Jeg er gift med min ægtefælle på tolvte år. Vi har kendt hinanden og været sammen i 27 år – siden vi var 17-18 år gamle. Vi havde det i starten rigtig godt, men havde mange turbulente byture, som altid endte med skænderier.
Efter 4-5 år sammen fandt jeg ud af, at han havde været mig utro med flere forskellige piger gennem længere tid, og jeg var knust. I samme periode kæmpede jeg en kamp for at få ham til at kunne lide mig. Jeg fandt mig i langt mere, end hvad godt var. Jeg betalte alle udgifter til vores fælles hjem, han var aldrig hjemme, hjalp ikke i hjemmet, men jeg var vild med ham og ville ikke opgive.
Han ændrede sig også, da utroskaben kom for dagens lys, og jeg tilgav ham. Jeg tror endda, at jeg fik en lidt sundere tilknytning til ham, da min endeløse kærlighed måske blegnede en smule. Alligevel blev jeg ved med at finde mig i hans lidt forkælede tilgang til, hvad man bør bidrage med i et forhold.
Et af de tilbagevendende diskussioner gik på, at han aldrig spurgte ind til min dag eller mit liv generelt, da han forventede, at jeg vel fortalte, hvis jeg havde noget, jeg gerne ville fortælle. Den del har jeg haft det meget svært ved, men som så meget andet blev det en del af hverdagen, som jeg efterhånden også accepterede.
Tiden gik, og gennem årene fik vi tre børn. Heller ikke arbejdet omkring børnene bidrog han med. Har således fx aldrig stået op om natten eller badet dem. Medmindre vi var i sengen, var der ingen varme, berøring, kys eller knus mellem os.
Gennem disse år havde han et spirende alkoholproblem. Han har aldrig været socialt anlagt, og vi har således kun et fælles vennepar. Mens jeg har en masse veninder, ser han ingen, og med det stigende alkoholindtag blev også det fælles vennepar et diskussionsemne, da han ikke ønskede at se dem, og jeg gerne ville.
Alkoholmisbruget eskalerede de sidste to år, hvor det blev meget massivt. Specielt vores dreng led under det og fik meget skældud af ham og enormt meget negativ opmærksomhed. Jeg klarede hverdagen som altid, og vi levede et parallelt liv, hvor jeg dækkede over hans alkoholmisbrug overfor alle – blev en medmisbruger. Men jeg kunne ikke åbne op overfor nogen pga. følelsen af ,at jeg så svigtede ham. Han ønskede ikke at nogen skulle vide det. Jeg var loyal og prøvede selv at få ham til at stoppe uden held.
I denne periode havde vi et samliv, men jeg havde på ingen måde lyst til det. Jeg forsøgte at gå i bad, når han var faldet i søvn på sofaen, da jeg ikke ønskede at klæde mig i af hans nærvær. Alt sammen et forsøg på ikke at opmuntre ham.
Et år før hans familie fandt ud af hans alkoholmisbrug, skrev en gammel ven, som jeg ikke har haft kontakt til i mange år, til mig. Vi snakkede rigtig godt sammen dengang og klikkede fuldstændigt igen. Jeg oplevede at leve igen. Opdagede hvor dejligt det var at have en, der lyttede og spurgte ind til mig. Jeg opdagede, at jeg slet ikke var tiltrukket af min mand. At jeg egentlig afskyede ham og sagde fra i forhold til samlivet. Jeg kunne ikke længere have sex med ham.
Jeg holdt også op med at starte samtalerne. Blev træt af altid at skulle starte og spørge ind, uden at der blev vist nogen interesse. Når han var fuld, var han nedgørende og svarede altid irriteret tilbage. Jeg blev forelsket i min gamle ven og indledte en affære med ham.
Perioden, fra alkoholmisbruget blev opdaget af min mands familie, og indtil han startede behandling, var ikke køn. Jeg ved godt, han var syg, og det var alkoholen der talte, men jeg blev beskyldt for alt og stod meget alene i det.
Min mand har været ædru 1 1/2 år nu. Intet har ændret sig i vores liv sammen. Vi lever et parallelt liv. Har samarbejde omkring børnene, men vi taler ellers ikke sammen. Vi sover heller ikke sammen længere. Er uenige om mange ting, men skændes egentlig ikke, da vi lukker det ned, når bølgerne begynder at gå lidt højt.
Vi kommunikerer ikke godt, men har dog snakket om vores parallelliv. Min mand ser også problemet og mener, at vi skal gå i parterapi, hvis vi ikke skal gå fra hinanden. Og her opstår endnu et problem: Jeg har ikke længere lysten til overhovedet at forsøge at reparere vores ægteskab. Jeg er ikke længere vred på ham. Det har jeg været. Er bare helt færdig.
Men jeg kan åbenbart heller ikke forlade ham, selvom det er det, jeg har lyst til. Jeg har det skidt med at gå over for børnene, da jeg ikke kan finde ud af, hvad de er bedst tjent med. Deres liv er forandret for altid, hvis vi bliver skilt. Lige nu er deres liv, som det altid har været -med forældre der i det store hele lever et parallelt liv – før på grund af alkoholen; nu på grund af manglende lyst og vilje til hinanden, hvilket de selvfølgelig ikke ved.
Jeg har altid kunne tilsidesætte mine behov, og det kan jeg reelt også nu. Men min affære har tændt for nogle behov, som har været gemt væk i mange år, og dem kan jeg ikke længere helt lukke ned. Jeg har svært ved at give slip på den glæde jeg føler, når jeg er med ham. At føle sig elsket og ønsket og holdt af for den, jeg er. At der er en, der har interesse for mig. Vi taler sammen flere gange dagligt, og ses hver 2.- 3.-4. uge, som det kan komme til at passe.
Han er også i en familie, som han har svært ved at gå fra, og som fungerer uden at være baseret på kærlighed. Nogle gange tænker jeg, at jeg også har svært ved at gå, da jeg så er bange for, at jeg kommer til at sidde og vente på ham, og måske senere må erkende, at der ikke kunne bygges videre på vores forhold.
I bund og grund kan jeg ikke komme frem til en konklusion og effektuere den. Jeg er træt af dette limbo. Hvordan i alverden kommer jeg videre?
Kære spørger
Tak for din ærlige deling af den vanskelige situation du og hele din familie står i!
Dit spørgsmål lyder: Hvordan i alverden kommer jeg videre?
Det er et stort og vanskeligt spørgsmål, som kun du kan finde frem til svaret på. Det betyder ikke, at du må stå alene i det, og vi vil rigtig gerne skrive lidt om, hvad der rører sig i os, og hvad vi får øje på i det, du skriver. Vi håber, at det kan give dig lidt at reflektere opad, så du forhåbentlig kan nå frem til en konklusion og effektuere den, og derved få mål og retning i dit liv igen.
Det første vi får lyst til at dele er, at vi får fornemmelsen af, at du har givet køb på dig selv og ladet dine grænser overskride i rigtig lang tid i jeres fælles liv. At du har tilsidesat dine egne behov, og det vækker en nysgerrighed på, hvordan det kunne ske?
Det virker, som om du i høj grad har forsøgt at tage hensyn til din ægtefælle, fremfor at tage hånd om dine egne behov og stå ved dem. Som om du har slugt kameler og sagt ja til mange ting, selvom du mente nej…
Når vi gør det i vores parforhold – siger ja, når vi mener nej – skriver vi på en måde en regning og ligger den til betaling. Uanset hvor mange regninger vi skriver, skal de indløses på et tidspunkt, og hvis bunken er stor nok, lyder det ofte sådan her, når de indløses: ”Jeg vil ikke mere…” eller: ”Det er slut”.
Ofte ser det sådan ud, når regningerne indløses, at den ene i parforholdet er blevet for meget, og den anden for lidt. I jeres tilfælde lyder det som om, din mand er blevet for meget, og du er blevet for lidt. Men er han blevet for meget, fordi du har været for lidt, eller er du blevet for lidt, fordi han har været for meget? Det giver sjældent mening at finde svar på de spørgsmål og dermed lede efter en helt og en skurk. Derimod kan det give mening at erkende, at begge parter bærer en andel i, at det mønster (sår), som er skabt i parforholdet, har haft gode vækstbetingelser. Og det er mønsteret (såret), der er monsteret – ikke ægtefællen.
Hvis forholdet skal på ret kurs igen, er det, set fra vores stol, nødvendigt at få kigget ind i og arbejdet med, hvad i hver især bidrager med, for at mønsteret holdes i live – både før og nu. Hvor det er nødvendigt, at I hver især sætter ind og ændrer kurs, hvis I ønsker en anden vej.
Det kræver en ret omfattende ”såroperation”, som ikke er klaret på fjorten dage. Det har taget jer mange år at nå til det ulykkelige punkt I er ved nu, og det vil derfor også kræve både tid og vilje fra jer begge at rette op på. Og er det den vej I vælger, vil vi også klart anbefale jer at tage kontakt til en professionel samtalepartner og få hjælp til “operationen”. Hvis du i stedet for vælger at forlade din mand, vil det også være en god investering at få hjælp til, hvordan forældresamarbejdet kan komme til at fungere bedst muligt til gavn for jeres børn og jer selv. Det kan du læse mere om her.
Når vi læser det, du skriver, får vi en fornemmelse af, at I har forsøgt, på forskellig vis, at undgå ”operationen” og i stedet har ”medicineret” jer ud af den smerte, som jeres mønster har haft i parforholdet. Det har I gjort hver for sig i ensomhed, og ikke som et hold. I har forsøgt med utroskab, alkohol, ansvarlighed for hus og hjem, sex, arbejde, affærer, parallelliv, vrede, loyalitet mm. Alt sammen for at dulme eller på en måde at sætte plaster på såret. Men et plaster er kun et plaster. Et plaster virker ikke oven på et betændt sår. Såret må renses, også i dybden, hvor det kan gøre rigtig ondt.
Det kræver, at I hver især dukker op og tør blive synlige først og fremmest for jer selv, og dernæst for hinanden – at I begge er villige til at være ærlige, vise egne indersider og få renset ud i det betændte sår.
Protesten mod det parforhold I har, hvor I tåler hinanden og lever et parallelt liv og lukker ned, når noget bliver svært, er en meget sund og vigtig protest. Vi læser, du har den protest og har haft den længe. Måske kan den kraft der ligger i protesten, fungere som brændstof til at stoppe for det parforhold I har haft indtil nu, og bruges til at bygge et ”nyt” parforhold. Et parforhold hvor du og din ægtefælle sammen jager alt det dårlige ud og får sat ord på, hvad et nyt parforhold skal indeholde, og hvad der ikke skal være, hvis I begge skal komme til at trives i det.
Det kræver et aktivt valg at rense den jord som er imellem jer for ukrudt, og begynde at give jorden vand og gødning i stedet. Når vi bruger billedet ”jorden imellem jer” hænger det sammen med, at vi gerne vil pege på, at det ikke kun er jer der mærker smerten. Jeres børn vokser op i den jord, der er mellem mor og far – midt i det smertefulde. Hvad I som par vælger, får ikke kun betydning for jer som ægtefæller, det får også betydning for jeres børn. Hvorvidt I lader jorden mellem jer urørt, eller om I vælger at luge ud, tilplante og pleje jorden, kan få stor betydning for jer alle.
Uanset om du vælger kampen for et “nyt” parforhold med din ægtefælle eller du vælger at forlade ham, tænker vi at der er behov for en ændring på jeres nuværende situation. Den er uholdbar for jer alle. Så vi tænker du skal få talt med en du har tillid til, det kan være en ven, en professionel eller Partelefonen, hvor du kan få gratis rådgivning.
Der kunne skrives meget mere, og der kunne gås på opdagelse i meget mere og peges på mange andre ting, end vi har valgt og har plads til at gøre her. Vi håber SÅ meget, at vi alligevel har formået at ramme ind i noget, som kan bringe dig bare lidt nærmere en konklusion, en konklusion som kan gå hånd i hånd med dine værdier.
Alt det bedste herfra.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
