SJÆLESORG, ”omsorg for sjælen”, kan have mange forskellige udtryk, men tager udgangspunkt i det kristne livs- og menneskesyn. Sjælesorgens teoretiske fundament er teologien, der anser sjælesorgen som en del af kirkens diakoni, den kristne livs- og troshjælp. Som fagfelt benytter sjælesorgen sig endvidere af en række hjælpevidenskaber som antropologi, psykologi, religionspsykologi, filosofi med mere. Sjælesorg er ifølge professor Leif Gunnar Engedal et møde mellem Guds hjerte og menneskets sjæl. Dette møde kan ske gennem et nærværende og respektfuldt menneske. Helt afhængigt af konfidentens (den hjælpsøgendes) behov, ønsker, erfaringer og livssituation kan sjælesorgen trække på bibelske beretninger, bøn, velsignelse, skriftemål med mere.
Inden for sjælesorg finder vi en bred palet af nøglepersoner, der repræsenterer forskellige retninger. Gregor den Store (540-604) skrev den første betydelige pastorallære, Regula pastoralis, hvori han anlagde grundstenene til nutidens sjælesorgstænkning. Martin Luther (1483-1546) skrev ingen direkte sjælesorgslære, men er en veldokumenteret sjælesorgspraktiker med stor menneskekundskab. Han anså sjælesorgen for at være et kristent menneskes opgave. Af nulevende nøglepersoner kan vi fremhæve Leif Gunnar Engedal, professor ved Menighetsfakultetet i Oslo, Tor Johan Grevbo, professor i
sjælesorg på Høyskolen Diakonova i Oslo og på teologisk fakultet i København, og Leif Andersen, lektor/førsteamanuensis på Menighedsfakultet i Aarhus.
Kilde: Annette Bech Vad, landsleder i Agape, og Dan Månsson, teolog og sjælesørger
