Ensomhed i parforholdet

Ensomheden i parforholdet kan vise sig på mange måder. Det er af afgørende betydning, at man hele tiden har opmærksomheden på hinanden og på hinandens trivsel.

Af Steen Kruse

Når man involverer sig i et parforhold, er det med forventning om at få et godt fællesskab med et andet menneske. Dette fællesskab kan have mange niveauer.

Fælles for de fleste parforhold er, at det begynder med en tiltrækning både på det fysiske plan og på venskabsplan. Man ønsker at dele store dele af sit liv med den elskede og foretage sig mange ting sammen.

Meget af det kommer ind under ordet kommunikation. Vi kommunikerer som bekendt med hinanden ved at tale sammen. Men vi gør det også med kropssprog, hvor vi viser hinanden vores kærlighed ved at røre ved hinanden og elske med hinanden.

Fællesskabet kommer også tit til udtryk gennem fælles værdier og fælles livsanskuelser. Hvor det er til stede, kan det med tiden udvikle sig til en vis fælleshed i meninger og livsform.

Tab af kontakt

Når par oplever kriser – store som små – så handler det som regel helt grundlæggende om tab af kontakt.

En hverdagskonflikt – af dem vi alle kender til – kan desværre i nogle tilfælde udvikle sig til et større skænderi, som ødelægger vores kontakt med hinanden i en længere periode.

Det er (heldigvis) ikke særlig rart at befinde sig i sådan en konflikt. Det kan være, fordi jeg sagde noget, som jeg har fortrudt, eller den anden sagde noget, der sårede mig. Lige meget hvad årsagen er, så sørger vi over tabet af den kontakt, som vi holder af og længes efter.

Det er vigtigt at komme ud af den slags hverdagskonflikter så hurtigt som muligt. Det mindsker de følelsesmæssige eftervirkninger. Hvis vi har mange af den slags konflikter, eller vi har større konflikter, som det er svært at komme ud af, kan det gå mere varigt ud over kontakten imellem os. Vi får ikke helt genoprettet den livsnødvendige kontakt fra gang til gang. Og det slider på vores grundlæggende tillid til hinanden.

Når par oplever kriser – store som små, så handler det som regel helt grundlæggende om tab af kontakt.

I samtalen med par møder jeg dette tab af kontakt og den deraf følgende ensomhed i form af gentagne bebrejdelser og beskyldninger – eller tilbagetrækning og ignorering. Så snart den ene har udlagt en negativ oplevelse eller beskyldning, tager den anden over og bringer en tilsvarende negativ oplevelse. Begge parter føler sig mere og mere ensomme.

Den kan tage sig ud på mange måder. Man deler ikke vigtige livshistorier. Man holder op med at røre ved hinanden og have sex. Man taler for lidt om børnene og hverdagen. Man går i seng på forskellige tidspunkter og står op hver for sig. Man afkobler sig ganske enkelt fra den, man elsker allermest.

Hvad betyder det for forholdet

Hvis man ikke retter op på disse afkoblinger, vil det i de fleste tilfælde føre til, at man lever hver sit liv uden nævneværdig følelsesmæssig kontakt. Eller det vil føre til gentagne konflikter, som efterlader og forstærker et indtryk af stor uenighed og forskellighed. Begge dele vil gøre det svært at blive ved med at holde sammen.

I nogle forhold finder disse processer sted så utydeligt, at de bare efterlader indtrykket af, at vi er vokset fra hinanden – eller vi er bare for forskellige, vi skulle aldrig have været et par. Disse par oplever ikke nødvendigvis de store konflikter, men de oplever stadig ensomhed. En ensomhed, som de to formentlig oplever forskelligt. I nogle parforhold vil det derfor mest være den ene, der lider, mens den anden ikke tillægger det så stor betydning. Den ene har måske sat noget andet i stedet, en sport, et job etc, og mærker derfor ikke tabet af kontakt så tydeligt.

Hvis man ikke tager fat om dette langvarige tab af kontakt, vil parforholdet og i hvert fald den ene part komme til at lide under det. Man vil reagere med opgivenhed og tristhed, og den dag børnene flytter hjemmefra, vil man, hvis ikke parforholdet er gået i stykker inden, opleve en fremmedhed i forholdet, som kan være vanskelig at leve i.

I det etablerede parforhold

Det er derfor vigtigt, at man hele tiden har en opmærksomhed på kontakten. Begge parter må have opmærksomhed på, om partneren trives i forholdet. At vi deler livet med hinanden på alle planer, samtidig med at vi giver plads til vores forskelligheder.

I nogle perioder har vi mindre tid – sådan er livet, men det er livsvigtigt for kærligheden og samhørigheden, at vi regelmæssigt samler op på vores trivsel – sammen og hver for sig.

Alt dette kommer helt af sig selv, når vi er nye i forholdet og forelskede. Men i det lange parforhold er vi nødt til at arbejde mere for at holde fast i hinanden og i kontakten til hinanden.