Kære Parvis ❤
Jeg er en kvinde på 40 år. Jeg har været gift i 10 år og har to dejlige børn.
Gennem de 17 år med min mand har jeg mistet gnisten. Det er rent tryghed. Selvfølgelig elsker vi hinanden til døden os skiller. Men jeg er havnet i bunden af dybt vand…
Jeg startede på et kontorarbejde for knap 2,5 år siden. Det hele startede med, at jeg fik øjenkontakt med den flotte og “super intelligente mand”, som sad længere oppe mod højre hjørne, hvor jeg sad.
Vi kiggede altid intens på hinanden.
Ved den første julefrokost var jeg fuld og viste interesse, fordi jeg følte, der var kemi. Sommeren kom. Vi begge deltog i en fed concern-fest. Vi blev begge fulde, jeg tog fat i ham, for jeg blev nødt til at vide, om følelserne var gensidig. Det var det.
Anden julefrokost kom. Vi havde altid spottet hinanden hen over aftenen. Vi kunne ikke rigtig nærme os, da det var for risikabelt, hvis kollegaerne så det. Vi blev fulde, jeg kunne ikke lade være. Tog fat i ham. Og det var så den nat, vi var vores partner utro. Vi aftalte og blev enige om, det var vores lille hemmelighed/eventyr. Ingen sms’er/mails eller noget.
Vi fortsætter vores liv, som det altid har været, da vi begge ikke ønsker noget fra hinanden. Jeg havde overraskende nok ikke dårlig samvittighed, men havde det mærkeligt overfor min mand efterfølgende.
Dagene går, ugerne går. Hver eneste dag tænker jeg på ham. Vi ser hinanden nogle få minutter et par gange om ugen. Hans blik og smil gør, at jeg savner ham endnu mere. Han dukker op i mine tanker hver eneste morgen/aften, når jeg ligger i sengen.
Nogle dage giver han opmærksomhed, andre dage er han meget koldt og ignorerer mig fuldstændig. Jeg kørte hjem fra arbejde en fredag. Jeg måtte køre ind på en tilfældig parkerings plads. Jeg brød sammen og sendte ham en sidste besked. At jeg godt vidste, det ikke er en god idé med sms’er. Jeg måtte bare fortælle ham, hvordan jeg havde det. Jeg følte, at det er min sidste besked. Og vi måtte stoppe fra nu af. Han skrev tilbage, at “vi lige må tale sammen en dag”.
Jeg holdt tre ugers ferie. Han har ignoreret og undgået mig med vilje (føler jeg) Hvorfor kan han ikke hilse længere. Hvorfor tager han ikke fat i mig og fortæller mig, det er bedst, at vi stopper?
Jeg er knust, selvom jeg godt ved, det er bedst sådan. Men jeg kan ikke styre mine følelser. Hvad tænker han? Jeg ved inderst inde, at han godt kan lide mig.
Hjælp mig, jeg er så frustreret. Jeg kan ikke komme videre – selvom jeg godt ved, det skal stoppe.
Kære dig
Tak for dit spørgsmål, og fordi du deler din historie. Du er virkelig på “dybt vand”, sådan som du selv skriver i dit brev. Det er tydligt at mærke, hvor splittet du er i forhold til din fornuft og følelser. “Knust” fordi du bliver revet i fra meget forskellige positioner: Din mand, som giver dig tryghed, og din kollega, som vækker begær og spænding.
Inden jeg svarer på dine spørgsmål, vil jeg gerne understrege, at din historie er meget genkendelig. Der er masser, der har prøvet det samme som dig. Prøv at læse brevkasserne i diverse aviser og tidsskrifter – eller læs nogle af de mange spørgsmål på Parvis og artikler om den utro part. Så du er altså ikke alene. Det er også velkendt, at den seksuelle spænding og tilfredshed ofte falder i et parforhold over tid – nogle gange i betydelig grad. Ligesom det er velkendt, at den, man er utro med, sjældent bliver til en varig partner.
Faldet i den seksuelle spænding og tilfredshed indebærer ikke, at der ikke er en længsel efter at blive feteret, rørt intenst ved, at blive indtaget seksuelt eller erobre – tværtimod. Problemet bliver bare, når vi ikke formår at vække lysten i vores trygge parforhold. Vi kommer let til at rette blikket og længslen ud et andet sted: En kollega, en nabo, en bekendt og på en måde, hvor personen næsten kan virke som en besættelse – præcis sådan som du beskriver det. Din beskrivelse af din kollega er i den sammenhæng fuldstændig “efter bogen”. Du betegner ham som “flot og super intelligent”, og dine øjne søger ham intenst i dagligdagen.
Her og nu er dit problem, at du ikke kun er forelsket i din kollega. Du har også været utro med ham. Ikke bare i tanker og i samtaler, men også fysisk. Så hvad gør du, når du ikke kan undvære ham på trods af, at du og din kollega klart har aftalt, at det er slut? Hvordan lever du med, at han ignorerer dig? Jeg har ikke et klart svar til dig. Derimod vil jeg spørge dig, hvad vil du med din mand?
Du siger, at du elsker din mand “til døden jer skiller”. Gør du det? Er det ham, som du vil leve med resten af dine dage? Som et aktivt tilvalg af kærligheden og forpligtelsen? Jeg tænker bl.a. på fraværet af din dårlige samvittighed. Når jeg spørger, er det også, fordi det vil have stor betydning for, hvordan du og din mand kommer videre.
Hvis du elsker din mand og dine børns far, vil jeg foreslå, at du tager “tyren ved hornene” og fortæller ham det, som det er: At du er forelsket i en kollega, og at du, mere end noget andet, ønsker, at du og din mand skal forsøge at vække længslen og spændingen mellem jer. At I kan få en ny begyndelse sammen. Det vil være en smertefuld proces at gå igang med, men utroskaben kan være begyndelsen på, at du og din mand ærligt får kigget på, hvad I hver især længes efter i jeres parforhold og hvordan I får mere af det ind i jeres relation.
Jeg ved godt, at det ikke er så nemt, som det lyder; det kræver virkeligt mod, men i den bedste af alle verdener kan det føre til en ny historie uden løgn, indre konflikter osv. Jeg er ikke sikker på, at I kan klare denne del selv. Måske skal I have hjælp af en god parterapeut til at hjælpe jer videre frem på vejen. Måske skal du også selv tage nogle timer hos en terapeut først for at finde ud af, hvad du vil.
Jeg ved ikke, hvordan din mand vil tage åbenheden. Måske bliver han vred og meget såret. Måske bliver han lettet, fordi han formodentlig har mærket, at du ikke er nærværende eller koncentreret. Det er også muligt, at han vil bede om en pause i jeres forhold. Uanset hvad, har jeg svært ved at se, at du kan vælge andet end den åbne tilgang. Sådan som du har det nu, bliver det for slidsomt og for ensomt.
Ved at vælge åbenheden vil du muligvis opleve, at din besættelse af din kollega vil fortage sig. Måske er han knapt så flot og intelligent, som han virker på afstand i tankernes leg. Måske viser din mand sig som én, der klart overmatcher ham på de fleste parametre. Det er også muligt, at du kan blive nødt til at skifte arbejde, fordi din kollega trods alt er for farlig for dig.
Har du tænkt på, at din kollega kan have det på samme måde som dig? At han måske kæmper ligeså meget som dig, og at han forsøger at værne om sit evt. parforhold. Så når han ignorerer dig, er det måske ikke af mangel på respekt over for dig, men af respekt for jeres aftale og hans evt. partner. Jeg siger ikke, at det er sådan, men det er en absolut mulighed.
Så hvordan kommer du videre? Min tilgang er som sagt åbenhed, fordi det forbudte bliver afmaskeret og viser sig knapt så tiltrækkende. Det bliver mindre eller forsvinder måske ligefrem. Derimod kan man sjældent tvinge sig selv til at lade være med at være “besat” af en hemmelig leg. Det kræver i al fald stor viljestyrke og fast karakter.
Jeg håber, at du kan bruge mine overvejelser og spørgsmål som brugbare forstyrrelser. Læs gerne mere om hvorfor man er utro og hvordan man kommer videre efter utroskab.
De bedste hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
