Min kone vil flytte – men jeg ønsker at få hende tilbage
Til brevkassen Hej brevkasse Hvad skal jeg gøre? Jeg har været sammen med min kone i tæt på 15 år....
Kære brevkasse
For ca. 3 år siden begyndte jeg at se min dejlige kæreste. Han har to børn fra tidligere, og havde på daværende tidspunkt været fra børnenes mor i 3 år. Da vi begyndte at være sammen, lavede de fire rigtigt mange ting sammen og sås ofte, det generede mig nu ikke. Jeg har selv et barn og kan sagtens forstå det. Men hans ex kæreste ringede til ham dagligt og nogen gange flere gange om dagen, især hvis hun vidste, at jeg var der. Det var små ting som: Du skal smøre creme på din drengs fodvorte. Som hun måske ikke behøvede at ringe kl 21 om aften for at fortælle, når hun skulle aflevere drengene den følgende dag. Hun kunne også ringe og snakke længe om hendes personlige problemer.
Jeg ved godt, at jeg skulle have sagt fra, men jeg vidste ikke helt, hvordan man skulle tackle sådan en situation, var det bare i orden, når man havde børn sammen? Senere fortalte jeg, at jeg ikke helt syntes, at det var i orden, at de skulle snakke så meget om ingenting, hvis vi var ved at se en film osv. Jeg har flere gange ordnet ting i min kærestes hus, eller gjort klar til deres børns fødselsdag (som jeg ikke skulle med til), mens de 4 var til middag hos hans forældre. Hun havde hans bil hver anden uge, og når hun havde lyst. Så selvom vi havde aftalt, at han skulle køre, når vi skulle på tur i weekenden, blev det ofte mig, der kørte alligevel. I efteråret for to år siden valgte jeg at møde hende, fordi jeg syntes, at det virkede rigtigt at møde hende før børnene. Hun havde meget travlt med at fortælle mig, at min kæreste havde været meget i tvivl om, hvorvidt det skulle være ham og mig, at hun havde været den bedste kæreste, som han nogensinde havde haft osv.
Tingene har ændret sig meget siden da. Der bliver ikke ringet sammen mere – med mindre det handler om børnene, og de ses ikke så meget mere. Min kæreste og mig har fået en lille datter og hus sammen. Mit problem er, at jeg har svært ved at give slip på fortiden. Jeg er hele tiden bange for, at det skal starte igen med, at hun ringer hele tiden. Det er nemlig sket en gang før. Problemet er som sagt, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal lade fortiden ligge.
Mvh.
M
Kære M
Tak for dit spørgsmål!
Et rigtig godt spørgsmål – for hvordan lader man fortiden ligge, og kan det overhovedet lade sig gøre? Vi tænker sådan om det, at vores fortid er en del af dem vi er, og at fortiden på en måde ”lever” i os. Ofte er fortiden ikke noget, vi har brug for at beskæftige os med, medmindre noget fra fortiden bliver ved med at bøvle for os i nutid, og på en måde kommer til at spænde ben for eller spærre for, det vi gerne vil, drømmer om eller håber på.
Vi hører i dit spørgsmål, at du på en måde her i nutid stadig får besøg af noget, som var engang, og som var ubehageligt – og at det er du ikke tilfreds med. Du ville gerne kunne lade det ligge, skriver du.
Hvis du sad her i terapirummet, ville vi nok spørge – fordi hvad er vigtigt for dig? Og et gæt på, hvad du ville svare, kunne lyde sådan her: – Fordi det er vigtigt for mig, at jeg kan finde vished i, at jeg er nummer et for min kæreste, og at han er der for mig. Eller måske det ville lyde: – Fordi det er vigtigt for mig, at kunne hvile i, at jeg er go nok og er værd at kæmpe for. Eller: – Fordi det er vigtigt for mig, at de tanker om fortiden ikke spærrer for, at jeg kan gi´ mig helt og fuldt til min kæreste.
Vi ved selvfølgelig ikke, hvad du ville svare, og det kunne være noget helt fjerde.
Det vi tænker er, at tankerne om fortiden (når de bliver ved at dukke op i nutid) ofte har et budskab til os. Et budskab om, at der er noget, som har brug for opmærksomhed. Så det, som du gerne vil kunne lade ligge, måske der ligger en smerte deri, som kalder på opmærksomhed og på at blive lyttet til og taget hånd om, så det ikke længere har brug for at påkalde sig opmærksomheden(?)
Da det kan være svært at indfange tankernes budskab alene, vil vi klart anbefale dig at samtale med en terapeut – én som vil kunne gå på opdagelse i det sammen med dig, og hjælpe dig i kontakt med det, som er vigtigt for dig.
Vi håber SÅ meget at ”svaret” giver mening, og at du har fået noget at gå videre med!
Kærlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907