Hej!
Tak for at I stiller jer til rådighed!👍
Jeg har haft det skidt i mit ægteskab i rigtig mange år. Pga børnene har jeg syntes, det rigtige var at holde ud, men de er snart store, så jeg er snart i mål. Min mand elsker mig ikke, dvs. han vil mig slet ikke: Ingen kram, kys, kærlige ord og tilnærmelser fra ham igennem mere end ti år. Jeg tror aldrig, han har elsket mig. Vores kærlighedsliv har bestået i, at jeg har elsket ham, og det har han så kunnet svare lidt tilbage på. Jeg var naiv og uden ordentlig kontakt med mig selv de første år af vores relation, men gennemgik så en stor personlig udviklingsproces. Resultatet var, at jeg begyndte at stole mere på det, jeg sansede og mærkede hos mig selv – forstod gyldigheden af mine egne behov. Efter en opslidende periode, hvor jeg sårbart bad min mand om kærlighed, måtte jeg dog opgive at blive elsket af ham. Det var nok det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet i mit liv.
På det tidspunkt vendte jeg mig til en mand, som gav mig kærlighed. Det kunne have udviklet sig til egentlig utroskab, men jeg var afklaret med, at det ville jeg ikke. På et tidspukt hørte jeg Gud sige til mig, at jeg skulle sige farvel til ham, hvilket jeg nu har gjort. Selvom vi ikke længere står i en aktiv relation til hinanden, trækker jeg fortsat på den kærlighed, jeg fik fra ham. Det hjælper mig også til at holde fast i en indre viden om, at det grundlæggende ikke er mig, der er noget galt med, men min mand, der er helt forkert på den. Det er nemlig sådan, at det er noget, han direkte og indirekte kommunikerer til mig den ene dag efter den anden.
Fremfor at være kærlig er han faktisk det modsatte overfor mig. Grundlæggende regner han mig ikke for noget. Dagligt er der episoder, hvor han behandler mig respektløst og hensynsløst. Det værste er, at han ikke tager personligt ansvar for sig selv men vender tingene imod mig. Hvis jeg fx protesterer over, at han har efterladt krummer ud over hele bordet, kritiserer han mig for “at lave problemer ud af det”. Jeg kan i høj grad genkende et fænomen som gaslighting.
Jeg kan ikke nå ham, og vi har været i parterapi igennem længere tid, hvor terapeuten ikke kunne gennemskue ham. Jeg skriver disse ting stille og roligt, men det dækker jo over smerte på smerte. Indimellem har jeg nogle nedbrud, hvor jeg bliver nød til at overnatte på mit arbejde, fordi jeg ikke kan klare mere. Efter noget tid genvinder jeg styrke og vender tilbage, men jeg prøver dog at have så lidt med ham at gøre som muligt og satser i stedet på relationer til veninder og familie.
Mit spørgsmål til jer er, hvad jeg skal gøre?
Venlig hilsen K
Kære K
Tak for din henvendelse.
Hvor gør det ondt at læse om din oplevelse af, at din mand hverken elsker dig eller vil dig. Din erfaring af ”ingen kram, kys, kærlige ord og tilnærmelser” i mere end ti år smerter mig dybt. Din oplevelse af ikke være regnet for noget, at blive mødt med disrespekt og gaslightning er hjerteskærende. Jeg får også helt ondt i maven af at læse, at du har forsøgt at tigge dig til din mands kærlighed, uden at du har fået den. Men jeg bliver allermest berørt af, at du beskriver, hvordan du rent faktisk har oplevet kærlighed – vel og mærke fra en anden mand. En kærlighed så stærk, at du ”stadig trækker på den”, selv om I ikke længere står i en relation til hinanden.
Jeg kan kun beundre dig for, at du, dine oplevelser til trods, formår at passe på dig selv ved at lejlighedsvis overnatte på arbejdet eller ved at satse på veninder og familie. Det virker også, som om at du har en stor ressource i at kunne holde fast i, at ”det grundlæggende ikke er dig, der er noget galt med”, og at du har ”opgivet at blive elsket af ham”. Det betyder jo ikke, at du er uberørt eller ikke kan opleve ”nedbrud” – for i så fald havde du ikke skrevet. Tværtimod spørger du, hvad du skal gøre.
Efter at have læst dit spørgsmål tænkte jeg som det første, hvad får du og din mand ud at være i ægteskabet? Det er jo dine oplevelser du skriver om, men det lyder på mig, som om at du beskriver et dødt forhold. Gad vide om din mand vil beskrive det på samme måde? Hvis ikke, hvordan tror du, at han vil beskrive det – og hvad får ham til at blive i det?
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at jeres børn snart er store, så du er ”snart i mål”. Jeg ved ikke rigtigt, hvad du mener med at være i mål. Er det at holde sammen på ægteskabet, indtil de flytter hjemmefra? Er det, at de kan se jer begge lige meget? Du skriver heller ikke, hvordan du oplever din mands forhold til jeres børn. Hvordan er kontakten, tager han ansvar for dem? Når jeg spørger, så er det, fordi det alt end lige må være med til at forme dine valgmuligheder. Jeg har også lyst til at nævne, at børn er fantastiske til at fornemme stemninger, så med stor sandsynlighed fanger de også dine uopfyldte behov og din mands/deres fars måde at vise kærlighed på – eller mangel på samme. Det er altså ikke nødvendigvis bedre at blive i et dysfungerende ægteskab, faktisk kan det være mere ansvarligt – også for børnene – at bryde ud af det. Vel og mærke under forudsætning af, at det ikke er muligt at skabe en vis vitalitet i ægteskabet.
Jeg bliver også nysgerrig på, hvad Gud betyder i dit og jeres fælles liv. Du skriver, at du hørte Gud sige, at du skulle sige farvel til den anden mand. Hvad vil en evt. skilsmisse betyde i relation til dit gudsforhold og evt. menighedsliv? Det er også spørgsmål, som du må tage med i dine valg og handlemuligheder.
Du oplyser, at I har gået i parterapi igennem længere tid, og at ”terapeuten ikke kunne gennemskue ham”. Jeg ved ikke, hvad du mener med at ”gennemskue”. I parterapi forsøger vi at arbejde med at oversætte hinandens længsler og ønsker om at blive mødt af den anden i en ramme af gensidig forpligtelse. Derimod skal parterapeuten ikke tage parti for den ene eller anden part. Det betyder ikke, at alle er egnet til at indgå i terapi. Hvad var f.eks. grunden til, at din mand deltog, og hvordan agerede han inden og efter terapien? Igen er det spørgsmål, der må indgå i dine overvejelser. Som du beskriver din mand, gætter jeg på, at han næppe vil være motiveret for at forsøge igen.
Mit bedste forslag til en vej videre vil derfor være, at du begynder i individuel terapi hos en terapeut, som du har tillid til. Sammen kan I bl.a. arbejde med nogle af de spørgsmål, som jeg har stillet. En dygtig terapeut vil kunne være med til at afklare mange af de spørgsmål, som du kæmper med – samtidig med at vedkommende kan hjælpe med at fastholde dig til spørgsmålene, så du ikke kommer med for hurtige svar, men kommer godt omkring alle aspekter. Kun på den måde kan du træffe et rigtigt valg for dig, din mand og din familie. Det er vigtigt, at det er det rigtige valg, og det kan godt tage tid at finde vejen dertil.
Du kan finde relevant terapeutisk hjælp fra Agapes psykologer eller blandt de frivillige skribenter her.
Jeg ønsker dig al muligt held og lykke i vejen videre frem.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907