Spilanmeldelse: Lad din partner overraske dig
Kører samtalen i ring efter mange års parforhold eller tror du ikke, at din ægtefælle eller partner kan sige noget,...
Hvad kan næsten altid tænde dig? Hvad kunne for dig være et tabu i vores sexliv? Hvad giver dig en følelse af intimitet? Fortæl om en fantasi – noget som du længes efter seksuelt.
En del par oplever, at det kan være svært at få talt sammen om sex og intimitet. Det kan være sårbart at turde stå ved, hvad man gerne vil have og hvad man ikke bryder sig om. Så for ikke at såre den anden eller fordi man ikke har et sprog for det, så undgår mange at tage snakken. Nu er der hjælp at hente.
Parterapeut og sexolog Amanda Lagoni har i samarbejde med SNAK udviklet et nyt samtalespil, der sætter fokus på lyst, sex og intimitet via spørgsmål og øvelser. Reglerne er simple – man skiftes til at trække et kort og vælger selv, hvilken af de to spørgsmål eller øvelser, man vil stille sin partner.
Nogle af spørgsmålene er lette, andre kræver lidt mere refleksion og omtanke. Det er ikke et spil, hvor det gælder om hurtigst muligt at komme igennem kortene. Giv i stedet for tid til at blive hos et spørgsmål og stil uddybende spørgsmål til det, som din partner fortæller. På den måde vil begge blive mere bevidste om, hvilke længsler, udfordringer og behov der er – både dem, der er velkendte og dem, der er mere gemte.
Der er flest spørgsmål i kortspillet, men også mulighed for i nogle tilfælde at vælge en øvelse, hvis man ønsker lidt mere krop end tanke feks: Kys hinanden i 30 sekunder. Jeg kunne dog godt have ønsket mig endnu flere kropslige og sanselige øvelser i spillet, da en del af øvelserne også handler om at bruge ord feks: Del et dejligt seksuelt minde fra vores oplevelser sammen.
Spillet kan uden tvivl hjælpe par med at få talt sammen om de ting, der for nogen kan være meget svære at tale om. Så jeg vil varmt anbefale at købe kortspillet, der kun koster det samme som to store poser fredagsslik, men er givet meget bedre ud.
Faktaboks
Spillets navn: ”Lyst”
Udviklet af SNAK i samarbejde med Amanda Lagoni
Antal kort: 55 med ialt 110 spørgsmål og øvelser