned, udarter det sig måske til en depression eller selvhad.
Jeg vil derfor anbefale, så stærkt jeg kan, at I opsøger en parterapeut – altså tager af sted begge to. Hvis du kun foreslår, at din mand skal af sted, kan han få en følelse af, at der er noget galt med ham – at han bare skal fikses. Det er ikke godt for jeres parforhold. Dels fordi det, der sker i en familie i langt højere grad er et vi end et du. Dels fordi at hvis I tager afsted begge to, er der ingen at pege fingre ad. Så bliver det i stedet noget, I samarbejder om at forandre. Det, tror jeg, vil styrke jeres relation. Det vil sansynligvis også være lettere at få din mand med – så det er ren win-win.
Til sidst: Jeg forstår godt, at du kunne ønske dig et barn mere (jeg har selv fem). Jeg tænker ikke, det er en god ide, hvis I ikke får ændret på din mands adfærd.
I er selvfølgelig velkommen til at henvende jer til mig eller en anden professionel samtalepartner. I kan se, hvem der tilbyder terapi via linket her eller her.
Det er også muligt at få en gratis parsamtale via Partelefonen.
Kærlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
