Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hej.
Min mand har for 2 måneder siden meldt ud, at han ikke ville vores forhold mere. Vi har været sammen i 35 år. Jeg har været svær at gøre tilfreds med mange ting og har kørt i dårlige mønstre.
Han flyttede efter 3 uger til vores søn i hans kælder, hvilket jeg mente var bedst.
Han har et firma, som jeg har blandet mig for meget i. Jeg kan tydelig se mine fejl efter bruddet og har gået til coach. Jeg har skrevet et brev til ham og set ham af og til. Jeg er i vores fælles nybyggede hus. Jeg savner ham usigelig meget og ønsker kun at få en chance til. Hvor længe skal der gå? Mener han har brug for mere tid. Håber så inderligt, at han også tænker, at det er mange år, vi har været sammen. Han er meget lukket og siger ikke meget. Hjælp.
Kh. den knuste hustru
Til den knuste hustru
Tak for din henvendelse. Jeg forstår godt, det er rigtig svært for dig – 35 år er rigtig lang tid, hvor der var god tid til at blive flettet helt sammen – sådan mere eller mindre.
Jeg forstår på dit brev, at din mand gennem længere tid har udtrykt utilfredshed med jeres relation – og så nu har besluttet at forlade dig – og det ikke er fordi, der er en anden.
Når vi har konflikter gennem en årrække, foregår der ligesom et slid på forholdet. Dette slid sætter sine spor i følelserne og er ret svære at komme af med. Selv om relationen genoprettes, vil der ofte gå lang tid, før relationen igen er genopbygget.
Når du derfor igen ønsker at forsøge at danne en kærlighedsrelation med din mand, er det vigtigt, at han ikke bliver presset, ligesom det er vigtigt, at du ikke påpeger, at han også havde sine fejl som en del af adskillelsen. Jeg er bevidst om, at en konflikt i et ægteskab aldrig kun er den ene, så selvfølgelig sidder du også med et og andet, du er ked af og såret over.
Men præmissen for at skabe kontakt til din mand vil være, at du ikke påpeger hans fejl og mangler, men alene undskylder din del, uden at forvente at få noget igen. Det kan synes som helt urimeligt – og er det jo også på en måde – men jeg vil forvente, at din mand vil vende dig ryggen, hvis du ønsker erkendelse fra hans side. Hvis det så lykkes at genskabe relationen, kan I altid senere (hvis det viser sig at give mening) snakke om hans andel.
Det handler ikke om, at du skal ligge på dine knæ og bede om tilgivelse, men alene konstatere, at du har fortrudt din adfærd, hvis du får mulighed for at sige det til ham. Du skal heller ikke blive stående for at få en reaktion fra ham, da han sikkert vil føle det som, at du nu presser ham til en positiv respons – i værste fald manipulationen – så når du har erkendt din andel, går du bare videre og lader dine ord blive hængende. Det giver ham det indtryk, at du mener noget med din undskyldning, da du ikke forventer at få noget igen.
Så er det svært at sige helt konkret, hvor længe der skal gå, inden han kan høre, hvad du siger. Men i begyndelsen skal han kun møde positive dig over længere tid, så han ikke kan finde anledning til at kritisere dig, (flere måneder) så relationen stille og roligt opbygges gennem de positive møder I nu kan få – måske gennem børnene. Hvis han så altid møder positive dig, er der en chance for, at det gør ham nysgerrig på dig – der ligger jo 35 år inden i ham, som der står dit navn på – og mange af dem, tænker jeg, har været gode.
Men det er rigtig svært, det du ønsker at sætte i gang, da det kræver megen tålmodighed af dig – og der er jo desværre ikke nogen garanti for, at det lykkes. Men jeg tænker det er en vej at gå, som jeg har set lykkes hos visse andre.
Du kan overveje, om det er en mulighed for jer med parsamtaler ved en parterapeut. Hvis du tænker det som en mulighed, kan jeg varmt anbefale det til at komme til at lytte ind på hinanden.
Lykke til med dit forehavende.
Hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907