Boganmeldelse:
Klar til softwareopdatering?

”Fra tid til anden laver vi softwareopdateringer på vores computere og telefoner, ganske enkelt for at de skal fungere bedre. Måske burde vi også blive bedre til at lave softwareopdateringer på hinanden”.

Dette skriver psykolog Mattias Stølen Due i sin bog: “Pas på parforholdet”.

Forfatteren har igennem egen praksis, hjulpet mange par til en bedre kommunikation og større trivsel i forholdet. Formålet med bogen er, at få sat tanker, refleksioner og processer i gang i livet og parforholdet, for at parret kan passe på hinanden og bevare kærligheden over tid. Relationen, og det at fremme hinandens potentiale, har fokus igennem hele bogen, frem for en fejlfinding af hinanden.

Emnerne i bogen er; relationens karakter i parforholdet, kommunikation, fysisk berøring og sex samt udefrakommende udfordringer og lidelser, der følger med at leve livet – også som par. Gennem bogen er der spørgsmål, du kan tænke over selv, eller sammen med din partner. Det er ”Jeg-spørgsmål”, som er perspektivet i hele bogen. ”Jeg kan forandre mig selv, men ikke ændre på min partner.” I spørgsmålene fokuseres på det gode og positive, der kan give taknemmeligheden, glæden og kærligheden gode vækstbetingelser.

Som læser og som par, oplever jeg, at jeg/vi nemt kommer til tale om de samme emner, eller ”kører i ring” med de samme mønstre og perspektiver i samtalerne om parforholdet. I bogen er temaerne og tilgangen valgt af forfatteren. Den viden og teori som forfatteren gerne vil formidle, til gavn for parforholdet, flettes så fint og lettilgængeligt sammen med de mange eksempler forfatteren har fra egen praksis. Dette giver et godt og respektfuldt udgangspunkt for samtale omkring relationen og kommunikationen i forholdet. En samtale som giver muligheder for, at der bliver sat ord på, hvad man kan gøre, for at passe på hinanden og bevare kærligheden.

Det er en relevant og god bog, jeg varmt vil anbefale par at læse sammen. Sæt nogle aftener af til at læse bogen sammen, eller tag den med på en ”kæresteweekend” og start opdateringen.

Jeg giver bogen 5 stjerner

Af Christine Morthorst Christiansen

pas på parforholdet

Se også:

Spilanmeldelse: Lad din partner overraske dig

Kører samtalen i ring efter mange års parforhold eller tror du ikke, at din ægtefælle eller partner kan sige noget,...

Boganmeldelser, Det gode parforhold, Kommunikation, Seksualitet

Spilanmeldelse: Lyst – samtalekort

Hvad kan næsten altid tænde dig? Hvad kunne for dig være et tabu i vores sexliv? Hvad giver dig en...

Boganmeldelser, Det gode parforhold, Kommunikation, Seksualitet