Jeg kan ikke stoppe med at tænke på hendes fortid
Til brevkassen Kære brevkasse Jeg har været sammen med min kæreste i 6 måneder. Før vi blev kærester havde vi...
Jeg har de sidste 4 måneder set en sød og dejlig mand. Jeg er i slutningen af 20’erne og uden børn – han er fraskilt for et år siden, og har to børn.
Vi er meget glade for hinanden, og han har tidligere givet udtryk for, at han gerne ville have, at jeg skulle møde hans børn. Men han er også i tvivl.
Jeg har udtrykt, at der er nødt til at ske nogle små skridt frem med vores forhold (møde familie, “være kærester” etc.). Han “vil have sig selv med”. Han er usikker på, om han vil have flere børn, og kan ikke rigtigt komme frem til en beslutning. Desuden føler han, at “han skal finde sig selv” efter skilsmissen. Det havde han regnet med at bruge længere tid på, men så mødte han mig.
Samtidig siger han, at han er forelsket i mig. Han “tror” at det vil blive bedre, hvis han får tid.
Jeg er utrolig usikker, og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tro og forvente. Jeg vil ikke blive hængende, hvis ikke der er en chance. Og samtidig bliver jeg ked af det, hvis jeg tænker på at være uden ham.
Jeg er utroligt bange for at blive såret. Hvad skal jeg gøre?
Mvh Hanne
Kære Hanne
Mange tak for din henvendelse. Hvor dejligt at du har mødt en sød og god mand, som du er glad for og som er glad for dig. Du skriver at relationen til ham betyder meget for dig – men at du samtidig oplever usikkerhed og en frygt for at blive såret.
Det lyder som om, at jeres behov lige nu er lidt forskellige; at du har behov for afklaring og sikkerhed i relationen, mens han har brug for tid til at mærke efter og ”finde sig selv”. Selvom I på den måde er forskellige steder, er det vigtigt at I deler jeres tanker og følelser ift. jeres relation. Du må gerne lade ham vide, hvad det gør ved dig, at I ikke har sat titel på jeres relation, at I ikke har mødt hinandens familie, venner, børn mm. At du føler dig usikker og at du er bange for at blive såret. Det er sådan du har det, og den usikkerhed skal der være plads til at kunne dele med ham. Men når du fortæller ham det, må det være uden en forventning om, at han kan fjerne din usikkerhed her og nu, for det lyder ikke som om han kan opfylde det behov lige nu.
Jeg forestiller mig, at skilsmissen har påvirket hans måde at se hans liv og fremtid på. Og det er en del af pakken. Hvis du vælger ham til, så vælger du også en mand, som lever med nogle konsekvenser af at have stået i en svær livssituation. Det lyder som om, at han har brug for at gå langsomt frem og ikke tage store beslutninger for hurtigt. Og det er noget du må forsøge at acceptere, hvis du vælger ham til, for det er en del af den han er; en del af pakken. Måske kan du se hans behov for tid som en indikation på, at han tager både sig selv og jeres relation seriøst?
At gå ind i en kærlighedsrelation til et andet menneske er altid forbundet med en risiko. Det kan føles som at stå på gyngende grund. Man gør sig sårbar og følsom og giver ud af sig selv uden garanti for, at man vil blive modtaget på samme måde. Som jeg ser det må du gøre op med dig selv, om du er villig til at satse på ham, også selvom du ikke har en garanti for at det i sidste ende bliver jer. Når det er sagt, så forstår jeg din frustration og usikkerhed i det. Når først vi er blevet glade for et andet menneske og ønsker en fremtid sammen med ham/hende, så sætter vi os selv på spil, og det kan føles utrolig skræmmende. Men hvis vi oplever gengældt interesse og kærlighed – og det lyder som om det er tilfældet hos jer – så tror jeg også det er værd at satse på.
Jeg vil opmuntre dig til at holde fast i det gode I har sammen. Fokuser på at lære hinanden bedre at kende. Vær ærlig overfor ham ift. dine bekymringer og frustrationer. Og giv ham tid og dermed mulighed for at finde ro i jeres relation. Hans tvivl og behov for tid er en del af pakken.
Jeg ønsker dig al held og lykke med kærligheden.
De bedste hilsner